Ordinationen rummer også et element af magi, idet der ikke som hos os er tale om en forbøn, når biskoppen og kollegerne lægger deres hænder på ordinantens hoved, men at der gennem biskoppens hånd overføres særlige nådegaver nødvendige for, at man kan forvalte det præstelige embede, ordets forkyndelse og dåben og nadveren. Det gør ikke bare biskoppen til noget særligt og indebærer et hierarkisk syn på kirkeinstitutionen, som er os ganske fremmed, men tilføjer kristendommen en overtro, som ikke rimer med, at den kun er en trossag.

Det var ikke mindst med den indvending, Porvoo i sin tid blev forkastet. Det førte som eksempel også til den overvejelse, om en domprovst herefter ville kunne forestå en ordination.

Man kan anse Porvoo-erklæringen for en redningsaktion over for os. Den rummer en paragraf om, at de anglikanske biskopper fremover skal inviteres til vores bispevielser. Tanken må være, at man genindfører successionen, når de en dag er med til at lægge hånd på for eksempel biskop Søren Lodberg Hvas' efterfølger.

I løbet af en generation skulle aktionen være gennemført, så også vores præster har den nødvendige succession, så de kan ansættes i den anglikanske kirke. Men dermed har man accepteret en afgørende ændring af vores kirkesyn, som jeg ikke fatter, at Folkekirkens mellemkirkelige Råd ikke tager alvorligt, når man uden videre negligerer de indvendinger, man i sin tid havde imod Porvoo-erklæringen.

MAN KAN SPØRGE om den hierarkiske kirkeordning allerede er på vej i den danske folkekirke ad anden vej, men det gør den ikke mindre forkert teologisk set. Sagen kan i grunden ikke afgøres med en demokratisk afstemning. Man kan kun diskutere sig frem til det igennem en teologisk diskussion om spørgsmål, som ikke bare afgøres ved flertalsbeslutning.

Og hvis nu et menighedsråd i Nr. Lyndelse efter en grundig overvejelse af Porvoo-erklæringen er nået frem til at forkaste den, hvad gælder så Folkekirkens mellemkirkelige Råds mening? Eller må man så uden videre ud fra formand Skærveds arrogante syn på lægfolk som lægfolk acceptere en bispekirke med et andet embedssyn?

Folkekirkens mellemkirkelige Råd begrunder alene indmeldelsen med, at den anglikanske kirke nu anerkender kvindelige biskopper. Dermed skulle vores hidtidige reservationer være irrelevante, skriver man. Der er "ingen læremæssige hindringer for et medlemskab". Men er kirke- og embedssynet dog ikke en læremæssig forhindring? Der bliver jo ikke bare tale om et praktisk, men også om et teologisk fællesskab.

Jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor Drejergaard så ikke også vil lade katolikkerne gribe knoglen og ringe Vorherre op for at bede om godt vejr. Han har jo igennem sin indlemmelse i den anglikanske kirkeopfattelse også godkendt, at der fra nu af er personer i folkekirken, som ikke bare er mere lige end andre, men nærmere Gud.

Torkild Thaning,
pastor emeritus,
Frederiksberg Allé 32, 1. th.,
Frederiksberg C