Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Til gavn for vore muslimske medborgere til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Til gavn for vore muslimske medborgere

Når vesterlændinge bagatelliserer den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse eller mener, at vi ikke skal "blande" os, så er det udtryk for en kynisk nedladenhed, skriver Kirsten Sarauw og Britta Mogensen. -

- Jean Francois Frey/PHOTOPQR/L'ALSACE

3 debatindlæg Hold mig opdateret

Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi er ikke "anti-muslimsk", men til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten

KORT FØR JUL fremkom Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i et interview på bloggen Snaphanen med nogle groft generaliserende udsagn om vold, voldtægt og incest i muslimske familier, som han virkelig fortjente at få på puklen for. Det fik han så. Og mere til.

Under ingen omstændigheder bør krænkende generaliseringer om grupper af mennesker finde sted. Det har Hedegaard da også beklaget og korrigeret. Men midt i den almindelige forargelse skal det ikke overses, at Hedegaard har peget på et alvorligt problem ikke bare for integrationen af muslimer i den moderne vestlige kultur, men for hele den muslimske verden, nemlig kvindernes manglende ligestilling og den udbredte vold mod kvinder og børn inden for den muslimske kulturkreds.

Det er naturligvis uomgængelig nødvendigt at fremlægge dokumentation for sine påstande, hvad Trykkefrihedsselskabets nettidsskrift Sappho efterfølgende også har gjort. Vi vil i det følgende supplere denne dokumentation, hvad angår Lars Hedegaards udtalelser om vold, voldtægt og seksuelt misbrug af kvinder og børn i muslimsk sammenhæng.

Den dansk-pakistanske forsker Anusheh Hussain anfører i en artikel om seksuelt misbrug af børn i Pakistan (1997), at selvom forskningen i seksuelle overgreb mod børn i Pakistan er begrænset, er det et udbredt praktiseret fænomen. Undersøgelser, foretaget i Punjab, viser, at 62,5 procent af børnene er blevet seksuelt krænket.

Annonce
Hun mener, at disse krænkelser udspringer af den herskende kultur og forstærkes ved den generelle ubalance, der er i magtrelationerne mellem børn og voksne. Det er derfor ikke længere muligt at betragte seksuelle overgreb mod børn som "afvigende adfærd", der blot udøves af få "psykopater".

Det er Hussains opfattelse, at seksuelle krænkelser af børn er en konsekvens af en stærkt undertrykkende social orden, hvor den patriarkalske struktur samt hykleriske seksuelle normer understøtter udnyttelsen af de sårbare. På trods af at familien anses for at være ukrænkelig, er det netop i familien, langt de fleste krænkelser mod børn finder sted. Men det forties af hensyn til familieæren. Dette er årsagen til, at incest er den mindst rapporterede form for seksuel krænkelse.

En Amnesty International-rapport fra 2009 viser, at vold mod kvinder i Pakistan såvel i privatsfæren som i politiets varetægt er overordentlig bestialsk. Blot et enkelt eksempel er beskrivelsen af 24-årige Zainab Noor, hvis mand bandt hende og indførte en rødglødende jernstang i hendes underliv. Kvinder udsættes tillige for slaveri, kidnapning, syreangreb, tvangsægteskab, piskning og likvidering. En kvinde, der anmelder vold eller voldtægt, er i meget stor risiko for at blive mishandlet, tortureret og voldtaget af politiet.

KVINDERS VILKÅR ser ikke bedre ud i Iran, fremgår det af Human Rights Briefs (1994), hvor særligt skal nævnes den islamiske regel om, at jomfruer ikke må henrettes. Pigebørnene bliver derfor voldtaget inden henrettelsen. Heller ikke arabiske lande som Syrien, Libanon og Algeriet står ifølge den syriske forsker og forfatter Bhouthaina Shaabans egen livsberetning og hendes interview med en række muslimske kvinder (1988) tilbage for Pakistan og Iran, når det gælder grov fysisk og psykisk mishandling af kvinder. Og i Somalia kan kvinder, der går alene på gaden, risikere at blive voldtaget af såvel drenge som mænd. De kønslemlæstede kvinder åbnes med kniv før voldtægten, hvilket ikke sjældent medfører dødsfald på grund af blodtab og chok (loftsloret.dk).

I lande, hvor seksualitet er et tabuemne, og hvor kvinders underliv er prædestineret til børnefødsler og mandens seksuelle fornøjelse, er det betegnende, at det er denne del af kvindens krop, der især er målet for mænds vold. Man kan dårligt se bort fra, at den særlige kvindeforagt, som volden er et udtryk for, understøttes af den overordnede kulturs middelalderlige religiøse tradition. Talrige passager i såvel koran som hadith-litteraturen udtrykker kvindeforagt og tilskriver kvinder en underordnet status. Manden har således ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden (for eksempel Sura 2, 282; 4, 34; 2, 223).

Overgreb på kvinder og børn accepteres ikke i de vestlige lande. Det hindrer dog ikke, at den magt og kontrol over kvinder, som er mænds privilegium i hjemlandet, stadig praktiseres i en del patriarkalske, muslimske familier i Vesten. Hvor stort omfanget af misbruget er herhjemme, kan der ikke sættes tal på. Der findes ingen undersøgelser, og det vil være ret vanskeligt at sætte omfangsundersøgelser i værk, da misbruget er fortiet og dybt tabui-seret.

Vi må indtil videre henholde os til de få eksisterende undersøgelser af forholdene i oprindelseslandene som retningspil også for visse muslimske indvandrermiljøer herhjemme. Årsstatistikkerne fra krisecentrenes landsorganisation (LOKK) viser i hvert fald en tendens i retning af en overrepræsentation af muslimske kvinder.

Muslimske kvinder, der i Danmark henvender sig for at få hjælp på Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre (Årsrapport 2003), udtrykker især frygt for familiens reaktion. Den strengt håndhævede kønssegregering kræver, at ubeslægtede kvinder og mænd aldrig er alene sammen. Dermed er det kvindens ansvar, at hun har bragt sig i en situation, hvor en mand kan forgribe sig på hende.

AT ANMELDE EN VOLDTÆGT kræver derfor stort mod. De fleste voldtægter er omgærdet af den dybeste tavshed. Når overgrebene endelig erkendes, afvises det også gerne, at de har noget at gøre med islam. Ikke desto mindre må vi erklære os enige i den tysk-tyrkiske advokat Seyran Ates' udtalelse (FrontPage 2005) om, at hun som advokat for kvinder, der har været udsat for overgreb, må forholde sig til den islam, der eksisterer, og som er fortolket af mænd.

Når vesterlændinge bagatelliserer den muslimske kulturs kvindeundertrykkelse eller mener, at vi ikke skal "blande" os, så er det udtryk for en kynisk nedladenhed, der vil prisgive nogle af vore muslimske kvinder og børn til en grænseløs lidelse, som man aldrig ville tolerere overgik ens egne kvinder og børn. Som en ung, tvangsgift, voldtaget kvinde siger: "Jeg kan ikke forstå, at der er danskere, som er så blåøjede, at de (...) tager hensyn til de traditioner, som skader kvinder. De ville vel ikke tillade det, hvis det var danske kvinder, det gik ud over?" (loftsloret.dk).

Ligeledes må man betegne det som en slags "herrefolks-racisme", når Red Barnet i Sverige slettede visse "stigmatiserende" afsnit i en rapport omhandlende æresrelateret vold, ægteskaber og sexudnyttelse i Mellemøsten, udarbejdet af den svenske forsker Pernilla Ouis, som på det tidspunkt selv var muslim. Hendes konklusioner (lagt på nettet 2008), som Red Barnet ville fortie – i enestående ligegyldighed med ofrene – svarede ret nøje til konklusionerne i de ovenfor refererede rapporter.

Det demokratiske og humane samfund, vi roser os sådan af, bør behandle alle sine borgere inkluderende og på lige fod, herunder komme lidende mennesker til hjælp uanset deres oprindelige kulturelle eller religiøse tilhørsforhold. Derfor er det nødvendigt at aflægge al berøringsangst og redeligt sætte sig ind i realiteterne. Kritik af visse totalitære, inhumane og ikke mindst kvindeundertrykkende sider af den islamiske politisk-religiøse ideologi samt af adfærd og normer, som knytter sig til denne ideologi, er ikke "anti-muslimsk", som det gang på gang forlyder i den offentlige debat. Den er til gavn for vore muslimer og deres ret til et ligeværdigt og velintegreret liv i Vesten.

Kirsten Sarauw er præst og psykoterapeut, og Britta Mogensen er mag.scient. i antropologi
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Der er fejl i Koran-henvisningerne i denne artikel..

