Hvorfor hørte ingen på os?

Og det skulle vise sig, at de fik ret. Så snart den lille dreng begynder i vuggestuen, gør personalet opmærksom på, at han ikke trives, og det får familien til at reagere.

De gør straks Roskilde Kommune opmærksom på, at de er nødt til at sørge for særlig støtte til Jonas, men udover at han kommer til at gælde for halvandet barn, da han kommer i børnehave, sker der intet.

Gentagne gange forsøger de at få hjælp til at finde ud af, hvorfor Jonas mistrives. Jytte Johansen forsøger at nå igennem til myndighederne gennem sønnens institution, som bakker hende op i, at Jonas har behov for hjælp. Hun henvender sig til kommunens socialudvalgsformand og den ledende psykolog på PPR (Psykologisk, pædagogisk rådgivning). Men så længe Jonas ikke har en diagnose, kan intet gøres, og en psykiatrisk udredning er der ikke midler til, lyder det fra kommunen.

Da Jonas starter i skolen, tårner problemerne sig op. Han har svært ved at koncentrere sig og arbejde selvstændigt. Tvangstanker bliver også gradvist en del af hans hverdag. Han får lov at parkere sin cykel på lærerparkeringen, fordi han er angst for, at nogen vil ødelægge hans cykel, han bliver utryg ved at være for længe i klasseværelset og får lavet aftaler om, at han kan forlade det, når han har brug for det.

Hjemme begynder han at løse konflikter med forældrene ved at slå og sparke. Men det er stadig umuligt for forældrene at få en udredning på deres søn. I stedet bliver de tilknyttet en familievejleder, som er en stor støtte for dem, men som ikke har kompetence til at diagnosticere Jonas. Heller ikke børnelægen kan hjælpe med andet end løfter om lang ventetid på psykiatriske udredninger for børn.

Da Jonas er otte år, lykkes det familien selv at få kontakt til en børnepsykiater, og han får diagnosen ADHD.

– Det lyder mærkeligt, men det var bare sådan en lettelse pludselig at kunne sætte ord på det, der var galt med ham, og når man får en diagnose, bliver det også lettere at få hjælp i det offentlige, forklarer Jytte Johansen.

Men lettelsen over en diagnose vender sig hurtigt til fortvivlelse. Jonas prøver adskillige former for medicin, men intet fungerer, som det skal. Det sidste, han får, Concerta, bliver han psykotisk af, og så er vi fremme ved sidste års sommer, hvor sygdommen eskalerer, og familiens liv ramler.

– Thomas og jeg var gule og blå overalt på vores kroppe, fordi han slog og sparkede os, og han begyndte at gøre mærkelige ting, forstørrede for eksempel billeder af hvepse op på computeren og stod og skreg af angst ind i skærmen, fortæller Jytte Johansen om sønnens tiltagende sygdomstegn.

Den aften, hvor hun og hendes mand må indse, at de ikke mere kan magte deres søn uden professionel hjælp, står som den mørkeste aften i hendes liv. Indtil da har de været stærke og forsøgt at strukturere hverdagen for Jonas, så han fungerer bedst muligt.

– Det var så grænseoverskridende og frygteligt som mor at måtte erkende, at jeg ikke mere magtede mit eget barn, siger hun.

Mens Jonas fra førstesalen går amok og skriger sin desperation ud, kontakter familien vagtlægen, som kommer til hjemmet i Roskilde. Hun prøver at tale Jonas til ro, men forsøger samtidig at få familien til at ombestemme sig til ikke at ville have deres søn tvangsindlagt.

– Det var så tydeligt, at hun godt vidste, at der ikke var noget sted, hvor man kunne tage imod et akut psykisk sygt barn som Jonas uden for normal lægetid. Hun ringede gentagne gange til forskellige myndigheder og fortalte os igen og igen, at det var et drastisk skridt at tvangsindlægge ham, siger Jytte Johansen, der dog holdt fast i, at det var det, der måtte ske.

