Den israelske regering sendte dette pressefoto af Israels præsident Shimon Peres, der giver Tyrkiets præsident Abdullah Gül hånden til klimakonferencen i København d. 18. december 2009. Regeringen ville gerne demonstrere, at Israel har et godt forhold til Tyrkiet. Men en ny diplomatisk krise har gjort det tydeligt, at der er kold luft mellem de to lande. -
- MOSHE MILNER/Scanpix Denmark
Allan Sørensen |
14. januar 2010
Kan en undskyldning forbedre forholdet mellem Israel og Tyrkiet?
Israel gav i går officielt Tyrkiet en undskyldning for viceudenrigsminister Dani Ayalons opførsel, da den tyrkiske ambassadør i Tel Aviv forleden blev indkaldt til samtale. Tyrkiet er, ifølge Israels Kanal 2 tilfreds med undskyldningen efter en dramatisk dag, hvor Tyrkiets præsident, Abdullah Gül, truede med at tilbagekalde landets ambassadør i Israel. Trods undskyldningen, der efter sigende er skrevet af Dani Ayalon selv, risikerer det i forvejen kølige forhold mellem de to lande nu at forblive koldt i et stykke tid.
Samtalen, som den tyrkiske ambassadør blev indkaldt til, skulle have været brugt til at udtrykke Israels protest over en ny tyrkisk tv-serie, der fremstiller Israels efterretningstjeneste som børnekidnappere. Men en usædvanlig iscenesættelse fra israelsk side fik samtalen til at munde ud i det, den tyrkiske ambassadør betegner som "sin 35 år lange karrieres største ydmygelse."
Under mødet placerede Dani Ayalon med vilje sin partner i en lavere stol efter at have ladet ham vente uden for i korridoren i adskillige minutter. Samtidig lod Dani Ayalon særligt inviterede journalister forstå, på hebraisk, og mens den tyrkiske kollega intetanende sad over for, at hele mødet handler om, at den tyrkiske ambassadør sidder lavere, og at der ikke er noget tyrkisk flag ved siden af det israelske på bordet mellem de to.
Efter hård kritik, både internt i Israel og ikke mindst fra tyrkisk side, udsendte Dani Ayalon i går en officiel forklaring på sin opførsel.
– Min protest over angrebene på Israel i Tyrkiet står ved magt. Men jeg ønsker ikke at nedgøre ambassadørers ære, og i fremtiden vil jeg gøre rede for mine holdninger på en diplomatisk acceptabel måde, stod der i den erklæring, Dani Ayalon i går sendte til Tyrkiet og pressen.
Men den forklaring var ikke nok for Tyrkiet, og tidligt på aftenen i går sendte Ayalon endnu en meddelelse direkte til Abdullah Gül, hvorefter truslen om at tilbagekalde ambassadøren fra Tel Aviv blev skrinlagt.
I Israel tolkes viceudenrigsministerens opførsel som hans eget partis – det højrenationalistiske parti Israel Beiteinu – forsøg på at forhindre en bedring i forholdet mellem Israel og Tyrkiet. Siden Israels offensiv i Gaza for et år siden har Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, gentagne gange kritiseret Israel. Tyrkiske tv-kanaler har samtidig vist to serier, der fremstiller israelske soldater og sikkerhedstjenester som børnemordere og kidnappere.
Israels forsvarsminister, Ehud Barak, rejser til Tyrkiet i næste uge. Ingen ved på nuværende tidspunkt, om den seneste diplomatiske hændelse vil få nogen betydning for besøget. Indtil videre har Erdogan sagt, at Tyrkiet ikke vil nedlade sig til at benytte de metoder, Israel bruger.
allan@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad