Svar til Kirsten og Britta
Muslimsk kvinde, publiceret d.07/02 23:05 (for 2 år siden)
Hej igen,
Tak for jeres tid og svar. Og nu ikke fordi jeg vil trække den længere ud, men jeg føler ikke at I har forstået hvad jeg har prøvet at forklare, det er som om I gentager de ting I skrev i første omgang som mit svar jo egentlig var et forklaringsforsøg på.. Jeg har jo nævnt flere gange at der er mennesker der udtaler at de er troende, men ikke opfører sig ifølge det de siger de tror på, men lader sig styre af deres egne behov/følelser, alt for ofte på gruelig bekostning af andres helbred og liv..
I skriver: "Mehtap Örens hovedargument synes at være, at ”islams sandhed” skulle være understøttet af ”dagens videnskab”(hvad det så siden betyder?)... "
Jeg har givet eksempler herpå og endda linket til en hjemmeside hvor det hele forklares yderligere ("scienceislam. com hvor bl.a. fosterets udviklingsstadier, bjergenes geologiske anatomi og universets skabelse af "tåge" osv allerede benævnes i Koranen i en tid hvor der teknologisk ingen værktøjer var til overhovedet at komme med disse slags tanker, og læse om de professorer der bekender sig til islam efter at have læst læst.."), så hvad er der ikke at forstå ved dette?
Med jeres gentagelse af historier om voldelige mennesker (der på sidelinjen også bekender sig til tro) som ikke er egnede som repræsentanter for islam pga manglende menneskelig almen dannelse indenfor fx anger management føler jeg at I prøver at flytte fokus fra og nærmest skjule de mere egnede eksempler. Eksempler som, undskyld at jeg siger det, mig og masser af andre ligesindede i Danmark og resten af verden, der selvfølgelig synes at enhver må tro på det de tror på og lade være med at tro på det de ikke tror på.. Hvis man var overvægtig og gerne ville tabe sig, så ville man vel heller ikke vælge at gå til en overvægtig trænings-/ernæringscoach, på trods af at han påstår at han tror på at man kan tabe sig af at følge hans kost- og motionsråd, vel? Man ville da vælge den fagekspert hvor man også med sine egne øjne udenpå eksperten kan se resultaterne af den kamp han har ført imod sig selv, sin spisetrang, sin dovenskab/modvilje mod at træne.. Det er jo ikke de eksisterende kost-/motionsråd der i sig selv gør ham slank/stærk, det er jo den kamp han kæmper for at følge rådene der giver ham resultaterne som vi så bruger ham som repræsentant og vejleder for..
Vi har ikke lyst til at strides voldeligt med nogen, men vi har brug for at have lov til at tro på det vi tror på. Ja, det vi tror på er ikke det samme som det I tror på, men dette betyder da ikke at vi ikke kan finde ud af at sameksistere. Jeg vil i denne forbindelse gerne citere seniorforsker Hans Skifter Andersen ("Den indpakkede og den ubevidste racisme", den fulde artikel er at finde længere nede):
"Var der noget, vi lærte af nazismen i trediverne og fyrrerne, så var det, hvad racisme og nationalisme kan føre til. Vi lærte, at det er både farligt og forkasteligt at udbrede negative myter og fordomme om en etnisk minoritet, fordi det kan føre til, at den normale medmenneskelige respekt og forståelse mellem mennesker nedbrydes. Når mennesker af en bestemt race, religion eller nationalitet generelt tillægges negative og truende egenskaber, så bliver det mere acceptabelt, at de ikke skal gives de samme rettigheder som andre i samfundet, og at det er legitimt med diskrimination og repressalier over for dem. De katastrofale resultater af nazismens gerninger over for jøderne førte til stor opmærksomhed over for racismens konsekvenser, og til at der blev indført en lovgivning i Danmark om indskrænkning af ytringsfriheden, som forbyder racistiske ytringer."
Selvfølgelig er der brug for at gøre noget for at vold og kriminalitet bliver stoppet, troen uagtet. Men mange muslimer føler at det i vores tilfælde er islam der bliver beskyldt for menneskenes (fejl-)handlinger, dette er altså forkert. Hvis den overvægtige træningsekspert siger, at man kan tabe sig ved at spise mindre og træne mere, så er hans overbevisning jo ikke forkert, det er hans manglende udførelse af sin overbevisning der er forkert. Der er mange troende der har brug for at få lært og blive støttet i hvordan man begår sig i et samfund der tror på noget andet/ikke tror, men til gengæld må det også siges at det omgivende samfund har brug for at minde sig selv om ikke at udstøde de troende, blot fordi de tror (ved bl.a. kun at lade negative og truende eksempler få offentlig eksponering), for det er, som Hans Skifter Andersen så detaljeret i sin artikel forklarer, heller ikke opskriften på et samfund med vellykket multikulturel/ multireligiøs sameksistens.
Men så må man så spørge om vores omgivende samfund overhovedet er interesseret i denne sameksistens? ? Og hvis ikke, så er dette samfund da lige så ekstremistisk som den gruppe den prøver at udstøde ved ikke at tillade andre overbevisninger en sin egen..! Problemet opstår for os muslimer så når vi bliver redt over én kam; der er masser af eksempler på at islam har kunnet sameksistere med andre religioner i historien, der er masser af muslimer (mig inklusive) der hver dag minder sig selv om at være opmærksom på ikke at såre nogen, ikke at behandle nogen uretfærdigt, at være overbærende med andres fejl, at tage det roligt når tingene ikke går som man vil, at prøve at køle af før man svarer når man bliver vred over nogens uretfærdige behandling af én osv.. For DETTE er islam, dette er en DEL af islam. En del der desværre for alle kan glippe. Men lad være med at beskylde islam for menneskenes utilstrækkeligheder og uvidenhed. Så hellere fokusere på hvad vi sammen kan gøre for at bedre det, end at bruge kræfterne på at bekæmpe alt hvad der har med det at gøre..
I skriver at jeg ".. regner alle ikke-islamiske kulturer for tilhørende ”uvidenhedens tid”, hvorfor hun næppe vil godtage videnskabelig metode og kritisk tænkning..." Dette har jeg ikke sagt, jeg skrev at "I islam benævnes tiden INDEN islam som "uvidenhedens tid", og menneskene blev oplyst med Guds vejledning.." Hermed har jeg intet sagt om at jeg ikke vil godtage videnskabelig metode osv, I propper ord i munden på mig, ting jeg slet ikke har sagt, og dette finder jeg ubehageligt, uretfærdigt og listigt på en ond måde, det er som om I prøver at piske en stemning op og gøre mig umenneskelig, lad være med dette..
Jeg selv er født og opvokset i Danmark som ateist, men som 24-årig begyndte jeg, som så mange andre mennesker, at stille de "store" spørgsmål om livet og hvad der ellers kan være mellem himmel og jord, ud over hvad vi selv normalt ynder at have så tralvt med.. Måske var det netop fordi jeg var så fyldt og træt af det gængse, at jeg begyndte at føle plads til tvivlen: "er der mon Én, der kan alt, ser alt, har skabt alt dette for en grund?".. Omkring denne tid fik jeg, helt tilfældigt og uden selv at opsøge det, nys om historien om Job (figurerer både i Biblen og i Koranen selvfølgelig, fred være med ham).. Manden mistede alt. Han gik fra at være en meget rig person til at være så fattig, syg og forladt, og stadig havde han en livsindstilling der gjorde at han var glad.. Jeg kunne bare ikke fatte hvad det var der gjorde at han ikke gik nedenom og hjem i dyb depression og bitter kynisme.. Efter flygtigt at have skimmet forskellige religioners informationer var det, at jeg en aften følte mig tilskyndet, med inderlighed, til denne bøn:
"Kære Skaber. Hvis Du virkelig eksisterer, så hjælp mig med at finde Dig og tro på Dig.."
Her er jeg så, 5 år efter den aften, glad, tilfreds og taknemmelig for at jeg har fået en tro i mit hjerte på en Skaber. Og jeg bevidner at Han hedder Allah, og jeg bevidner at Muhammed vitterligt var Hans budbringer, at islam er den besked som Allah sendte til os som vejledning via Muhammed.. Og jeg ønsker da intet andet og intet mindre end fred, fordragelighed og lykke for alle andre lige så vel som mig selv..
Jeg har "copy/pasted" to artikler mere forneden som jeg synes siger resten af hvad jeg gerne vil have sagt, og med dette håber jeg at kunne deltage i arbejdet for en fredelig sameksistens på denne jord. Tak for jeres tid, og hav det godt
Med venlig hilsen,
Mehtap Ören
... Let's work for a fairer and healthier future for all. Learn more:
www.storyofstuff. com
...I bear witness, that Islam is the truth. Learn more:
www.scienceislam. com
Den indpakkede og den ubevidste racisme
Stop nu konkurrencen om den mest indvandrerfjendtlig e politik.
Af Hans Skifter Andersen (seniorforsker) .
Var der noget, vi lærte af nazismen i trediverne og fyrrerne, så var det, hvad racisme og nationalisme kan føre til.
Vi lærte, at det er både farligt og forkasteligt at udbrede negative myter og fordomme om en etnisk minoritet, fordi det kan føre til, at den normale medmenneskelige respekt og forståelse mellem mennesker nedbrydes. Når mennesker af en bestemt race, religion eller nationalitet generelt tillægges negative og truende egenskaber, så bliver det mere acceptabelt, at de ikke skal gives de samme rettigheder som andre i samfundet, og at det er legitimt med diskrimination og repressalier over for dem. De katastrofale resultater af nazismens gerninger over for jøderne førte til stor opmærksomhed over for racismens konsekvenser, og til at der blev indført en lovgivning i Danmark om indskrænkning af ytringsfriheden, som forbyder racistiske ytringer.
Når man har fulgt den politiske udvikling her i landet i de senere år, så virker det, som om denne lærdom om racisme er ved at gå tabt. Der er stadig en rygmarvsrefleks i forhold til, at antisemitisme er illegitimt, men jøderne har en særstilling. Der er ikke den samme tilbageholdenhed, når det gælder andre grupper i samfundet med en anden etnisk baggrund end dansk, og specielt ikke, når det gælder muslimer.
Det er lykkedes Dansk Folkeparti og højrefløjen at ændre normerne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre racer, nationer og religioner
Man kan således ikke forestille sig, at Jyllands-Posten ville lade fremstille en række satiriske tegninger over nazisternes tema ’Den evige jøde’, men tegninger af profeten Muhammed med en bombe i turbanen, der dybest set gør alle muslimer til terrorister, bliver ikke set som en racistisk ytring, og er af nogle endog hyldet som en kamp for ytringsfrihed. I foråret erklærede Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at islam er at sammenligne med nazisme, uden at nogen kaldte det for racisme. Havde han i stedet f.eks. sagt, at jødedommen er fascistisk, ville han være blevet mødt af en nådesløs kritik fra medier og andre politikere.
Hvordan er det kommet så vidt, at racistiske holdninger og ytringer ikke betragtes som sådanne, men tværtimod som en kamp for ytringsfrihed? En af årsagerne er, at det er lykkedes Dansk Folkeparti og højrefløjen at ændre normerne for, hvad man kan tillade sig at sige om andre racer, nationer og religioner. Højrefløjens såkaldte ’værdikamp’ er dybest set en kamp for at gøre nationalistiske og racistiske holdninger mere accepterede i samfundet, som de var tilbage til trediverne.
Når højrefløjen tordner mod ‘kulturradikalismen’ , er det i virkeligheden imod de antinationalistiske og antiracistiske holdninger, som blev normen i Danmark efter krigen. De har mødt meget lidt modstand, og det er bemærkelsesværdigt, at ordet racisme næsten aldrig bruges i den danske debat. For et par år siden var der en gruppe mennesker, der indrykkede en stor annonce i dagbladene, hvor de beklagede sig over ’tonen i debatten’. Det, de dybest set måtte mene, var den racistiske tone i debatten, men det følte de nok var for stærkt et ord. Ordet racisme har været tabubelagt. Det skyldes måske netop, at det har været så associeret med nazisme og holocaust, og det er vi jo heldigvis meget meget langt fra i dagens Danmark.