Muslimsk kvinde, publiceret d.22/01 11:48 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Til gavn for vore muslimske medborgere
Kære brødre og søstre, jeg har slået de vers op som artiklen mener giver mænd "ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden", og det første vers handler slet ikke om emnet, og de andre vers er misforstået, så vidt jeg kan se.. Så jeg vil inshaAllah skrive et indlæg på Kristeligt Dagblads hjemmeside for at gøre opmærksom herpå, evt. også finde forfatternes mailadresser for at gøre dem opmærksomme på fejlen, men jeg ville først lade jer læse mit svar igennem for at være sikker på at jeg ikke siger noget forkert (er stadig ny i islam).. Så jeg ville værdsætte det hvis I kunne komme med jeres rettelser/kommentarer hurtigst muligt så vi kan få gjort opmærksom herpå.. Såvidt jeg kan se er der ingen kommentarer på artiklen desværre. Her følger min forestilling om hvad jeg vil skrive i indlægget (på forhånd tak):

Må fred være med jer.. Jeg vil gerne gøre læserne af denne artikel opmærksomme på, at der er en fejl i Koran-henvisningerne i artiklen.. Der skrives at der i kapitel 2:282, 4:34 og 2:223 siges at mænd har "ret til at slå kvinder og kræve total lydighed, mens det er kvindens religiøse pligt altid at stå seksuelt til rådighed for manden".. Dette er ikke korrekt. Kapitel 2 vers 282 siger (taget fra Ellen Wulffs oversættelse):

"I, der tror! Hvis I låner penge fra hinanden med en bestemt tidsfrist, så skriv det ned! Lad en skriver skrive jeres mellemværende ned, uvildigt. Ingen skriver må nægte at skrive, sådan som Gud har lært ham det. Han skal skrive, og skyldneren skal diktere! Han skal frygte Gud, sin Herre, og ikke trække noget fra! Hvis skyldneren er svagt begavet eller mindreårig eller ude af stand til selv at diktere, skal hans værge diktere, uvildigt! Tilkald to af jeres mænd som vidner! Hvis det ikke kan blive to mænd, så én mand og to kvinder, som I kan godtage som vidner, således at hvis den ene af de to skulle fejle, så kan den anden påminde hende. Vidnerne må ikke undslå sig, når de bliver opfordret. I må ikke, selvom det keder jer, undlade at skrive det ned, hvad enten det er stort eller småt, indtil fristens udløb! Dette er det mest retfærdige i Guds øjne, det mest retsindige for vidnesbyrdet og det, der bedst kan fjerne jeres tvivl. Men hvis det drejer sig om en forhåndenværende vare, som I har i omløb imellem jer, begår I ingen overtrædelse, hvis I ikke skriver det ned. Tag vidner, når I slutter en handel! Hverken skriver eller vidne må forulempes. Hvis I gør det, er det en gudløshed ved jer. Frygt Gud! Gud giver jer viden. Gud er vidende om alt."

Som vi kan se handler dette vers slet ikke om de ting artiklen påstår, men om detaljerne omkring lån/gæld. At der som vidne kræves to kvinder til at erstatte én mand skal ikke betragtes som at kvinden er mindre værd end manden. Overfor Gud er både mand og kvinde ens, blot har de forskellige ansvarsområder, rettigheder, pligter, styrker og svagheder. Hvis jeg skulle prøve på at forklare overfor mig selv hvorfor der skal to kvinder til at erstatte én mand i vidnesager behøver jeg blot at tænke tilbage på de gange jeg har genfortalt en hændelse/anekdote, hvor jeg som kvinde ofte har haft et andet forkus end den/de mandlige deltager i hændelsen, ofte pga min opfattelse som er farvet af mine følelser, og derfor er gået glip af andre aspekter af hændelsen, hvor endda en anden kvindelig deltager har hjulpet min hukommelse på vej, andre gange har en anden kvindelig deltagers stykker af erindring om en hændelse været de mangler der har været i min egen for at kunne erindre den korrekte rækkefælge af hændelser.. Desuden har jeg intet problem med at acceptere dette da det jo er Gud der har skabt os alle, vi er lige men med forskellige muligheder/talenter, og jeg mener at alt hvad Gud har bestemt for mig at leve efter er i min bedste interesse, dette er jo essensen i at tro på og tilbede sin Skaber. Jeg mener slet ikke at det skal tages som en nedgørelse, degradering eller undertrykkelse at man skal være to kvinder om at erindre korrekt, og der bliver i rig omfang taget hensyn til kvinden på mange andre måder i islam.. At visse psykopater så bruger disse vers som undskyldning for at komme af med sine aggressioner på sin kone er jo selvfølgelig både forkasteligt og forkert..

Kapitel 4:34 siger:
"Mænd står over kvinder, fordi Gud har givet nogle fortrin frem for andre, og fordi de har givet ud af deres ejendom. De kvinder, der handler ret, er lydige og vogter det skjulte, fordi Gud vogter det. De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor."
Her er tale om når kvinden er "genstridig" som er Ellen Wulffs oversættelse af det arabiske ord "nushuz". Hermed menes ikke at man skal straffe kvinden når hun fx ikke indvilliger i fysisk samvær, men hvordan manden skal håndtere det hvis hans kone går over stregen og er ond eller handler forkert. I islam er det at gå over stregen når man flirter med andre mænd eller hvis man bagtaler nogen bare for at give et eksempel.. Eller hvis hun drikker alkohol eller slår sine børn, alt hvad islam forbyder.. Men det kan jo også bruges i situationer hvor kvinden fx er blevet hysterisk.. Har vi ikke alle set hvordan kvinder kan opføre sig i reality shows som "Bridezillas", hvor vi får et indblik i den vordende bruds makker og hysteriske anfald blot fordi brudekjolen ikke passer som den skulle eller blomsterne er forsinkede etc.. Her anbefaler Gud at manden (som jo er den nærmeste til kvinden og derfor også er den der først bør tage hånd om sagen) at manden først skal formane, altså snakke til hende, forklare, bede hende om at holde op med hvad det nu er hun har gang i.. Hvis hun så stadig ikke kommer til fornuft skal han "lade alene i sengen", altså tage sin dyne og pude og gå ind på sofaen istedet, eller ihvertfald vende hende ryggen hvis hun ønsker opmærksomhed/kærtegn.. Forestil jer det, hvis man elsker sin mand er det jo nederen at han er kold overfor éns tilnærmelser, man bliver såret, og denne sårede sindstilstand er jo ofte en god måde at få nogen til at stoppe op og tænke over hvad man har gjort galt.. Når nogen har såret mig bliver jeg selvfølgelig også vred og indelukket.. Men når den første vrede har lagt sig (man kan jo altid bede Gud om hjælp hertil) bør man jo lige tænke lidt over om man har fortjent det. Og hvordan finder man ud af dette? Altså, hvis jeg siger at jeg tror på Gud og islam, så er det jo forholdsvis let at tænke sig til at jeg bør læse i Koranen og i profetens (fred være med ham) overleverede sædvane (profeten Muhammed er ifølge Guds ord i Koranen vores eksempel til efterfølgelse da han er blevet "oplyst" af Gud) hvad der siges om den problematik jeg sidder i for at kunne rette mig efter den vejledning som Skaberen jeg tror på har givet mig, dette er jo blandt andet hvad tilbedelse af en Skaber går ud på.. Så er det nemlig at jeg nok vil opdage, at min mand havde ret i at være kold overfor mig, og jeg kan bede om tilgivelse, og alt kan blive fryd og gammen igen.. Men hvis jeg er en stædig person, eller hvis jeg stadig er i mine følelsers vold og (stadig) ikke er modtagelig overfor logik/pædagogik, så anbefales min mand at "slå" mig, ifølge Ellen Wulffs oversættelse.. Det arabiske ord for det er "idrib" som desværre ikke bliver oversat fuldstændigt, én af ordets betydninger kan oversættes til at slå, men når der andre steder i Koranen nævnes noget om at slå er det andre (arabiske) ord der bliver brugt.. Derfor ledes man til at kigge på den næste forklaring i rækken af ordets betydninger, som er "at gå væk" (ifølge Dr Laleh Bakhtiar, tidligere underviser i Islam ved University of Chicago, skolet i sufisme som er en slags islamisk mysticisme) eller "at skubbe væk" (ifølge Siham Serry, professor i arabisk på Cairos Universitet).. Beviserne for dette er, at profeten jo antages at være retledt og adlyder Gud. Og vi ved fra overleveringerne at han (fred være med ham) aldrig slog sine koner, men forlod dem ved uoverensstemmelser, og vendte tilbage senere for at prøve igen.. Hvis ordet "idrib" havde betydet at slå, så ville profeten jo gå imod Guds regler når han gik sin vej ved uoverensstemmelser mener Dr. Bakhtiar. Der er overleveringer fra profeten (må fred være med ham) om hvordan det skal foregå hvis en mand er nødsaget til at irettesætte sin kone fysisk, hvis alle de ovenstående trin ikke har virket. Dette trin er jo kun relevant hvis kvinden virkelig har gjort noget forkert, fx været utro. Og som profeten har forklaret det må manden aldrig slå hende i ansigtet eller andre sårbare steder, og aldrig så hårdt at hun får mærker. Dette også fordi ægteparret bør skjule deres problemer fra omverdenen, for hvis der er tale om noget rigtig grimt hun har gjort, så er det jo i hendes egen interesse at andre ikke opdager hendes fejl/uheld. Psykotiske/psykisk syge mænd vil selvfølgelig nok bruge dette som forsvar for deres voldshandlinger, og dette er selvfølgelig forkert, men dette vers behøver ikke kun at handle om alt dette, man kan sagtens forestille sig en kvinde gå i chok over noget, blive hysterisk eller psykotisk, og i disse situationer kan det nogen gange hjælpe at "ryste" personen ud af det..

