Klimakamp ud fra de geopolitiske realiteter

På dette punkt er vi nødt til at forny internationale forhold, hvis vi vil håndtere klimaforandringerne effektivt og begrænse den gennemsnitlige globale temperaturstigning til to grader. Aftalen er kun en begyndelse, men det er en begyndelse, der kan bygges videre på, og principielt set langt hurtigere end det ville have været tilfældet med det besværlige scenarie, man havde forestillet sig i København. Hvis aftalen kan få en robust form, og det i en fart, kan den være med til at afslutte det nuværende dødvande, hvor hvert land eller gruppe af lande venter på, at andre fører an.

Meget afhænger af, hvor solide og praktiske de forslag om udledningsreduktioner er, som de industrialiserede lande i henhold til aftalens præmisser skal præsentere den 31. januar. Planerne skal være troværdige og holdbare, ikke bare en ønskeliste.

Trods alle de fine ord har de fleste endnu ikke præsteret ret meget – resten af verden er med rette uimponeret. Den samme dato skal de udviklingslande, der ønsker at indgå aftalen, specificere deres egne planer om udledningsreduktion. For første gang vil man etablere en eller anden form for sanktions-mekanisme. Foreslåede tiltag i udviklingslande, der skal finansieres af penge fra rigere lande, skal overvåges internationalt.

Hvilken struktur vil alt dette føre til på kort og mellemlang sigt? Vil det betyde, at de mindre og de fattigere lande i verden vil lide, mens de større gør fremskridt alene? Det tror jeg ikke, at det nødvendigvis vil – i hvert fald ikke hvis den overordnede konstruktion er rigtig, og hvis de organiserer sig, så deres specifikke bekymringer repræsenteres.

Det, der skete med Verdenshandelsorganisationen, WTO, der har fulgt et relativt parallelt spor, kan give nogle særdeles nyttige fingerpeg. Idet jeg forudså det, der ville ske i København, udviklede jeg en række forslag i den retning i min bog "The Politics of Climate Change," der udkom for ni måneder siden. Det mislykkede forsøg på at indgå en altomfattende samling handels-aftaler har afstedkommet en lang række nye forholdsregler og organisationer. Selve de involverede gruppers og regioners forskelligartethed har vist sig at være lige så meget en styrke som en svaghed. Det samme kan vise sig at være tilfældet, når det gælder klimaforandringer.

Hvis aftalens udvikling over de næste par måneder er vellykket, kan den blive en forankrende overenskomst, men vi får også brug for en lang række bilaterale og regionale aftaler. USA og Kina bliver nødt til at fortsætte deres bilaterale forhandlinger, uanset hvilke mere generelle aftaler de ellers indgår.

Lad os forestille os, at 190 lande var nået frem til en bindende konsensus i København, men at de to, der ikke var med, var USA og Kina. Så havde den struktur, man var blevet enige om, ikke været meget værd, eftersom disse to lande tilsammen bidrager med en hel del mere end 40 procent af den samlede udledning af drivhusgasser. Så er det da på sin vis meget bedre at begynde med de to lande og de andre store udledere og sikre sig, at de er klar til at samarbejde på en seriøs og forpligtende måde.

Der burde også være et G3. EU blev kørt ud på et sidespor i København – et resultat af unionens gamle problem med, at den ikke taler med én stemme og ikke kunne levere den meget hurtige beslutningstagning, der var nødvendig mod slutningen af forhandlingerne for overhovedet at få noget ud af dem.

Men med 550 millioner borgere er EU nødt til at spille en afgørende og forhåbentlig førende rolle. Initiativtagerne til aftalen undgik den usunde kløft, der er opstået mellem de industrialiserede lande og udviklingslandene, hvor de hver især betragtes som en homogen blok; den nye synsvinkel skal bevares.

De 20 største forurenere, som omfatter adskillige store udviklingslande, har bidraget med næsten 90 procent af den samlede mængde udledninger siden begyndelsen af den industrielle tidsalder; de bør også mødes regelmæssigt.

Der er masser af andre nye tiltag, man kan tænke sig. Der er indlysende farer ved en tilgang, der ikke fokuserer på at få alle lande til at forpligte sig til en fælles skabelon. Men i dette tilfælde er der under alle omstændigheder intet alternativ. En sådan vægtning indvarsler ikke multilateralismens undergang, eftersom der stadig vil være brug for at iværksætte og fremme mange former for samarbejde.

udland@kristeligt-dagblad.dk

© 2010 GLOBAL VIEWPOINT NETWORK/ TRIBUNE MEDIA SERVICES

Oversat af Nanna Vesterdorf