Men racisme er det eneste ord, vi har for det fænomen, at der generelt udbredes negative myter og fordomme om bestemte grupper. I racismens univers er mennesker ikke selvstændige individer, men et produkt af deres gruppe og religion, og det ligger i luften, at alle i gruppen har ens værdier og normer. Når en fra gruppen gør noget forkert, dømmes alle i gruppen. Mennesker bedømmes og fordømmes alene ud fra deres race, tro eller nationalitet. I modsætning hertil er en ikke-racistisk holdning, at hvert enkelt menneske har ret til kun at blive bedømt og dømt på sine helt egne ord og holdninger.
'Den indpakkede racisme'
Racisme er nogle gange kommet åbent til udtryk som i eksemplet med Søren Espersen. Et andet eksempel er Mogens Camres udtalelse på DF’s landsmøde i 2008: »Islam kan ikke integreres. Islam vil dominere Europa. Og islam er uforenelig med vores værdier. Derfor skal islam sendes ud af Europa«. Et tredje er Søren Krarups udtalelse til B.T. i 2002; »Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa«.
Men Dansk folkeparti har gjort en stor indsats for at begrænse alt for åbenlyst racistiske udtalelser fra partiets politikere, der kan skade deres image som ’stuerent’ parti. Partiet har i stedet anvendt en metode til konsekvent at fremme et negativt billede af indvandrere – og især muslimer – der kan kaldes ’den indpakkede racisme’. Taktikken er, at man, hver gang der er et selv nok så lille problem med en person eller gruppe blandt indvandrerne, sørger for, at det kommer i mediernes søgelys ved at gå ud med stærk generel kritik eller ved at fremsætte særlige lovforslag. Det antydes derefter, at den aktuelle sag er et stort og meget generelt problem for alle indvandrere og specielt muslimer, som kan henføres til deres kultur og religion.
Et af de første eksempler på denne metode, jeg kan huske, var for ca. ti år siden, da der havde været to tilfælde, hvor grupper af unge indvandrere voldtog unge piger. Pia Kjærsgård stillede sig dengang op foran tv-kameraerne ved Den Lille Havfrue på Langelinie og sagde noget i retning af: »Danskerne er imod mere indvandring. De er trætte af gruppevoldtægter« . Det klare signal til seerne var, at indvandrerne er voldtægtsmænd. Da der senere samme år var to eksempler på danske unge, der lavede gruppevoldtægt, hørte vi ikke noget fra Dansk Folkeparti.
Et andet eksempel var lovforslaget om forbud mod, at dommere bærer tørklæde. Der findes ikke én dommer i Danmark, som bærer tørklæde, men det lykkedes DF at få både medier og de fleste af de øvrige partier med på den tankegang, at det vil være et meget stort problem at acceptere en ung gudfrygtig muslimsk kvinde med slør som dommer. Nu er det sådan, at domstolene i praksis selv undersøger, om en dommer kan være inhabil i de retssager, der dømmes i, så hvis der overhovedet skulle være nogen problemer, ville det blive løst af sig selv.
LÆS OGSÅK kræver forbud mod burka
Dansk folkeparti har gjort en stor indsats for at begrænse alt for åbenlyst racistiske udtalelser fra partiets politikere, der kan skade deres image som ’stuerent’ parti.
Dommerne protesterede også over forslaget. Men i realiteten drejede sagen sig slet ikke om at forbedre retsforholdene. Det drejede sig i stedet om, at man gerne ville sende det signal, at en muslim ikke kan dømme uvildigt, fordi hun vil være styret af sin religion, der har andre normer, end hvad der normalt gælder i det danske samfund. Hvis man virkeligt kærede sig så meget om domstolenes uvildighed, skulle man måske hellere se på, i hvilket omfang dommere har racistiske holdninger. Hvordan vil en indvandrer mon have det, hvis hans sag skulle dømmes af en dommer, som er medlem af Dansk Folkeparti?
Et tredje eksempel er forslaget om at forbyde de heldækkende tørklæder, de såkaldte ’burkaer’, fordi man mener, de er kvindeundertrykkend e. En mindre undersøgelse fra Københavns Universitet (refereret i Universitetsavisen) peger i retning af, at der er ca. fem kvinder i Danmark, som går i burkaer. Der er desuden ca. 50, som går i det, der hedder ’nihab’, hvor kun øjnene er frie. Ca. halvdelen af disse er danske kvinder, der er konverteret til islam. Hvis der er et problem med kvindeundertrykkels e i forbindelse med ’burkaer’, er det altså næsten ikke eksisterende. Men ved at rejse problemet får man igen sendt et signal til befolkningen om, at muslimer er udanske og kvindeundertrykkend e.
Burkasagen blev ikke rejst af DF, selv om de ivrigt støttede den, men af de konservative. Jeg nægter at tro, at dette parti ligesom DF har en bevidst strategi om at udbrede negative myter og fordomme om muslimer. Men ligesom flertallet af Folketingets øvrige partier er de blevet ivrige deltagere i en konkurrence om at reagere stærkest muligt på selv de mindste sager, der har med indvandrere at gøre. Det er, hvad jeg vil kalde ’den ubevidste racisme’. Den forekommer, når man gør eller siger noget, der bidrager til et generelt negativt farvet billede af indvandrerne, uden at man er bevidst om den racistiske undertone.
'Den ubevidste racisme'
Man kan sige, at hele den måde, integrationsdebatte n føres på, har en racistisk undertone. Hvis en person med dansk baggrund har problemer eller gør noget forkert, ses det som et individuelt socialt problem. Hvis det er en indvandrer, der har helt de samme problemer, er det straks et ’integrationsproblem’ , der fortolkes som værende en følge af hans kultur og religion. Alle sociale problemer hos indvandrere gøres til integrationsproblem er, mens man jo for eksempel aldrig taler om behovet for at ’integrere’ ekstremt asociale grupper som Hells Angels.
I en artikel i Politiken 7. november undrer Torben Møller Hansen og Hans Lassen sig over, at politikerne uafbrudt taler om, at integrationen er mislykkedes, når alle tal viser, at en langt større del af indvandrerne har fået job og uddannelse gennem de senere år.