Kapitel 2, vers 223 siger:
"Jeres kvinder er pløjejord for jer, så gå til jeres pløjejord, som I vil. Læg op til jer selv, og frygt Gud! I skal vide, at I vil møde Ham engang. Bring det gode budskab til de troende!"
I verset inden (222) siger Gud: "Og de spørger dig angående menstruationen. Sig til dem at det er skadeligt for jer at have samleje under kvindens menstruation (...)". Altså har profeten henvendt sig til Gud fordi folket har spurgt profeten om hvordan man skal forholde sig til kvindens månedlige cyklus i samværet. I vers 222 forklarer Gud hvorledes man ikke bør have samvær, altså aldrig under kvindens menstruation og aldrig analt da det er skadeligt, og så kommer vers 223 hvormed der siges, at ellers må man gøre det som man vil, forstået på denne måde at der ikke er mærkelige begrænsninger.. De diskussioner der fandt sted omkring åbenbaringen af disse vers var blandt jøderne, de kristne og profeten (fred være med ham). Jøderne siges at sende deres menstruerende kvinder bort da de blev betragtet som urene, de kristne havde samleje under menstruation. Og Gud gjorde det klart at ja, der skal ikke være samleje under menstruationen da det er skadeligt (det understøtter lægevidenskaben idag, der kan opstå alvorlige komplikationer for kvinden), men kvinden er ikke "uren", profeten har forklaret at man gerne må "hygge sammen" så længe der ikke er samleje. At kvinden bliver sammenlignet med pløjejord kan måske bl.a. forklares på denne måde: Hvad er pløjejord? Det er et stykke land som en landmand må så frø på så han kan få sit levebrød. Han kan så selv bestemme om han vil plante agurker eller tomater. Men uanset hvad han vælger at plante, så kræver det at han har viden om vejrforhold, vækstvilkår, pleje/gødning, og høstning, viden som han skal lytte opmærksomt efter for at lære. Alt har sin rækkefølge og tid, og hvis han gør noget forkert kan det gå galt.. Hvis man overfører dette til soveværelset, så er det da rart at vide, at manden skal være opmærksom på kvinden. Profetens (fred være med ham) forklaringer til soveværelset indeholder netop også opmærksomhed, forsigtighed, blidhed og kærtegn og tilfredsstillelse af kvindens behov først.. I vore dage svarer det til at manden og kvinden selv bestemmer om de er til lak og læder (undskyld udtrykket) eller det romantiske, eller begge for den sags skyld.. Der findes i nogle islamiske bøger beskrivelser af, at manden skal huske at kærtegne sin kone mm. - og ligefrem eksempler på, hvad han bør huske at gøre, f.eks. at han skal tage sig tid med hende indtil hun er "klar", og at profeten plejede at kysse sine koner farvel inden han gik ud af huset.

Jeg kan godt se hvordan fokus bliver flyttet pga voldelige menneskers handlinger, men i virkeligheden kan man jo egentlig godt se at alle de vers og profetens ytringer ikke er tyranni eller terrorisme, men påbud, forbud og anbefalinger til livet, og med dagens videnskab finder vi mere og mere belæg for disse. Her i landet lærer vi disse vers og ytringer at kende via de forkerte handlinger fra andre kulturer, og dette er en skam, men i vores egen kultur finder vi god basis for forståelse af disse.. I islam benævnes tiden inden islam som "uvidenhedens tid", og menneskene blev oplyst med Guds vejledning. De kvinder der lider uretfærdigt i de lande hvor man forsvarer det med religion har det hårdt, og vi må gøre vores bedste for at hjælpe dem, må Allah (Gud) hjælpe os med dette.

For at læse mere om de videnskabelige fakta der understøtter islams sandhed kan I kigge på scienceislam.com hvor bl.a. fosterets udviklingsstadier, bjergenes geologiske anatomi og universets skabelse af "tåge" osv allerede benævnes i Koranen i en tid hvor der teknologisk ingen værktøjer var til overhovedet at komme med disse slags tanker, og læse om de professorer der bekender sig til islam efter at have læst dette..
Del Link

Svar til Mehtap Ören

Wied, publiceret d.01/02 01:45 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Til gavn for vore muslimske medborgere
Svar til Mehtap Ören

Af Britta Mogensen og Kirsten Sarauw

I et indlæg(22/1 2010) på KD’s hjemmeside imødegår Mehtap Ören, at koranen og hadith-litteraturen skulle understøtte kvindeundertrykkende holdninger, som vi i en kronik i KD ( 14/1 2010) har hævdet. Hun afviser, at de eksempler fra koranen (Sura 2,282; 4,34; 2,223), vi anfører, kan tolkes i den retning.

Allerførst for god ordens skyld: Der er ingen fejl i vores henvisninger. Sura 2,282 er naturligvis kun nævnt, fordi den gør det klart, at kvinders vidnesbyrd iflg. koranen er halvt så meget værd som mandens.

Mehtap Örens hovedargument synes at være, at ”islams sandhed” skulle være understøttet af ”dagens videnskab”(hvad det så siden betyder?), hvorfor Muhammeds påbud, forbud og anbefalinger ikke skal forstås som tyranni eller opfordring til vold (terrorisme), men som leveregler, der tager højde for mandens og kvindens – videnskabeligt beviste - forskellige naturer.

Efter at have gennemlæst Mehtap Örens udredninger kan vi herefter konstatere, at hun fastholder Muhammeds belæringer om: 1) at kvinders vidnesbyrd kun er halvt så meget værd som mandens, fordi kvinden er psykisk og følelsesmæssigt labil og ikke husker så godt; 2) at mænd fra naturens hånd står over kvinder og derfor har ret til at kræve lydighed; 3) at manden har lov til at revse kvinden, hvis hun viser sig ”genstridig”, hvilket tolkes moralsk om kvindens onde og grænseoverskridende opførsel eller hendes hysteri og stædighed, som også skulle være noget særligt kvindeligt. Her er det så en vis lettelse at erfare, at manden ikke må slå sin(e) kone(r) i ansigtet eller efterlade ar, når han ”er nødsaget til at irettesætte sin kone fysisk”, først og fremmest - kan vi forstå - for at andre ikke skal få nys om, hvad der foregår.

Endvidere redegør Mehtap Ören for, at koranens forbud mod sex under menstruationen intet skulle have at gøre med religiøse renhedsforskrifter, men være dikteret af Muhammeds kvindevenlige og videnskabelige indstilling og udelukkende dreje sig om hensynet til kvindens sundhed. Men bortset fra det, kan en mand så ’pløje’ sin(e) hustru(er) som han lyster, hvad enten han nu ønsker at høste ”tomater eller agurker”. At Muhammed kalder kvinden ’en pløjemark’, bliver i Mehtap Örens fortolkning til, at manden skal tage hensyn til pløjejordens beskaffenhed for at få et godt udbytte.

Vi er fuldt på det rene med, at Mehtap Ören, ifølge Koranen, regner alle ikke-islamiske kulturer for tilhørende ”uvidenhedens tid”, hvorfor hun næppe vil godtage videnskabelig metode og kritisk tænkning, derunder religionskritik, som den er udviklet i Vesten – bortset altså fra den del af ”dagens videnskab”, som menes at understøtte islam. Ikke desto mindre bliver vi nødt til at anholde det uredelige fortolkningscirkus, som hun i lighed med mange andre muslimer roder sig ud i for at redde koranen og hadith-litteraturens absolutte autoritet i en moderne verden ved at ændre og fortie historiske fakta og indlæse ’videnskabelige’ resultater og andet godt i de gamle tekster. Det er ikke i overensstemmelse med den historiske virkelighed eller med ulemas (muslimske retslærdes) gængse fortolkningspraksis. Således er eksempelvis ”genstridig”(nushuz) i ’mainstream- islam’ historisk blevet forstået som seksuel afvisning af manden, ligesom koranens forbud mod samleje under menstruation har alt med religiøse renhedsforskrifter og intet med hensyn til kvindens sundhed at gøre (eks: Sura 4,43; 5,6). Det samme gælder koranens middelalderlige kvindesyn, som overalt i den muslimske verden bruges til at legitimere kvindeundertrykkelse og vold (yderligere eksempler: Sura 2,178; 2,228; 4,11; 4,15; 24,6-9; 33,32; 33,50-51; 33,53; 33,59; 43,17). Krisecentrene i Danmark kan desværre også bevidne, at bestemmelsen om ikke at efterlade synlige mærker på kvinderne ved såkaldt ”fysisk irettesættelse”, aldeles ikke efterleves i virkelighedens verden.

Mere hæderligt ville det være, hvis moderne muslimer tog et direkte opgør med den del af sharia, som vedrører samfund og politik, derunder kvindepolitik, og som hører hjemme i en helt anden, uhyre rå, voldelig og kvindeforagtende historisk tidsalder. Det opgør er der heldigvis liberale muslimer, der tager på sig, desværre ofte med store personlige omkostninger (dødstrusler) til følge. Vi efterlyser et sådant opgør, først og fremmest hos alle de veluddannede muslimske kvinder, som er bosat i Vesten og nyder godt af den ligestilling, frihed, mulighed for uddannelse og velfærdsgoder, som er Vestens enestående tilbud til alle sine borgere.

Kirsten Sarauw og Britta Mogensen
Del Link

Svar til Kirsten og Britta

Muslimsk kvinde, publiceret d.07/02 23:05 (for 2 år siden)
Læs artiklen bag debatten her: Til gavn for vore muslimske medborgere
Hej igen,

Tak for jeres tid og svar. Og nu ikke fordi jeg vil trække den længere ud, men jeg føler ikke at I har forstået hvad jeg har prøvet at forklare, det er som om I gentager de ting I skrev i første omgang som mit svar jo egentlig var et forklaringsforsøg på.. Jeg har jo nævnt flere gange at der er mennesker der udtaler at de er troende, men ikke opfører sig ifølge det de siger de tror på, men lader sig styre af deres egne behov/følelser, alt for ofte på gruelig bekostning af andres helbred og liv..