Som ved andre tvangsindlæggelser bliver hun og Jonas efter flere timers besøg af lægevagten kørt i politibil til psykiatrisk skadestue i Roskilde og modtaget af et venligt personale, der bruger et par timer på dem. Men samtalens slutbesked er nedslående.

– Da de slutter af med at sige til os, at de er voksenpsykiatere og ikke har forstand på børn, og at vi derfor må tage hjem og komme igen næste dag i normal åbningstid, vælter det for mig. Der sad jeg med en dødssyg dreng og blev sendt hjem, fordi der ingen var til at hjælpe ham.

Tårerne triller igen bag brillerne på den kvinde, som ellers fremstår som en stærk, viljefast og stædig mor, der har rendt det offentlige på dørene for at få den rette hjælp, siden sønnen var spæd, men som nu i et halvt år har været sygemeldt fra sit arbejde, fordi hun selv brød psykisk sammen efter den skelsættende hændelse.

– Der er jo ingen normale forældre, der slæber deres børn på psykiatrisk skadestue for sjov. Det var sidste udvej, vi kunne ikke mere tage ansvaret for så syg en dreng, og så er det svært at forstå, at der ingen var til at hjælpe.

Jonas og hans mor bliver indlagt sammen næste dag på den lukkede voksenpsykiatriske afdeling. Ingen børnepsykiatriske afdelinger i regionen har plads. Der opholder de sig fem dage i et værelse fyldt med brændemærker på væggene, gitter for vinduerne og en vagt, der opholder sig højst to meter fra den selvmordstruede Jonas. Endelig bliver en seng ledig på Næstveds børnepsykiatriske afdeling. Talen om turen til Næstved vækker splittede følelser i Jytte Johansen.

– Jeg måtte ikke køre med i samme bil som Jonas, så jeg kørte bag ved. Og fra min bil havde jeg udsigt til et bagsæde, hvor Jonas lille lyse hårtop stak op mellem to store stærke mænd, der sad vagt på hver sin side af ham. Det gjorde bare så ondt at se, siger hun og gør det klart, at hun også nærede store forventninger til den børnepsykiatriske afdeling.

Her er Jonas indlagt to måneder alene med tilladelse til besøg fra far og mor tre gange to timer om ugen. En indlæggelse, der starter med, at Jytte Johansen grædende må se på, at hendes søn bliver bæltefikseret, fordi han går amok, da han opdager, at hans mor ikke skal indlægges sammen med ham. Men det bliver også en indlæggelse, der skaber håb i den lille familie. For man finder endelig ud af, hvad der er galt med Jonas.

Og det viser sig, at den nu 11-årige dreng ikke lider af ADHD og slet ikke har brug for medicin. I stedet viser en psykiatrisk udredning, at Jonas er tidligt følelsesmæssigt skadet. I flere år har han uden grund taget medicin, som gjorde ham psykotisk og utilregnelig, og i virkeligheden har han haft brug for noget ganske andet.

Han udskrives derfor til et behandlingshjem, hvor han stadig bor i dag. Her skal han opholde sig, indtil han er blevet hjulpet så meget, at han kan indgå i normale sociale relationer til andre mennesker. Ingen ved, hvor længe han skal bo der, måske ét, måske to år. Tilbage står i dag en mor og en far, der ikke forstår, hvorfor der skulle gå 10 år, inden de som forældre blev taget alvorligt af systemet.

– Hvorfor hørte ingen på os, da vi kunne se, at Jonas allerede som ganske lille havde brug for en psykiatrisk udredning? Og hvordan kunne de bare sende os hjem, da vi med vore sidste kræfter henvendte os på psykiatrisk skadestue? Man lukker da heller ikke bare den almindelige skadestue for børn i weekenden, siger Jytte Johansen.

soegaard@kristeligt-dagblad.dk