Dansk Folkeparti har udnyttet problemerne til at fremme deres propaganda mod indvandrerne, og de øvrige partier har tankeløst fuldt trop.
Hvis man skal pege på en hovedårsag til denne kløft mellem virkeligheden og politikernes sprogbrug, må det være ’den ubevidste racisme’, det at hvert problem, som involverer bare en enkelt indvandrer, gøres til et ’integrationsproblem’ og dermed til noget, som alle indvandrere bærer ansvaret for. Et eksempel er socialdemokraten Mette Frederiksens udbrud i tv som en bestyrtet reaktion på de tiltagende skyderier i bandekonflikten, hvor hun siger »Integrationen er slået fejl« (i bestemt ental).
Netop de alvorlige problemer med bander af unge andengenerationsind vandrere i udsatte byområder er en hovedårsag til, at politikerne står i kø for at tale om integrationsproblem er. Men intet tyder på, at disse problemer har noget at gøre med hverken integration, religion eller kultur. De er et resultat af helt de samme mekanismer, som man har set i udsatte amerikanske byområder, hvor sorte og ’hispanics’ med en kristen baggrund danner bander. Der er tale om marginaliserede grupper af unge født i Danmark og ofte opvokset i socialt belastede familier, som føler sig sat udenfor af samfundet og forsøger at skabe et andet – ofte kriminelt – indhold i deres liv. Alle erfaringer viser, at simple sociale indsatser med ungdomsklubber og sportsaktiviteter har en stor effekt over for de fleste af disse unge.
Dansk Folkeparti har udnyttet problemerne til at fremme deres propaganda mod indvandrerne, og de øvrige partier har tankeløst fuldt trop. Det sidste eksempel var den meget uheldige episode i Tingbjerg, hvor en præst blev chikaneret af unge i området og følte sig nødsaget til at forlade præsteboligen. Kort tid efter mødte toppolitikere fra DF og de øvrige borgerlige partier, med statsministeren i spidsen, op til en gudstjeneste i kirken i Tingbjerg. Det var en bastant og bemærkelsesværdig demonstration. Men hvorfor fandt alle disse travle mennesker det vigtigt at bruge deres sparsomme tid på at komme til Tingbjerg?
Det er jo nok aldrig sket før, at nogle af de mest magtfulde mennesker i landet er mødt op for at demonstrere mod en enkelt voldsepisode eller en forbrydelse. Hvad var det, der var særligt ved denne hændelse? Det signal, som blev sendt med demonstrationen, var, at episoden med præsten skulle forstås som en religionskrig mellem islam og kristendommen.
Muslimske unge chikanerede en kristen præst, og nu ville politikerne demonstrere deres forsvar for kristendommen. Ca. fjorten dage senere skete der en lignende hændelse, hvor en præst på Nørrebro forlod sin præstebolig, fordi han blev chikaneret af medlemmer af Hells Angels. Var der en ny demonstration af kendte politikere i denne kirke på Nørrebro? Det var der som bekendt ikke.
Øget fremmedhad i befolkningen
Der er brug for meget mere opmærksomhed på – og debat om – racisme i Danmark. Vi er inde i en udvikling, hvor stigende fremmedhad i befolkningen forleder politikerne til i stigende grad at fokusere på indvandrerne på en måde, der har racistiske undertoner, hvilket igen øger fremmedhadet i befolkningen. Det er en spiral uden ende, når partierne konkurrerer om, hvem der kan være mest indvandrerkritiske. Konsekvenserne kan blive store. For racisme skaber modracisme. I marginaliserede indvandrermiljø er vil der blive forstærkede myter om, at det danske samfund ikke vil acceptere dem på grund af deres hudfarve og religion.
Sig fra over for DF’s mere eller mindre åbenlyse fremmedhad og isolér dem politisk, hvis de ikke vil holde op.
Det vil betyde, at flere unge indvandrere siger fra over for samfundet og begiver sig ud i kriminalitet og vold på samme måde, som det skete med de sorte i USA. Det vil også give grobund for terrorisme, som PET påpegede på en konference i foråret. Vi er i færd med at skabe en underklasse af danskere med anden etnisk baggrund, som både føler sig og er udstødt af samfundet. De bedst fungerende indvandrere vil forsøge at komme væk. På sigt vil der blive mere racistisk vold både fra personer fra højrefløjen og fra indvandrere.
Den helt afgørende forudsætning for integration af etniske minoriteter er, at de føler sig velkommen i samfundet. Derfor er Dansk Folkepartis bevidste, og de øvrige partiers ubevidste, racistiske signaler den største hindring for integration. Indvandrerne vil først for alvor blive en del af samfundet den dag, de bedømmes og dømmes efter helt samme kriterier som personer med dansk baggrund, dvs. udelukkende på grundlag af den enkeltes egne ord og handlinger og ikke på grundlag af race, nationalitet eller religion.
Der er derfor brug for et stærkt opgør med Dansk Folkeparti og med de racistiske undertoner i politik og medier. For det første burde det være mediernes opgave i langt højere grad at slå ned på de direkte og indirekte racistiske ytringer og tiltag. Der burde være en meget mere kritisk holdning til ytringer og overflødige forslag med en racistisk undertone. Hvorfor var det f.eks. vigtigt for de konservative at fremsætte forslag om et ikke eksisterende problem med burkaer?
Desuden vil jeg gerne opfordre anstændige politikere fra andre partier end DF (de er uden for pædagogisk rækkevidde) til at besinde sig. Stop konkurrencen om den mest indvandrerfjendtlig e politik, tænk jer om, før I stempler indvandrerne som gruppe, og koncentrer jer om konkrete problemer med konkrete mennesker, hvad enten de har dansk eller udenlandsk baggrund.
Sig fra over for DF’s mere eller mindre åbenlyse fremmedhad og isolér dem politisk, hvis de ikke vil holde op. DF vil afskaffe racismeparagraffen og forringe menneskerettigheder ne, samt tvinge muslimske børn til at spise svinekød – det burde være nok til at sætte dem uden for indflydelse. For de borgerlige partier kan prisen for magten også blive for høj.