I skriver: "Mehtap Örens hovedargument synes at være, at ”islams sandhed” skulle være understøttet af ”dagens videnskab”(hvad det så siden betyder?)... "
Jeg har givet eksempler herpå og endda linket til en hjemmeside hvor det hele forklares yderligere ("scienceislam. com hvor bl.a. fosterets udviklingsstadier, bjergenes geologiske anatomi og universets skabelse af "tåge" osv allerede benævnes i Koranen i en tid hvor der teknologisk ingen værktøjer var til overhovedet at komme med disse slags tanker, og læse om de professorer der bekender sig til islam efter at have læst læst.."), så hvad er der ikke at forstå ved dette?

Med jeres gentagelse af historier om voldelige mennesker (der på sidelinjen også bekender sig til tro) som ikke er egnede som repræsentanter for islam pga manglende menneskelig almen dannelse indenfor fx anger management føler jeg at I prøver at flytte fokus fra og nærmest skjule de mere egnede eksempler. Eksempler som, undskyld at jeg siger det, mig og masser af andre ligesindede i Danmark og resten af verden, der selvfølgelig synes at enhver må tro på det de tror på og lade være med at tro på det de ikke tror på.. Hvis man var overvægtig og gerne ville tabe sig, så ville man vel heller ikke vælge at gå til en overvægtig trænings-/ernæringscoach, på trods af at han påstår at han tror på at man kan tabe sig af at følge hans kost- og motionsråd, vel? Man ville da vælge den fagekspert hvor man også med sine egne øjne udenpå eksperten kan se resultaterne af den kamp han har ført imod sig selv, sin spisetrang, sin dovenskab/modvilje mod at træne.. Det er jo ikke de eksisterende kost-/motionsråd der i sig selv gør ham slank/stærk, det er jo den kamp han kæmper for at følge rådene der giver ham resultaterne som vi så bruger ham som repræsentant og vejleder for..
Vi har ikke lyst til at strides voldeligt med nogen, men vi har brug for at have lov til at tro på det vi tror på. Ja, det vi tror på er ikke det samme som det I tror på, men dette betyder da ikke at vi ikke kan finde ud af at sameksistere. Jeg vil i denne forbindelse gerne citere seniorforsker Hans Skifter Andersen ("Den indpakkede og den ubevidste racisme", den fulde artikel er at finde længere nede):

"Var der noget, vi lærte af nazismen i trediverne og fyrrerne, så var det, hvad racisme og nationalisme kan føre til. Vi lærte, at det er både farligt og forkasteligt at udbrede negative myter og fordomme om en etnisk minoritet, fordi det kan føre til, at den normale medmenneskelige respekt og forståelse mellem mennesker nedbrydes. Når mennesker af en bestemt race, religion eller nationalitet generelt tillægges negative og truende egenskaber, så bliver det mere acceptabelt, at de ikke skal gives de samme rettigheder som andre i samfundet, og at det er legitimt med diskrimination og repressalier over for dem. De katastrofale resultater af nazismens gerninger over for jøderne førte til stor opmærksomhed over for racismens konsekvenser, og til at der blev indført en lovgivning i Danmark om indskrænkning af ytringsfriheden, som forbyder racistiske ytringer."

Selvfølgelig er der brug for at gøre noget for at vold og kriminalitet bliver stoppet, troen uagtet. Men mange muslimer føler at det i vores tilfælde er islam der bliver beskyldt for menneskenes (fejl-)handlinger, dette er altså forkert. Hvis den overvægtige træningsekspert siger, at man kan tabe sig ved at spise mindre og træne mere, så er hans overbevisning jo ikke forkert, det er hans manglende udførelse af sin overbevisning der er forkert. Der er mange troende der har brug for at få lært og blive støttet i hvordan man begår sig i et samfund der tror på noget andet/ikke tror, men til gengæld må det også siges at det omgivende samfund har brug for at minde sig selv om ikke at udstøde de troende, blot fordi de tror (ved bl.a. kun at lade negative og truende eksempler få offentlig eksponering), for det er, som Hans Skifter Andersen så detaljeret i sin artikel forklarer, heller ikke opskriften på et samfund med vellykket multikulturel/ multireligiøs sameksistens.

Men så må man så spørge om vores omgivende samfund overhovedet er interesseret i denne sameksistens? ? Og hvis ikke, så er dette samfund da lige så ekstremistisk som den gruppe den prøver at udstøde ved ikke at tillade andre overbevisninger en sin egen..! Problemet opstår for os muslimer så når vi bliver redt over én kam; der er masser af eksempler på at islam har kunnet sameksistere med andre religioner i historien, der er masser af muslimer (mig inklusive) der hver dag minder sig selv om at være opmærksom på ikke at såre nogen, ikke at behandle nogen uretfærdigt, at være overbærende med andres fejl, at tage det roligt når tingene ikke går som man vil, at prøve at køle af før man svarer når man bliver vred over nogens uretfærdige behandling af én osv.. For DETTE er islam, dette er en DEL af islam. En del der desværre for alle kan glippe. Men lad være med at beskylde islam for menneskenes utilstrækkeligheder og uvidenhed. Så hellere fokusere på hvad vi sammen kan gøre for at bedre det, end at bruge kræfterne på at bekæmpe alt hvad der har med det at gøre..

I skriver at jeg ".. regner alle ikke-islamiske kulturer for tilhørende ”uvidenhedens tid”, hvorfor hun næppe vil godtage videnskabelig metode og kritisk tænkning..." Dette har jeg ikke sagt, jeg skrev at "I islam benævnes tiden INDEN islam som "uvidenhedens tid", og menneskene blev oplyst med Guds vejledning.." Hermed har jeg intet sagt om at jeg ikke vil godtage videnskabelig metode osv, I propper ord i munden på mig, ting jeg slet ikke har sagt, og dette finder jeg ubehageligt, uretfærdigt og listigt på en ond måde, det er som om I prøver at piske en stemning op og gøre mig umenneskelig, lad være med dette..

Jeg selv er født og opvokset i Danmark som ateist, men som 24-årig begyndte jeg, som så mange andre mennesker, at stille de "store" spørgsmål om livet og hvad der ellers kan være mellem himmel og jord, ud over hvad vi selv normalt ynder at have så tralvt med.. Måske var det netop fordi jeg var så fyldt og træt af det gængse, at jeg begyndte at føle plads til tvivlen: "er der mon Én, der kan alt, ser alt, har skabt alt dette for en grund?".. Omkring denne tid fik jeg, helt tilfældigt og uden selv at opsøge det, nys om historien om Job (figurerer både i Biblen og i Koranen selvfølgelig, fred være med ham).. Manden mistede alt. Han gik fra at være en meget rig person til at være så fattig, syg og forladt, og stadig havde han en livsindstilling der gjorde at han var glad.. Jeg kunne bare ikke fatte hvad det var der gjorde at han ikke gik nedenom og hjem i dyb depression og bitter kynisme.. Efter flygtigt at have skimmet forskellige religioners informationer var det, at jeg en aften følte mig tilskyndet, med inderlighed, til denne bøn:

"Kære Skaber. Hvis Du virkelig eksisterer, så hjælp mig med at finde Dig og tro på Dig.."

Her er jeg så, 5 år efter den aften, glad, tilfreds og taknemmelig for at jeg har fået en tro i mit hjerte på en Skaber. Og jeg bevidner at Han hedder Allah, og jeg bevidner at Muhammed vitterligt var Hans budbringer, at islam er den besked som Allah sendte til os som vejledning via Muhammed.. Og jeg ønsker da intet andet og intet mindre end fred, fordragelighed og lykke for alle andre lige så vel som mig selv..

Jeg har "copy/pasted" to artikler mere forneden som jeg synes siger resten af hvad jeg gerne vil have sagt, og med dette håber jeg at kunne deltage i arbejdet for en fredelig sameksistens på denne jord. Tak for jeres tid, og hav det godt

Med venlig hilsen,

Mehtap Ören

... Let's work for a fairer and healthier future for all. Learn more:
www.storyofstuff. com

...I bear witness, that Islam is the truth. Learn more:
www.scienceislam. com


Den indpakkede og den ubevidste racisme
Stop nu konkurrencen om den mest indvandrerfjendtlig e politik.
Af Hans Skifter Andersen (seniorforsker) .


Var der noget, vi lærte af nazismen i trediverne og fyrrerne, så var det, hvad racisme og nationalisme kan føre til.

Vi lærte, at det er både farligt og forkasteligt at udbrede negative myter og fordomme om en etnisk minoritet, fordi det kan føre til, at den normale medmenneskelige respekt og forståelse mellem mennesker nedbrydes. Når mennesker af en bestemt race, religion eller nationalitet generelt tillægges negative og truende egenskaber, så bliver det mere acceptabelt, at de ikke skal gives de samme rettigheder som andre i samfundet, og at det er legitimt med diskrimination og repressalier over for dem. De katastrofale resultater af nazismens gerninger over for jøderne førte til stor opmærksomhed over for racismens konsekvenser, og til at der blev indført en lovgivning i Danmark om indskrænkning af ytringsfriheden, som forbyder racistiske ytringer.

Når man har fulgt den politiske udvikling her i landet i de senere år, så virker det, som om denne lærdom om racisme er ved at gå tabt. Der er stadig en rygmarvsrefleks i forhold til, at antisemitisme er illegitimt, men jøderne har en særstilling. Der er ikke den samme tilbageholdenhed, når det gælder andre grupper i samfundet med en anden etnisk baggrund end dansk, og specielt ikke, når det gælder muslimer.