------------ --------
Vi behøver ingen Theo van Gogh af Safia Aoude (Cand.jur., arbejder med undervisning og foredrag. 33 år, gift og mor til to børn på 14 og 12. Safia Aoude har halv arabisk og halv europæisk familiebaggrund. Hun er praktiserende muslim i Danmark.)
Man behøver blot studere islams historie og skrifter for at konstatere, at den muslimske kvinde ikke er et undertrykt, svagt eller tilbagestående væsen. Islam giver kvinden styrke og viden. Vi muslimske kvinder er vrede over Vestens misbrug af os i sit ideologiske korstog mod islam.
Også uden våben eller lovbog i hånd er den muslimske kvinde et lysende eksempel på mod, selvtillid og alt det, som man i Vesten mener, at en muslimsk kvinde ikke kan være, hvis hun er muslim.
I den seneste tid har den hollandske kunstner Theo van Goghs film »Submission« skabt megen debat. Anders Fogh Rasmussens prisuddeling til filmens forfatter Ayaan Hirsi Ali støtter kun den mistanke, mange praktiserende muslimske kvinder har: Vi er blevet taget som gidsler i en ideologisk kamp imod islam. Kun hvis vi kaster vores religion af os, bliver vi respekteret som individer og hele mennesker.
Ideen om den muslimske kvinde som et svagt, undertrykt og tilbagestående væsen er meget udbredt i den vestlige verden. Modstanden i Vesten mod islam kædes ofte sammen med kvindens ret til selvbestemmelse og frihed; men i realiteten føler mange muslimske kvinder selv, at det er den vestlige »frihed«, som er medvirkende til at holde den muslimske kvinde nede. De ønsker ikke at være tvunget til at agere sexobjekter eller at blive presset ud på arbejdsmarkedets økonomiske trædemølle, at få frataget moderskabets glæder. Mange muslimske kvinder ønsker kort sagt at få lov til at forblive muslimske kvinder.
De færreste i Vesten kender den muslimske kvinde godt nok; de fleste ser hende (som Edward Said så passende beskrev det) enten som en villig og mystisk haremsdame eller en indpakket, underkuet træl. Men den muslimske kvinde har heldigvis en mere nuanceret historie; en historie, som man i Vesten ikke kender meget til, nemlig som stærk og samfundsbevist aktør på islams politiske scene. Blandt islams første forkæmpere befandt sig adskillige modige og initiativrige kvinder - hvor er omtalen af dem i de vestlige medier, i vestlig litteratur?
Den vestlige litteratur beskæftiger sig næsten udelukkende med kvinder, der, som i Theo van Goghs kontroversielle film, er i dyb konflikt med islam, selv om filmfigurens lidelser egentlig skyldes ganske »almindelig« mandschauvinisme. Ellers modtager den muslimske kvinde i Vesten kun priser og anerkendelse, hvis hun formår at sætte sig op imod islam, tager afstand fra sin egen religion, i visse tilfælde endda besmudser den religion, hun er født i.
Hvorfor fokuserer man i vestlig kontekst så meget på kvinder, der opponerer imod islam? Hvorfor uddeler man stort set kun priser til kvinder, der direkte og på blasfemisk vis tilsmudser islam, men ignorerer de kvinder, der gør noget positivt for og takket være islam? Dette spørgsmål stiller mange praktiserende muslimske kvinder sig selv i disse dage.
Praktiserende muslimske kvinder bliver dermed skubbet ind i en altomfattende bås og tvinges til at skabe en reaktion, der i mange tilfælde tager karakter af frustration: »At kvinder bærer tørklæde og ikke render rundt med bar mave er altså - ifølge medierne og visse »islamforskere« - et tegn på, at det muslimske kvindesyn er reaktionært og undertrykkende,« siger man så. »At kvinder i den vestlige verden bliver tvunget til at være omvandrende sexobjekter kaldes for frihed. Den vestlige verden bilder kvinderne ind, at de selv ønsker at tage tøjet af i offentligheden, hvis de skal have opmærksomhed og opmuntring fra det mandlige samfund,« siger en anden af mine trossøstre.
Provokerende synspunkter? Ja. Men ikke uden relevans for debatten! For muslimske kvinder kan sagtens gennemskue det, som de selv anser for at være et vestligt hykleri. Hvordan kan det være, at kvinder i muslimske lande som f.eks. Iran, Irak, Sudan og Libyen allerede i 70erne kunne tjene deres land i uniform med våben i hånd, mens der på samme tid ikke fandtes kvindelige piloter i luftvåbnet i såkaldte »civiliserede« lande som f.eks. Danmark, Tyskland og endda USA? Samtidig kunne man i arabiske aviser læse, hvordan den første muslimske, kvindelige jagerpilot fik sin medalje. Tankevækkende.
Hvor mange i Vesten ved, at da profeten Muhammed (fred med ham) lå i strid med de lokale vantro stammer på den arabiske halvø, havde hans hær af troende soldater selskab af mange kvinder, der på ligeværdig måde med våben i hånd forsvarede islam mod fjenden? Kendt er især Nasiba bint Kaab al Mazini, som altid var med i forreste række. I et slag blev hun såret 13 gange, mistede sin ene hånd og dræbte egenhændigt i nærkamp den mand, der havde slået hendes søn Umara ihjel. Nasiba var en af de kvinder, der slog ring om Profeten (fred med ham) for at forsvare ham mod fjenden i slaget ved Uhud.
Også Profetens tante, moder til Zubair Ibn Awwan, var en kvindelig helt. Hun hed Safiya Bint Abdumuttalib og var den første muslimske kvinde, der dræbte en fjende i kamp. Kendt er også Asma bint Yazid, som dræbte 9 modstandere i kampen ved Yarmuk. Khawla bint Al Azwar reddede sin bror i et slag ved at dræbe hans modstandere.
Muslimsk litteratur er fyldt med stærke muslimske kvindeskikkelser, f.eks. beduinpigen Abla i historien om Antar Ibn Shaddad, eller Mardukar, datter af Khosru Anusherwan, eller Jusaih i Banu Hilal-eposet eller historien om Fatma Al Aquisa eller den modige Hasana fra Damaskus, der kæmpede mod tyrannen Baybus.
Moderne muslimsk historie har også sat fokus på de muslimske kvindelige helte; navne som Leila Khaled, Dalal Maghrebi, Fatma Barnawi, Djamila Bu Hreide og Sawsan Zahra er blot nogle af de kvinder, der deltog på lige fod med deres mandlige brødre i kamp for frihed og mod undertrykkelse. Algeriet, Libyen, Palæstina - alle er de arenaer for stærke muslimske kvinders kamp imod undertrykkelse af deres mænd og dem selv.
Profetens koner og døtre rådgav mænd i islamiske og politiske anliggender. Deres råd fra dengang ligger stadigvæk til grund for mange regler i den islamiske jura og i de islamiske doktriner. De mandlige, muslimske lærde og dommere afgør deres juridiske praksis på grundlag af, hvad bl.a. muslimske kvinder har udledt af islamisk lov.
Også uden våben eller lovbog i hånd er den muslimske kvinde et lysende eksempel på mod, selvtillid og alt det, som man i Vesten mener, at en muslimsk kvinde ikke kan være, hvis hun er muslim; muslimske forfattere som f.eks. Safinaz Kazem bidrager til at højne sine medsøstres moral og selvbevidsthed. Stærke muslimske kvinder bliver i Vesten tiet ihjel, hvis ikke man som i Safina Kazems tilfælde prøver at bombe hende til tavshed.
I Vesten er det kun den kvindelige forfatter, der sviner islam til, forvrænger den og afsiger sig den, som vil blive belønnet med opmærksomhed, priser og spalteplads i medierne. Sådan føler mange praktiserende muslimske kvinder det. Vesten hylder de kvinder, der kan bidrage til den forvrængede opfattelse af islam som kvindeundertrykkend e og reaktionær. Kvinder, der vover at vise, at islam giver kvinden styrke og selvtillid, vil man ikke kendes ved. For sådanne kvinder piller ved det vestlige image af den muslimske kvinde som et svagt og usselt individ.
Hvorfor vil man ikke indrømme, at hustrumishandling, voldtægt, æresdrab og bagvaskelse ikke er i overensstemmelse med islam, men derimod fordømmes af islam? Jo, der bliver ganske rigtigt tæsket, voldtaget, stenet og henrettet kvinder i den muslimske verden. Bødlerne er mænd, der kalder sig muslimer, men som aldrig har sat sig ind i deres egen religion endsige deres egen historie. Det er folk, som misbruger og forvrænger islam til at skaffe sig magt. Det må så betyde, at sådanne hustrumishandlere, mordere og hyklere i virkeligheden er de mest »integrerede« af alle »muslimerne«, idet de netop har vendt sig fra islam. Det er dem, der har redigeret denne smukke religion til traditioner, som man kan ændre på efter forgodtbefindende. Det er dem, som opfører sig i overensstemmelse med vestlig tankegang.
Det tragiske er, at kvinder, der af deres mænd forbydes adgang til uddannelse og viden - også i Danmark - ikke aner, at de kan frigøre sig og genvinde deres menneskelige status ved netop at ty til islam.
Profeten (fred med ham) modtog sin første åbenbaring med ordet: »Læs!« - og det kan måske også være en inspiration til ikke-muslimer, for enhver med interesse for kvindens stilling inden for islam behøver blot at studere islams historie og skrifter for at finde ud af, at kvinden hverken er et undertrykt, svagt eller tilbagestående væsen. At islam giver kvinden styrke og viden. Men i vesten vil man ikke læse. Kun skrive. Mange af os muslimske kvinder er vrede over, at Vesten i sit ideologiske korstog imod islam (mis)bruger den muslimske kvinde som intellektuelt gidsel. De mennesker, som påstår, at de bekæmper islam, fordi de vil befri den muslimske kvinde, kæmper i virkeligheden for at sætte alkoholens og tøjlesløshedens lænker om håndleddet på den muslimske kvinde som et led i kampen mod islam. Kvindeundertrykkels e er et problem, vi alle bør være med til at løse. Men løsningen - befrielsen - hedder ikke fri sex, billige whisky-sjusser og struttende plasticbryster; ej heller degradering og blasfemi i kunstens og kulturens navn. Den hedder for vores vedkommende: islam.
Islams historiske og modige kvinder har vist vejen dertil. Men er nutidens muslimske kvinder stærke nok til at følge den? Én ting er i hvert fald sikker for mange praktiserende muslimske kvinder: det er ikke i vestlig kultur og tradition, at den muslimske kvinde kan finde støtte og opmuntring!
------------ -
23. aug 2009:
Modstandsbevæ gelsen mod Pia K.s besættelse
Penneførere er Malene Fenger-Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen.
Vi har sovet længe nok, og vi har været tavse længe nok.
Men vi har set og hørt det hele. Vi er en broget forsamling med vidt forskellige tanker og ideer, men der er iagttagelser, vi ikke kan tie om længere, og som vi har valgt at udtrykke i fællesskab:
Landet stander i våde!
Vi har set, hvordan danske medborgere, der er kommet hertil fra den store verden, er blevet nedgjort af Dansk Folkeparti som »gøgeunger«, »svin« og »snyltere«, og vi har set deres religion blive stemplet som »pest«, »alt-ædende had« og »ondskab«.
Vi har set Pia Kjærsgaard gennemtvinge Statsradiofoniens knæfald og bodsgang, fordi en radiogæst tillagde hende ’fejlcitatet’, at »de fremmede formerer sig som rotter«, når hun nu ’blot’ havde sagt, at »de fremmede formerer sig som kaniner«.
Men vi har aldrig forstået, hvordan det kunne være mere eller mindre infamt, om man reducerer sine medmennesker til den ene eller anden gnaver.
Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!
Vi er oprigtigt talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen – ikke i vort land.
Vi spørger os selv, hvordan og hvorfor deres udanske foragt har vundet et sådant gehør?
Hvilke af vore brave landsmænd og -kvinder er det, som intet har lært af historien?
Hvad blev der af at udtrykke sig med »mildhed i mælet, som et menneske skal«, sådan som allerede gamle Bjovulf mindede magthavere om?