Det er lykkedes Dansk Folkeparti og højrefløjen at ændre normerne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre racer, nationer og religioner

Man kan således ikke forestille sig, at Jyllands-Posten ville lade fremstille en række satiriske tegninger over nazisternes tema ’Den evige jøde’, men tegninger af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, der dybest set gør alle muslimer til terrorister, bliver ikke set som en racistisk ytring, og er af nogle endog hyldet som en kamp for ytringsfrihed. I foråret erklærede Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at islam er at sammenligne med nazisme, uden at nogen kaldte det for racisme. Havde han i stedet f.eks. sagt, at jødedommen er fascistisk, ville han være blevet mødt af en nådesløs kritik fra medier og andre politikere.

Hvordan er det kommet så vidt, at racistiske holdninger og ytringer ikke betragtes som sådanne, men tværtimod som en kamp for ytringsfrihed? En af årsagerne er, at det er lykkedes Dansk Folkeparti og højrefløjen at ændre normerne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre racer, nationer og religioner. Højrefløjens såkaldte ’værdikamp’ er dybest set en kamp for at gøre nationalistiske og racistiske holdninger mere accepterede i samfundet, som de var tilbage til trediverne.

Når højrefløjen tordner mod ‘kulturradikalismen’ , er det i virkeligheden imod de antinationalistiske og antiracistiske holdninger, som blev normen i Danmark efter krigen. De har mødt meget lidt modstand, og det er bemærkelsesværdigt, at ordet racisme næsten aldrig bruges i den danske debat. For et par år siden var der en gruppe mennesker, der indrykkede en stor annonce i dagbladene, hvor de beklagede sig over ’tonen i debatten’. Det, de dybest set måtte mene, var den racistiske tone i debatten, men det følte de nok var for stærkt et ord. Ordet racisme har været tabubelagt. Det skyldes måske netop, at det har været så associeret med nazisme og holocaust, og det er vi jo heldigvis meget meget langt fra i dagens Danmark.

Men racisme er det eneste ord, vi har for det fænomen, at der generelt udbredes negative myter og fordomme om bestemte grupper. I racismens univers er mennesker ikke selvstændige individer, men et produkt af deres gruppe og religion, og det ligger i luften, at alle i gruppen har ens værdier og normer. Når en fra gruppen gør noget forkert, dømmes alle i gruppen. Mennesker bedømmes og fordømmes alene ud fra deres race, tro eller nationalitet. I modsætning hertil er en ikke-racistisk holdning, at hvert enkelt menneske har ret til kun at blive bedømt og dømt på sine helt egne ord og holdninger.

'Den indpakkede racisme'
Racisme er nogle gange kommet åbent til udtryk som i eksemplet med Søren Espersen. Et andet eksempel er Mogens Camres udtalelse på DF’s landsmøde i 2008: »Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa«. Et tredje er Søren Krarups udtalelse til B.T. i 2002; »Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa«.

Men Dansk folkeparti har gjort en stor indsats for at begrænse alt for åbenlyst racistiske udtalelser fra partiets politikere, der kan skade deres image som ’stuerent’ parti. Partiet har i stedet anvendt en metode til konsekvent at fremme et negativt billede af indvandrere – og især muslimer – der kan kaldes ’den indpakkede racisme’. Taktikken er, at man, hver gang der er et selv nok så lille problem med en person eller gruppe blandt indvandrerne, sørger for, at det kommer i mediernes søgelys ved at gå ud med stærk generel kritik eller ved at fremsætte særlige lovforslag. Det antydes derefter, at den aktuelle sag er et stort og meget generelt problem for alle indvandrere og specielt muslimer, som kan henføres til deres kultur og religion.

Et af de første eksempler på denne metode, jeg kan huske, var for ca. ti år siden, da der havde været to tilfælde, hvor grupper af unge indvandrere voldtog unge piger. Pia Kjærsgård stillede sig dengang op foran tv-kameraerne ved Den Lille Havfrue på Langelinie og sagde noget i retning af: »Danskerne er imod mere indvandring. De er trætte af gruppevoldtægter« . Det klare signal til seerne var, at indvandrerne er voldtægtsmænd. Da der senere samme år var to eksempler på danske unge, der lavede gruppevoldtægt, hørte vi ikke noget fra Dansk Folkeparti.

Et andet eksempel var lovforslaget om forbud mod, at dommere bærer tørklæde. Der findes ikke én dommer i Danmark, som bærer tørklæde, men det lykkedes DF at få både medier og de fleste af de øvrige partier med på den tankegang, at det vil være et meget stort problem at acceptere en ung gudfrygtig muslimsk kvinde med slør som dommer. Nu er det sådan, at domstolene i praksis selv undersøger, om en dommer kan være inhabil i de retssager, der dømmes i, så hvis der overhovedet skulle være nogen problemer, ville det blive løst af sig selv.
LÆS OGSÅK kræver forbud mod burka

Dansk folkeparti har gjort en stor indsats for at begrænse alt for åbenlyst racistiske udtalelser fra partiets politikere, der kan skade deres image som ’stuerent’ parti.

Dommerne protesterede også over forslaget. Men i realiteten drejede sagen sig slet ikke om at forbedre retsforholdene. Det drejede sig i stedet om, at man gerne ville sende det signal, at en muslim ikke kan dømme uvildigt, fordi hun vil være styret af sin religion, der har andre normer, end hvad der normalt gælder i det danske samfund. Hvis man virkeligt kærede sig så meget om domstolenes uvildighed, skulle man måske hellere se på, i hvilket omfang dommere har racistiske holdninger. Hvordan vil en indvandrer mon have det, hvis hans sag skulle dømmes af en dommer, som er medlem af Dansk Folkeparti?

Et tredje eksempel er forslaget om at forbyde de heldækkende tørklæder, de såkaldte ’burkaer’, fordi man mener, de er kvindeundertrykkend e. En mindre undersøgelse fra Københavns Universitet (refereret i Universitetsavisen) peger i retning af, at der er ca. fem kvinder i Danmark, som går i burkaer. Der er desuden ca. 50, som går i det, der hedder ’nihab’, hvor kun øjnene er frie. Ca. halvdelen af disse er danske kvinder, der er konverteret til islam. Hvis der er et problem med kvindeundertrykkels e i forbindelse med ’burkaer’, er det altså næsten ikke eksisterende. Men ved at rejse problemet får man igen sendt et signal til befolkningen om, at muslimer er udanske og kvindeundertrykkend e.

Burkasagen blev ikke rejst af DF, selv om de ivrigt støttede den, men af de konservative. Jeg nægter at tro, at dette parti ligesom DF har en bevidst strategi om at udbrede negative myter og fordomme om muslimer. Men ligesom flertallet af Folketingets øvrige partier er de blevet ivrige deltagere i en konkurrence om at reagere stærkest muligt på selv de mindste sager, der har med indvandrere at gøre. Det er, hvad jeg vil kalde ’den ubevidste racisme’. Den forekommer, når man gør eller siger noget, der bidrager til et generelt negativt farvet billede af indvandrerne, uden at man er bevidst om den racistiske undertone.

'Den ubevidste racisme'
Man kan sige, at hele den måde, integrationsdebatte n føres på, har en racistisk undertone. Hvis en person med dansk baggrund har problemer eller gør noget forkert, ses det som et individuelt socialt problem. Hvis det er en indvandrer, der har helt de samme problemer, er det straks et ’integrationsproblem’ , der fortolkes som værende en følge af hans kultur og religion. Alle sociale problemer hos indvandrere gøres til integrationsproblem er, mens man jo for eksempel aldrig taler om behovet for at ’integrere’ ekstremt asociale grupper som Hells Angels.

I en artikel i Politiken 7. november undrer Torben Møller Hansen og Hans Lassen sig over, at politikerne uafbrudt taler om, at integrationen er mislykkedes, når alle tal viser, at en langt større del af indvandrerne har fået job og uddannelse gennem de senere år.

Dansk Folkeparti har udnyttet problemerne til at fremme deres propaganda mod indvandrerne, og de øvrige partier har tankeløst fuldt trop.

Hvis man skal pege på en hovedårsag til denne kløft mellem virkeligheden og politikernes sprogbrug, må det være ’den ubevidste racisme’, det at hvert problem, som involverer bare en enkelt indvandrer, gøres til et ’integrationsproblem’ og dermed til noget, som alle indvandrere bærer ansvaret for. Et eksempel er socialdemokraten Mette Frederiksens udbrud i tv som en bestyrtet reaktion på de tiltagende skyderier i bandekonflikten, hvor hun siger »Integrationen er slået fejl« (i bestemt ental).

Netop de alvorlige problemer med bander af unge andengenerationsind vandrere i udsatte byområder er en hovedårsag til, at politikerne står i kø for at tale om integrationsproblem er. Men intet tyder på, at disse problemer har noget at gøre med hverken integration, religion eller kultur. De er et resultat af helt de samme mekanismer, som man har set i udsatte amerikanske byområder, hvor sorte og ’hispanics’ med en kristen baggrund danner bander. Der er tale om marginaliserede grupper af unge født i Danmark og ofte opvokset i socialt belastede familier, som føler sig sat udenfor af samfundet og forsøger at skabe et andet – ofte kriminelt – indhold i deres liv. Alle erfaringer viser, at simple sociale indsatser med ungdomsklubber og sportsaktiviteter har en stor effekt over for de fleste af disse unge.

Dansk Folkeparti har udnyttet problemerne til at fremme deres propaganda mod indvandrerne, og de øvrige partier har tankeløst fuldt trop. Det sidste eksempel var den meget uheldige episode i Tingbjerg, hvor en præst blev chikaneret af unge i området og følte sig nødsaget til at forlade præsteboligen. Kort tid efter mødte toppolitikere fra DF og de øvrige borgerlige partier, med statsministeren i spidsen, op til en gudstjeneste i kirken i Tingbjerg. Det var en bastant og bemærkelsesværdig demonstration. Men hvorfor fandt alle disse travle mennesker det vigtigt at bruge deres sparsomme tid på at komme til Tingbjerg?

Det er jo nok aldrig sket før, at nogle af de mest magtfulde mennesker i landet er mødt op for at demonstrere mod en enkelt voldsepisode eller en forbrydelse. Hvad var det, der var særligt ved denne hændelse? Det signal, som blev sendt med demonstrationen, var, at episoden med præsten skulle forstås som en religionskrig mellem islam og kristendommen.
Muslimske unge chikanerede en kristen præst, og nu ville politikerne demonstrere deres forsvar for kristendommen. Ca. fjorten dage senere skete der en lignende hændelse, hvor en præst på Nørrebro forlod sin præstebolig, fordi han blev chikaneret af medlemmer af Hells Angels. Var der en ny demonstration af kendte politikere i denne kirke på Nørrebro? Det var der som bekendt ikke.

Øget fremmedhad i befolkningen
Der er brug for meget mere opmærksomhed på – og debat om – racisme i Danmark. Vi er inde i en udvikling, hvor stigende fremmedhad i befolkningen forleder politikerne til i stigende grad at fokusere på indvandrerne på en måde, der har racistiske undertoner, hvilket igen øger fremmedhadet i befolkningen. Det er en spiral uden ende, når partierne konkurrerer om, hvem der kan være mest indvandrerkritiske. Konsekvenserne kan blive store. For racisme skaber modracisme. I marginaliserede indvandrermiljø er vil der blive forstærkede myter om, at det danske samfund ikke vil acceptere dem på grund af deres hudfarve og religion.

Sig fra over for DF’s mere eller mindre åbenlyse fremmedhad og isolér dem politisk, hvis de ikke vil holde op.

Det vil betyde, at flere unge indvandrere siger fra over for samfundet og begiver sig ud i kriminalitet og vold på samme måde, som det skete med de sorte i USA. Det vil også give grobund for terrorisme, som PET påpegede på en konference i foråret. Vi er i færd med at skabe en underklasse af danskere med anden etnisk baggrund, som både føler sig og er udstødt af samfundet. De bedst fungerende indvandrere vil forsøge at komme væk. På sigt vil der blive mere racistisk vold både fra personer fra højrefløjen og fra indvandrere.

Den helt afgørende forudsætning for integration af etniske minoriteter er, at de føler sig velkommen i samfundet. Derfor er Dansk Folkepartis bevidste, og de øvrige partiers ubevidste, racistiske signaler den største hindring for integration. Indvandrerne vil først for alvor blive en del af samfundet den dag, de bedømmes og dømmes efter helt samme kriterier som personer med dansk baggrund, dvs. udelukkende på grundlag af den enkeltes egne ord og handlinger og ikke på grundlag af race, nationalitet eller religion.

Der er derfor brug for et stærkt opgør med Dansk Folkeparti og med de racistiske undertoner i politik og medier. For det første burde det være mediernes opgave i langt højere grad at slå ned på de direkte og indirekte racistiske ytringer og tiltag. Der burde være en meget mere kritisk holdning til ytringer og overflødige forslag med en racistisk undertone. Hvorfor var det f.eks. vigtigt for de konservative at fremsætte forslag om et ikke eksisterende problem med burkaer?

Desuden vil jeg gerne opfordre anstændige politikere fra andre partier end DF (de er uden for pædagogisk rækkevidde) til at besinde sig. Stop konkurrencen om den mest indvandrerfjendtlig e politik, tænk jer om, før I stempler indvandrerne som gruppe, og koncentrer jer om konkrete problemer med konkrete mennesker, hvad enten de har dansk eller udenlandsk baggrund.
Sig fra over for DF’s mere eller mindre åbenlyse fremmedhad og isolér dem politisk, hvis de ikke vil holde op. DF vil afskaffe racismeparagraffen og forringe menneskerettigheder ne, samt tvinge muslimske børn til at spise svinekød – det burde være nok til at sætte dem uden for indflydelse. For de borgerlige partier kan prisen for magten også blive for høj.




------------ --------

Vi behøver ingen Theo van Gogh af Safia Aoude (Cand.jur., arbejder med undervisning og foredrag. 33 år, gift og mor til to børn på 14 og 12. Safia Aoude har halv arabisk og halv europæisk familiebaggrund. Hun er praktiserende muslim i Danmark.)

Man behøver blot studere islams historie og skrifter for at konstatere, at den muslimske kvinde ikke er et undertrykt, svagt eller tilbagestående væsen. Islam giver kvinden styrke og viden. Vi muslimske kvinder er vrede over Vestens misbrug af os i sit ideologiske korstog mod islam.

Også uden våben eller lovbog i hånd er den muslimske kvinde et lysende eksempel på mod, selvtillid og alt det, som man i Vesten mener, at en muslimsk kvinde ikke kan være, hvis hun er muslim.
I den seneste tid har den hollandske kunstner Theo van Goghs film »Submission« skabt megen debat. Anders Fogh Rasmussens prisuddeling til filmens forfatter Ayaan Hirsi Ali støtter kun den mistanke, mange praktiserende muslimske kvinder har: Vi er blevet taget som gidsler i en ideologisk kamp imod islam. Kun hvis vi kaster vores religion af os, bliver vi respekteret som individer og hele mennesker.
Ideen om den muslimske kvinde som et svagt, undertrykt og tilbagestående væsen er meget udbredt i den vestlige verden. Modstanden i Vesten mod islam kædes ofte sammen med kvindens ret til selvbestemmelse og frihed; men i realiteten føler mange muslimske kvinder selv, at det er den vestlige »frihed«, som er medvirkende til at holde den muslimske kvinde nede. De ønsker ikke at være tvunget til at agere sexobjekter eller at blive presset ud på arbejdsmarkedets økonomiske trædemølle, at få frataget moderskabets glæder. Mange muslimske kvinder ønsker kort sagt at få lov til at forblive muslimske kvinder.

De færreste i Vesten kender den muslimske kvinde godt nok; de fleste ser hende (som Edward Said så passende beskrev det) enten som en villig og mystisk haremsdame eller en indpakket, underkuet træl. Men den muslimske kvinde har heldigvis en mere nuanceret historie; en historie, som man i Vesten ikke kender meget til, nemlig som stærk og samfundsbevist aktør på islams politiske scene. Blandt islams første forkæmpere befandt sig adskillige modige og initiativrige kvinder - hvor er omtalen af dem i de vestlige medier, i vestlig litteratur?

Den vestlige litteratur beskæftiger sig næsten udelukkende med kvinder, der, som i Theo van Goghs kontroversielle film, er i dyb konflikt med islam, selv om filmfigurens lidelser egentlig skyldes ganske »almindelig« mandschauvinisme. Ellers modtager den muslimske kvinde i Vesten kun priser og anerkendelse, hvis hun formår at sætte sig op imod islam, tager afstand fra sin egen religion, i visse tilfælde endda besmudser den religion, hun er født i.

Hvorfor fokuserer man i vestlig kontekst så meget på kvinder, der opponerer imod islam? Hvorfor uddeler man stort set kun priser til kvinder, der direkte og på blasfemisk vis tilsmudser islam, men ignorerer de kvinder, der gør noget positivt for og takket være islam? Dette spørgsmål stiller mange praktiserende muslimske kvinder sig selv i disse dage.

Praktiserende muslimske kvinder bliver dermed skubbet ind i en altomfattende bås og tvinges til at skabe en reaktion, der i mange tilfælde tager karakter af frustration: »At kvinder bærer tørklæde og ikke render rundt med bar mave er altså - ifølge medierne og visse »islamforskere« - et tegn på, at det muslimske kvindesyn er reaktionært og undertrykkende,« siger man så. »At kvinder i den vestlige verden bliver tvunget til at være omvandrende sexobjekter kaldes for frihed. Den vestlige verden bilder kvinderne ind, at de selv ønsker at tage tøjet af i offentligheden, hvis de skal have opmærksomhed og opmuntring fra det mandlige samfund,« siger en anden af mine trossøstre.

Provokerende synspunkter? Ja. Men ikke uden relevans for debatten! For muslimske kvinder kan sagtens gennemskue det, som de selv anser for at være et vestligt hykleri. Hvordan kan det være, at kvinder i muslimske lande som f.eks. Iran, Irak, Sudan og Libyen allerede i 70erne kunne tjene deres land i uniform med våben i hånd, mens der på samme tid ikke fandtes kvindelige piloter i luftvåbnet i såkaldte »civiliserede« lande som f.eks. Danmark, Tyskland og endda USA? Samtidig kunne man i arabiske aviser læse, hvordan den første muslimske, kvindelige jagerpilot fik sin medalje. Tankevækkende.

Hvor mange i Vesten ved, at da profeten Muhammed (fred med ham) lå i strid med de lokale vantro stammer på den arabiske halvø, havde hans hær af troende soldater selskab af mange kvinder, der på ligeværdig måde med våben i hånd forsvarede islam mod fjenden? Kendt er især Nasiba bint Kaab al Mazini, som altid var med i forreste række. I et slag blev hun såret 13 gange, mistede sin ene hånd og dræbte egenhændigt i nærkamp den mand, der havde slået hendes søn Umara ihjel. Nasiba var en af de kvinder, der slog ring om Profeten (fred med ham) for at forsvare ham mod fjenden i slaget ved Uhud.