Vi ser måbende til, hvorledes vort land kidnappes af et parti, der minder om H.C. Andersens »der groer Chikanen! Chikanen!«, og som bedst karakteriseres af de profetiske ord af endnu en af vore venner, Jens Baggesen:
»Denne negative Patriotismus! Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk – hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede!«.
Dansk Folkeparti har eneret på »nazikortet«
Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som »nazisme«, kaldt indvandrere for »besættere« og muslimske kvinders hovedtørklæder for »hagekors«.
Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930’ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.
Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at »trække nazikortet«, og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.
En journalist, der kom for skade at kalde partiet for »nationalsocialister« , skal derfor fyres på stedet, hvis det står til Søren Espersen.
Står det til Pia Kjærsgaard, skal Justitsministeriet efterforske den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, som har vovet at kritisere partiets terrorpolitik.
Mønsteret bliver tydeligere og tydeligere: Staten, forskerne og kunstnerne skal helst lystre Dansk Folkeparti, ligesom Dansk Folkeparti lystrer Pia Kjærsgaard.
Kæft, trit og ensretning.
Og som oplæg til kravet om at komme i regering og sætte sig tungt på dansk kulturpolitik har Pia Kjærsgaard senest bedyret, at hun »kaster op over Klaus Rifbjerg & Co.«.
Vi er trætte af at se vort land smurt ind i Kjærsgaards opkast, der daglig siver ned over spalterne i landets aviser og får luksuslancering i TV-avisen og TV 2/Nyhederne.
Vi er trætte af at se Pia Kjærsgaard marchere gennem medieverdenen som enevældig majestæt, der truer hjemmeværnets øverstbefalende til lydighed, ministre til følgagtighed og kritikere til tavshed.
Vi er trætte af hendes sorte skole og dens smagsdommeri, der tilsviner eksperter, hvis ekspertise hun er for arrogant til at respektere, og som foragter kunst, der ikke lever ned til et påtaget rindalistisk mediestunt.
Vi er trætte af hendes konformitet og kynisme, der dæmoniserer og sygeliggør mindretal med ’forkert’ tro, herkomst og seksualitet.
Men vi er først og fremmest trætte af de mange politikeres medløberi, som giver hende al denne magt i stedet for at trække en linje i sandet og fastslå, at nok er mere end nok.
Og vi er hamrende trætte af alle dem, der bukker og skraber, så snart Pia Kjærsgaard viser sin smækfornærmede mine over det mindste kritiske pip.
Vi har fået nok af mikrofonholdere, der ikke tør stille kritiske spørgsmål, men serverer partiets foragt for ildestedte medborgere lige så uskyldigt som dagens vejrudsigt.
Vi har fået nok af kommentatorers kujoneri og mediebossers berøringsangst, der har tabuiseret den enkle sandhed, at Dansk Folkeparti er den største trussel mod Danmark og Danmarks sammenhængskraft.
Selektiv danskhed
Ledelsen i Dansk Folkeparti fungerer som et enerådigt kommunistisk politbureau i efterkrigstidens mest autoritære og centralistiske parti og er også af den grund den mest udanske magtfaktor, som Christiansborg har lagt taburetter til, i mere end et halvt århundrede.
Dansk Folkepartis selektive danskhed er en destruktiv danskhed, der er al anden danskheds fjende:
Bibliotekslukning efter bibliotekslukning har amputeret den fri adgang til Danmarks litteraturarv, og sjældent er der blevet skidt så højt og bredt på Danmarks naturværdier – måske det mest danske, vi overhovedet har – efter at Dansk Folkeparti har besat magtens korridorer i 2001.
Sågar modstandsbevæ gelsens arv har partiet misbrugt og forvansket i magtfuldkommenheden s og propagandaens tjeneste.
Men en modstandsbevæ gelse kan selvfølgelig ikke være en del af den herskende magtelite, ligesom en modstandsbevæ gelse altid må være en David i opposition til en Goliat.
Dagens Goliat er Dansk Folkeparti, der aldrig har været og aldrig nogen sinde bliver danskernes, danskhedens eller Danmarks stemme.
Over halvdelen af befolkningen mener, at samarbejdet med partiet ligefrem skader Danmarks omdømme (Gallup 2006), og kun 20 procent ønsker at se Dansk Folkeparti som regeringsparti (Catinét 2009).
Nationalsangen minder os om hvorfor: »Den danskes ånd« er den, der »hader fordoms lænker« og er »kold for spot«, som det hedder om vort yndige land – men er dét Dansk Folkepartis ånd?
Nej, Dansk Folkeparti er besættelsesmagten; vi er modstandsbevæ gelsen.
Enhver, der aktivt protesterer imod Kjærsgaards forlorne danskhedsindustri og hendes neonationalistiske korrekthed er en del af modstandsbevæ gelsen.
Enhver, der gør op med berøringsangsten og afviser den apatiske bagatellisering af Dansk Folkepartis svøbe, er en del af modstandsbevæ gelsen.
Danske løver med varme hjerter
Vi vil bekæmpe Dansk Folkeparti med de skarpeste ord, ikke ved at se »gøgeunger« eller »rotter« blandt vore medmennesker, hvad enten vi bryder os om dem eller ej.
Der er heller ingen »kaniner« eller »sjakaler« i Danmarks rigsvåben, men derimod løver og hjerter – så hvad er vel mere dansk end selv at være løver med hjerter, og hvad er mere udansk end at beskylde andre for at være skadedyr og pest?
Men vi tror på, at også dem, der skaber syndebukke af befolkningsmindreta l, inderst inde og hver for sig er mere selvstændige og omgængelige, end deres flokmentalitet gør dem til – også i Dansk Folkeparti.
På tomandshånd er ingen tilnærmelsesvis så frygtsomme og fordomsfulde eller truende og foragtende, som når kadaverdisciplinen overtager under lederen i et topstyret parti, eller når man kun orienterer sig efter røven af den, der marcherer umiddelbart foran.
Vi ville ønske, at advarslen fra vor gode ven B.S. Ingemann også blev forstået i dag, hvor tidsånden desværre er vendt tilbage, men forfølgelsen blot gælder en anden gruppe:
»Det har ærgret mig, at Københavnerne har efterabet den tyske pøbel med jødeforfølgelse« .
Vi istemmer Aladdins erindring om, hvorledes »Nordens Kraft« også har godt af »Østens Ild«, ligesom blomsten »til Solen trænger« for at »forædle Slægten, varme den«, som vor gode ven Oehlenschläger skrev i prologen til en af perlerne i vor arv.
Danmark trænger atter til mere menneskeligt solskin, der bortsmelter al den isnende og udanske fremmedforagt. Eller som vor gode ven Georg Brandes advarede imod:
»En særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«.
Danmark er og har altid været en have, hvor udefrakommende tanker og mennesker har givet deres del af næringen. Danmark er Danas Have, ikke den hermetisk lukkede bunker, som Dansk Folkeparti ønsker at forskanse os bag.
Vi elsker Danas Have, men vi hader fordoms lænker, og vi er kolde over for dæmoniserende spot af befolkningsmindreta l. Derfor giver vi gerne magthaverne med grovfilen.
Det er det, der gør en modstandsbevæ gelse til en modstandsbevæ gelse. Det er en del af vor danske arv og dét, der gør os til de danskere, vi er.
At sigte efter magten i stedet for afmagten. At holde magthavere i skak. At brøle opad i stedet for nedad.
Politikerne er Danmarks værste gangstere
Vi har ingen respekt for jævne gadebøller eller brutale bander, der må stive deres skrøbelige mandighed og påtagede selvrespekt af med størrelsen på deres våben eller brutaliteten i deres opførsel, og vi er flintrende ligeglade med, om de er af den ene eller anden kulør.
Men Danmarks mest skadelige gangstertyper er såmænd ikke de hårdkogte kriminelle eller rå gaderødder, der findes i alle samfund.
For som vor gode ven H.C. Andersen minder os om:
»Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere«.
Nej, de værste gangstertyper er dybest set de politikere, der med statens magtapparat i ryggen skruppelløst kværner menneskeskæbner eller bevidst ensretter og kløver det danske samfund.
Vi kan ikke se passivt til, mens Danmark nærmer sig den mindretalsforagt, som hersker i mange af verdens totalitære stater.
Vi har intet tilovers for herskere eller terrorister, der skalter og valter med menneskeliv, uanset om det sker under det ene eller andet religiøse eller ideologiske banner, og uanset hvor i verden det finder sted.
Men vi bor hverken i Iran, Kina eller Nordkorea; vi bor i Vesten, og vi har mere beskedne ambitioner end selv at redde Iran, Kina og Nordkorea.
Vi bor i en privilegeret del af verden, hvor et gunstigt klima og frugtbare landskaber har givet os fordele, der forpligter til ekstra generøsitet over for de mindre privilegerede.
Vi er ovenpå, og vi bør derfor være de sidste til at sparke nedad, ude såvel som hjemme. Vi har menneskeligt overskud til at kæmpe for andre end os selv i stedet for at være os selv nok.
Vi er ikke blinde for den vestlige verdens historiske udbytning af resten af verden og de aktuelle eksempler på vestlig dobbeltmoral og dominans.
Men det ændrer ikke ved, at retssikkerhed og menneskerettigheder har langt bedre vilkår i Vesten end i store dele af den øvrige verden, ikke mindst takket være en kulturarv, der bygger på nødvendigheden af lige rettigheder, efterstræbelsen af en udtalt fordomsfrihed og magtkritikkens vide muligheder.
Vi vil forsøge os med en fremstrakt hånd
Det er denne vestlige arv, vi vil fastholde, erindre og værne om, og derfor vil vi aldrig lukke Danmark af for omverdenen. Det er denne danske arv, vi vil genopbygge og udbygge – og det er denne arv, Dansk Folkeparti undergraver.
Men er vi da slet ikke bekymrede for det, man med et nymodens ord kalder ’integration’ – eller rettere fejlslagen integration?
Jo. Vi er imidlertid meget mere bekymrede for frygtens magtpolitik og den radikalisering, den stimulerer.
Det betyder ikke, at vi underkender de udfordringer, forskellige kulturelle baggrunde og samfundsmæssige udsyn medfører, eller benægter, at der er parallelsamfund, som lige nu er uden for pædagogisk rækkevidde.
F.eks. Faderhuset, Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti.
Men derfor skal vi ikke opgive at forsøge os med en fremstrakt hånd.
Ganske vist finder 42 procent af Dansk Folkepartis vælgere både lussinger og røvfulde acceptable under opdragelsen, mens 41 procent accepterer sort arbejde og 23 procent ønsker dødsstraffen genindført.
Det er ildevarslende tal, der både ligger langt over landsgennemsnittet og langt over procentsatserne for landets muslimer (Capacent 2009).
Store dele af Dansk Folkeparti er med andre ord fremmede over for centrale værdier, som mange flere danskere med vidt forskellige ideologier og religioner finder helt selvindlysende.
Men selv om det kan have lange udsigter, før partiets parallelsamfund bliver integreret, er ideen om at spærre denne vælgergruppe inde i traumatiserende lejre, underkaste dem patetiske danskhedsprøver eller tvangsdeportere dem, både umenneskelig og kontraproduktiv.
Danmark er bredt og mangfoldigt nok til at rumme mennesker af vidt forskellige holdninger, også de mest uintegrerbare grupper i Dansk Folkeparti.
Imidlertid hverken kan eller vil vi acceptere, at landets historiske arv og ånd eller nutidens danske medborgere ufrivilligt tages til indtægt for snæversyn og ensretning, hver gang Demagogisk Folkeparti fører sig frem som »danskernes« og »danskhedens« talerør, skønt et altovervældende flertal aldrig nogen sinde har stemt på dem.
Derfor dette manifest til jer, der ligesom os har fået nok af Dansk Folkepartis dominans. Derfor denne modstandsbevæ gelse på tværs af herkomst og indkomst, farve og tro, ideologi og parti.
Vi håber at se jeres aftryk på kulturkampen med endnu større eftertryk – og I hører i alle tilfælde fra os igen.