Også Profetens tante, moder til Zubair Ibn Awwan, var en kvindelig helt. Hun hed Safiya Bint Abdumuttalib og var den første muslimske kvinde, der dræbte en fjende i kamp. Kendt er også Asma bint Yazid, som dræbte 9 modstandere i kampen ved Yarmuk. Khawla bint Al Azwar reddede sin bror i et slag ved at dræbe hans modstandere.

Muslimsk litteratur er fyldt med stærke muslimske kvindeskikkelser, f.eks. beduinpigen Abla i historien om Antar Ibn Shaddad, eller Mardukar, datter af Khosru Anusherwan, eller Jusaih i Banu Hilal-eposet eller historien om Fatma Al Aquisa eller den modige Hasana fra Damaskus, der kæmpede mod tyrannen Baybus.

Moderne muslimsk historie har også sat fokus på de muslimske kvindelige helte; navne som Leila Khaled, Dalal Maghrebi, Fatma Barnawi, Djamila Bu Hreide og Sawsan Zahra er blot nogle af de kvinder, der deltog på lige fod med deres mandlige brødre i kamp for frihed og mod undertrykkelse. Algeriet, Libyen, Palæstina - alle er de arenaer for stærke muslimske kvinders kamp imod undertrykkelse af deres mænd og dem selv.

Profetens koner og døtre rådgav mænd i islamiske og politiske anliggender. Deres råd fra dengang ligger stadigvæk til grund for mange regler i den islamiske jura og i de islamiske doktriner. De mandlige, muslimske lærde og dommere afgør deres juridiske praksis på grundlag af, hvad bl.a. muslimske kvinder har udledt af islamisk lov.

Også uden våben eller lovbog i hånd er den muslimske kvinde et lysende eksempel på mod, selvtillid og alt det, som man i Vesten mener, at en muslimsk kvinde ikke kan være, hvis hun er muslim; muslimske forfattere som f.eks. Safinaz Kazem bidrager til at højne sine medsøstres moral og selvbevidsthed. Stærke muslimske kvinder bliver i Vesten tiet ihjel, hvis ikke man som i Safina Kazems tilfælde prøver at bombe hende til tavshed.

I Vesten er det kun den kvindelige forfatter, der sviner islam til, forvrænger den og afsiger sig den, som vil blive belønnet med opmærksomhed, priser og spalteplads i medierne. Sådan føler mange praktiserende muslimske kvinder det. Vesten hylder de kvinder, der kan bidrage til den forvrængede opfattelse af islam som kvindeundertrykkend e og reaktionær. Kvinder, der vover at vise, at islam giver kvinden styrke og selvtillid, vil man ikke kendes ved. For sådanne kvinder piller ved det vestlige image af den muslimske kvinde som et svagt og usselt individ.

Hvorfor vil man ikke indrømme, at hustrumishandling, voldtægt, æresdrab og bagvaskelse ikke er i overensstemmelse med islam, men derimod fordømmes af islam? Jo, der bliver ganske rigtigt tæsket, voldtaget, stenet og henrettet kvinder i den muslimske verden. Bødlerne er mænd, der kalder sig muslimer, men som aldrig har sat sig ind i deres egen religion endsige deres egen historie. Det er folk, som misbruger og forvrænger islam til at skaffe sig magt. Det må så betyde, at sådanne hustrumishandlere, mordere og hyklere i virkeligheden er de mest »integrerede« af alle »muslimerne«, idet de netop har vendt sig fra islam. Det er dem, der har redigeret denne smukke religion til traditioner, som man kan ændre på efter forgodtbefindende. Det er dem, som opfører sig i overensstemmelse med vestlig tankegang.

Det tragiske er, at kvinder, der af deres mænd forbydes adgang til uddannelse og viden - også i Danmark - ikke aner, at de kan frigøre sig og genvinde deres menneskelige status ved netop at ty til islam.


Profeten (fred med ham) modtog sin første åbenbaring med ordet: »Læs!« - og det kan måske også være en inspiration til ikke-muslimer, for enhver med interesse for kvindens stilling inden for islam behøver blot at studere islams historie og skrifter for at finde ud af, at kvinden hverken er et undertrykt, svagt eller tilbagestående væsen. At islam giver kvinden styrke og viden. Men i vesten vil man ikke læse. Kun skrive. Mange af os muslimske kvinder er vrede over, at Vesten i sit ideologiske korstog imod islam (mis)bruger den muslimske kvinde som intellektuelt gidsel. De mennesker, som påstår, at de bekæmper islam, fordi de vil befri den muslimske kvinde, kæmper i virkeligheden for at sætte alkoholens og tøjlesløshedens lænker om håndleddet på den muslimske kvinde som et led i kampen mod islam. Kvindeundertrykkels e er et problem, vi alle bør være med til at løse. Men løsningen - befrielsen - hedder ikke fri sex, billige whisky-sjusser og struttende plasticbryster; ej heller degradering og blasfemi i kunstens og kulturens navn. Den hedder for vores vedkommende: islam.

Islams historiske og modige kvinder har vist vejen dertil. Men er nutidens muslimske kvinder stærke nok til at følge den? Én ting er i hvert fald sikker for mange praktiserende muslimske kvinder: det er ikke i vestlig kultur og tradition, at den muslimske kvinde kan finde støtte og opmuntring!

------------ -


23. aug 2009:


Modstandsbevæ gelsen mod Pia K.s besættelse
Penneførere er Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen.

Vi har sovet længe nok, og vi har været tavse længe nok.

Men vi har set og hørt det hele. Vi er en broget forsamling med vidt forskellige tanker og ideer, men der er iagttagelser, vi ikke kan tie om længere, og som vi har valgt at udtrykke i fællesskab:

Landet stander i våde!
Vi har set, hvordan danske medborgere, der er kommet hertil fra den store verden, er blevet nedgjort af Dansk Folkeparti som »gøgeunger«, »svin« og »snyltere«, og vi har set deres religion blive stemplet som »pest«, »alt-ædende had« og »ondskab«.
Vi har set Pia Kjærsgaard gennemtvinge Statsradiofoniens knæfald og bodsgang, fordi en radiogæst tillagde hende ’fejlcitatet’, at »de fremmede formerer sig som rotter«, når hun nu ’blot’ havde sagt, at »de fremmede formerer sig som kaniner«.
Men vi har aldrig forstået, hvordan det kunne være mere eller mindre infamt, om man reducerer sine medmennesker til den ene eller anden gnaver.

Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!

Vi er oprigtigt talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen – ikke i vort land.

Vi spørger os selv, hvordan og hvorfor deres udanske foragt har vundet et sådant gehør?
Hvilke af vore brave landsmænd og -kvinder er det, som intet har lært af historien?
Hvad blev der af at udtrykke sig med »mildhed i mælet, som et menneske skal«, sådan som allerede gamle Bjovulf mindede magthavere om?

Vi ser måbende til, hvorledes vort land kidnappes af et parti, der minder om H.C. Andersens »der groer Chikanen! Chikanen!«, og som bedst karakteriseres af de profetiske ord af endnu en af vore venner, Jens Baggesen:
»Denne negative Patriotismus! Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk – hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede!«.

Dansk Folkeparti har eneret på »nazikortet«
Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som »nazisme«, kaldt indvandrere for »besættere« og muslimske kvinders hovedtørklæder for »hagekors«.
Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930’ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.

Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at »trække nazikortet«, og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.

En journalist, der kom for skade at kalde partiet for »nationalsocialister« , skal derfor fyres på stedet, hvis det står til Søren Espersen.
Står det til Pia Kjærsgaard, skal Justitsministeriet efterforske den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, som har vovet at kritisere partiets terrorpolitik.
Mønsteret bliver tydeligere og tydeligere: Staten, forskerne og kunstnerne skal helst lystre Dansk Folkeparti, ligesom Dansk Folkeparti lystrer Pia Kjærsgaard.

Kæft, trit og ensretning.

Og som oplæg til kravet om at komme i regering og sætte sig tungt på dansk kulturpolitik har Pia Kjærsgaard senest bedyret, at hun »kaster op over Klaus Rifbjerg & Co.«.

Vi er trætte af at se vort land smurt ind i Kjærsgaards opkast, der daglig siver ned over spalterne i landets aviser og får luksuslancering i TV-avisen og TV 2/Nyhederne.

Vi er trætte af at se Pia Kjærsgaard marchere gennem medieverdenen som enevældig majestæt, der truer hjemmeværnets øverstbefalende til lydighed, ministre til følgagtighed og kritikere til tavshed.
Vi er trætte af hendes sorte skole og dens smagsdommeri, der tilsviner eksperter, hvis ekspertise hun er for arrogant til at respektere, og som foragter kunst, der ikke lever ned til et påtaget rindalistisk mediestunt.
Vi er trætte af hendes konformitet og kynisme, der dæmoniserer og sygeliggør mindretal med ’forkert’ tro, herkomst og seksualitet.

Men vi er først og fremmest trætte af de mange politikeres medløberi, som giver hende al denne magt i stedet for at trække en linje i sandet og fastslå, at nok er mere end nok.
Og vi er hamrende trætte af alle dem, der bukker og skraber, så snart Pia Kjærsgaard viser sin smækfornærmede mine over det mindste kritiske pip.

Vi har fået nok af mikrofonholdere, der ikke tør stille kritiske spørgsmål, men serverer partiets foragt for ildestedte medborgere lige så uskyldigt som dagens vejrudsigt.
Vi har fået nok af kommentatorers kujoneri og mediebossers berøringsangst, der har tabuiseret den enkle sandhed, at Dansk Folkeparti er den største trussel mod Danmark og Danmarks sammenhængskraft.

Selektiv danskhed
Ledelsen i Dansk Folkeparti fungerer som et enerådigt kommunistisk politbureau i efterkrigstidens mest autoritære og centralistiske parti og er også af den grund den mest udanske magtfaktor, som Christiansborg har lagt taburetter til, i mere end et halvt århundrede.

Dansk Folkepartis selektive danskhed er en destruktiv danskhed, der er al anden danskheds fjende:
Bibliotekslukning efter bibliotekslukning har amputeret den fri adgang til Danmarks litteraturarv, og sjældent er der blevet skidt så højt og bredt på Danmarks naturværdier – måske det mest danske, vi overhovedet har – efter at Dansk Folkeparti har besat magtens korridorer i 2001.
Sågar modstandsbevæ gelsens arv har partiet misbrugt og forvansket i magtfuldkommenheden s og propagandaens tjeneste.

Men en modstandsbevæ gelse kan selvfølgelig ikke være en del af den herskende magtelite, ligesom en modstandsbevæ gelse altid må være en David i opposition til en Goliat.

Dagens Goliat er Dansk Folkeparti, der aldrig har været og aldrig nogen sinde bliver danskernes, danskhedens eller Danmarks stemme.
Over halvdelen af befolkningen mener, at samarbejdet med partiet ligefrem skader Danmarks omdømme (Gallup 2006), og kun 20 procent ønsker at se Dansk Folkeparti som regeringsparti (Catinét 2009).
Nationalsangen minder os om hvorfor: »Den danskes ånd« er den, der »hader fordoms lænker« og er »kold for spot«, som det hedder om vort yndige land – men er dét Dansk Folkepartis ånd?

Nej, Dansk Folkeparti er besættelsesmagten; vi er modstandsbevæ gelsen.
Enhver, der aktivt protesterer imod Kjærsgaards forlorne danskhedsindustri og hendes neonationalistiske korrekthed er en del af modstandsbevæ gelsen.
Enhver, der gør op med berøringsangsten og afviser den apatiske bagatellisering af Dansk Folkepartis svøbe, er en del af modstandsbevæ gelsen.

Danske løver med varme hjerter
Vi vil bekæmpe Dansk Folkeparti med de skarpeste ord, ikke ved at se »gøgeunger« eller »rotter« blandt vore medmennesker, hvad enten vi bryder os om dem eller ej.
Der er heller ingen »kaniner« eller »sjakaler« i Danmarks rigsvåben, men derimod løver og hjerter – så hvad er vel mere dansk end selv at være løver med hjerter, og hvad er mere udansk end at beskylde andre for at være skadedyr og pest?

Men vi tror på, at også dem, der skaber syndebukke af befolkningsmindreta l, inderst inde og hver for sig er mere selvstændige og omgængelige, end deres flokmentalitet gør dem til – også i Dansk Folkeparti.
På tomandshånd er ingen tilnærmelsesvis så frygtsomme og fordomsfulde eller truende og foragtende, som når kadaverdisciplinen overtager under lederen i et topstyret parti, eller når man kun orienterer sig efter røven af den, der marcherer umiddelbart foran.

Vi ville ønske, at advarslen fra vor gode ven B.S. Ingemann også blev forstået i dag, hvor tidsånden desværre er vendt tilbage, men forfølgelsen blot gælder en anden gruppe:
»Det har ærgret mig, at Københavnerne har efterabet den tyske pøbel med jødeforfølgelse« .

Vi istemmer Aladdins erindring om, hvorledes »Nordens Kraft« også har godt af »Østens Ild«, ligesom blomsten »til Solen trænger« for at »forædle Slægten, varme den«, som vor gode ven Oehlenschläger skrev i prologen til en af perlerne i vor arv.

Danmark trænger atter til mere menneskeligt solskin, der bortsmelter al den isnende og udanske fremmedforagt. Eller som vor gode ven Georg Brandes advarede imod:
»En særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«.

Danmark er og har altid været en have, hvor udefrakommende tanker og mennesker har givet deres del af næringen. Danmark er Danas Have, ikke den hermetisk lukkede bunker, som Dansk Folkeparti ønsker at forskanse os bag.

Vi elsker Danas Have, men vi hader fordoms lænker, og vi er kolde over for dæmoniserende spot af befolkningsmindreta l. Derfor giver vi gerne magthaverne med grovfilen.
Det er det, der gør en modstandsbevæ gelse til en modstandsbevæ gelse. Det er en del af vor danske arv og dét, der gør os til de danskere, vi er.
At sigte efter magten i stedet for afmagten. At holde magthavere i skak. At brøle opad i stedet for nedad.

Politikerne er Danmarks værste gangstere
Vi har ingen respekt for jævne gadebøller eller brutale bander, der må stive deres skrøbelige mandighed og påtagede selvrespekt af med størrelsen på deres våben eller brutaliteten i deres opførsel, og vi er flintrende ligeglade med, om de er af den ene eller anden kulør.

Men Danmarks mest skadelige gangstertyper er såmænd ikke de hårdkogte kriminelle eller rå gaderødder, der findes i alle samfund.
For som vor gode ven H.C. Andersen minder os om:
»Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere«.

Nej, de værste gangstertyper er dybest set de politikere, der med statens magtapparat i ryggen skruppelløst kværner menneskeskæbner eller bevidst ensretter og kløver det danske samfund.
Vi kan ikke se passivt til, mens Danmark nærmer sig den mindretalsforagt, som hersker i mange af verdens totalitære stater.

Vi har intet tilovers for herskere eller terrorister, der skalter og valter med menneskeliv, uanset om det sker under det ene eller andet religiøse eller ideologiske banner, og uanset hvor i verden det finder sted.
Men vi bor hverken i Iran, Kina eller Nordkorea; vi bor i Vesten, og vi har mere beskedne ambitioner end selv at redde Iran, Kina og Nordkorea.

Vi bor i en privilegeret del af verden, hvor et gunstigt klima og frugtbare landskaber har givet os fordele, der forpligter til ekstra generøsitet over for de mindre privilegerede.
Vi er ovenpå, og vi bør derfor være de sidste til at sparke nedad, ude såvel som hjemme. Vi har menneskeligt overskud til at kæmpe for andre end os selv i stedet for at være os selv nok.

Vi er ikke blinde for den vestlige verdens historiske udbytning af resten af verden og de aktuelle eksempler på vestlig dobbeltmoral og dominans.
Men det ændrer ikke ved, at retssikkerhed og menneskerettigheder har langt bedre vilkår i Vesten end i store dele af den øvrige verden, ikke mindst takket være en kulturarv, der bygger på nødvendigheden af lige rettigheder, efterstræbelsen af en udtalt fordomsfrihed og magtkritikkens vide muligheder.

Vi vil forsøge os med en fremstrakt hånd
Det er denne vestlige arv, vi vil fastholde, erindre og værne om, og derfor vil vi aldrig lukke Danmark af for omverdenen. Det er denne danske arv, vi vil genopbygge og udbygge – og det er denne arv, Dansk Folkeparti undergraver.

Men er vi da slet ikke bekymrede for det, man med et nymodens ord kalder ’integration’ – eller rettere fejlslagen integration?
Jo. Vi er imidlertid meget mere bekymrede for frygtens magtpolitik og den radikalisering, den stimulerer.

Det betyder ikke, at vi underkender de udfordringer, forskellige kulturelle baggrunde og samfundsmæssige udsyn medfører, eller benægter, at der er parallelsamfund, som lige nu er uden for pædagogisk rækkevidde.
F.eks. Faderhuset, Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti.

Men derfor skal vi ikke opgive at forsøge os med en fremstrakt hånd.
Ganske vist finder 42 procent af Dansk Folkepartis vælgere både lussinger og røvfulde acceptable under opdragelsen, mens 41 procent accepterer sort arbejde og 23 procent ønsker dødsstraffen genindført.
Det er ildevarslende tal, der både ligger langt over landsgennemsnittet og langt over procentsatserne for landets muslimer (Capacent 2009).

Store dele af Dansk Folkeparti er med andre ord fremmede over for centrale værdier, som mange flere danskere med vidt forskellige ideologier og religioner finder helt selvindlysende.

Men selv om det kan have lange udsigter, før partiets parallelsamfund bliver integreret, er ideen om at spærre denne vælgergruppe inde i traumatiserende lejre, underkaste dem patetiske danskhedsprøver eller tvangsdeportere dem, både umenneskelig og kontraproduktiv.


Danmark er bredt og mangfoldigt nok til at rumme mennesker af vidt forskellige holdninger, også de mest uintegrerbare grupper i Dansk Folkeparti.

Imidlertid hverken kan eller vil vi acceptere, at landets historiske arv og ånd eller nutidens danske medborgere ufrivilligt tages til indtægt for snæversyn og ensretning, hver gang Demagogisk Folkeparti fører sig frem som »danskernes« og »danskhedens« talerør, skønt et altovervældende flertal aldrig nogen sinde har stemt på dem.

Derfor dette manifest til jer, der ligesom os har fået nok af Dansk Folkepartis dominans. Derfor denne modstandsbevæ gelse på tværs af herkomst og indkomst, farve og tro, ideologi og parti.

Vi håber at se jeres aftryk på kulturkampen med endnu større eftertryk – og I hører i alle tilfælde fra os igen.
Del Link

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock