Historiens holdepunkter

Kristendommens indførelse i Danmark bør være fast stof i historie, mener Lars Hovbakke Sørensen. Her den store Jellingesten. -- Foto: Scanpix.

flexblock

Tema

Historiekanon

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Mikkelsen | 14. juni 2006

Et ministerielt udvalg til styrkelse af historiefaget offentliggør i morgen en liste over historiske begivenheder, eleverne skal lære om. Tre eksperter debatterer her, hvad en historiekanon kan bruges til, og foreslår, hvad den skal indeholde

Hvad skal være historiekanon? Reformationen 1536, slaget ved Dybbøl 1864 og Danmarks besættelse 1940? De store linjer i religionshistorien, konflikthistorien og teknologihistorien? Eller er det nødt til at være skiftende emner, fordi undervisningen kun har effekt på eleverne, hvis de kan forbinde den med deres egen tilværelse?

I morgen offentliggør undervisningsminister Bertel Haarders (V) udvalg til styrkelse af historie i folkeskolen sin rapport til ministeren, som skal bane vejen for en egentlig læseplan, og som på ministerens bestilling rummer udkast til en historiekanon med mindst 25 begivenheder og perioder, som enhver skoleelev i Danmark skal lære om i historietimerne.

Men hvordan skal "begivenheder og perioder" forstås? Skal det være udenadslære af nogle præcise data, eller skal historielærerne blot have nogle enkelte nøgleord at styre efter, når de bruger deres metodefrihed til at finde frem til den undervisningsform, der bedst passer til at lære den enkelte elev at lære af historien?

Ministerens eget udgangspunkt er, at skoleeleverne med en historiekanon skal have nogle flere faste holdepunkter:

Annonce

"Regeringen vil sætte ind over for historieløsheden, den triste uvidenhed, der præger mange unge, som i skolen har dyrket emner og projekter og læst brudstykker uden tilstrækkeligt overblik og uden garanti imod gabende huller i selv den mest elementære viden", skrev Bertel Haarder her i avisen den 27. maj sidste år.

Lars Hovbakke Sørensen er ph.d., ekstern lektor i historie ved Aarhus Universitet og en ivrig deltager i kanon-debatten. Han fortæller, at han på universitetet har haft studerende, som manglede helt basal viden.

– På et tidspunkt overtog jeg et hold i Europastudier, hvoraf halvdelen af de studerende ikke kunne svare på, hvornår Polen indførte demokrati. De vidste nemlig ikke, at Polen havde været en del af Østblokken, fortæller Lars Hovbakke Sørensen.

Hans pointe er, at mange unge kommer fra folkeskolen og gymnasiet med alvorlige mangler. Han synes derfor, at en kanon med en række præcise begivenheder, alle skal have hørt om, er en fortræffelig ide.

– Forhåbentlig vil en historiekanon medføre, at eleverne opnår bedre overblik over historien og dermed bliver bedre til at analysere og forholde sig kritisk og selvstændigt til stoffet. Det er jo ikke de 10 eller 25 begivenheder i sig selv, der er det vigtigste. Men hvis man ikke kender til begivenhederne, hvordan skulle man så kunne udvikle sin kritiske sans? spørger han og iler med at give et konkret eksempel:

– Hvis eleverne skal kunne forklare baggrunden for besættelsen i 1940, er de nødt til at have hørt om den økonomiske krise i 1930'erne, om at Tyskland var det land, som blev hårdest ramt, og at Danmark bedre kunne holde fast i demokratiet, fordi vi i kraft af Kanslergadeforliget fik løst krisen bedre.

Lars Hovbakke Sørensen ærgrer sig over, hvad han opfatter som en udbredt misforståelse blandt historielærerne: at kendskab til det faktuelle skulle stå i modsætning til at tænke selvstændigt.

– Al undervisning i historie skal ikke være gennemgang af konkrete begivenheder. Men som jeg har forstået det, er pointen netop, at en historiekanon ikke skal stå alene, men skal udgøre et lille, men fælles skelet for historieundervisningen, som den enkelte lærer så kan bygge videre ud fra sine egne ønsker og fornemmelse for elevernes formåen, siger han.

For nylig foreslog Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, ligefrem her i avisen, at den danske kongerække bliver gjort til kanon i historieundervisningen. Så langt vil Lars Hovbakke Sørensen ikke gå, men han synes, det er vigtigt at udbrede en holdning om, at jo flere konger og årstal, eleverne kan placere rigtigt, jo bedre.

– Der har længe været en stor modvilje mod kongerækken, fordi den symboliserer en tid, hvor historieundervisningens fokus kun var den politiske historie og var præget af udenadslære. Men jeg ser også kongerækken som et nyttigt redskab i arbejdet med at udvikle kritisk sans. Hvis man kender årstallene for Christian VII og samtidig ved, at han regerede, mens der endnu var enevælde, mens der var indført demokrati, da Christian X var konge, kan denne viden bidrage til, at man kan placere begivenheder rigtigt i forhold til hinanden. Det er altid bedre at have redskabet parat i hovedet end at skulle hen og slå det op. Men det er selvfølgelig ikke alt, man kan lære udenad, siger han.

Marianne Vega Poulsen er seminarielektor ved CVU Storkøbenhavn og forfatter til en ph.d.-afhandling om skoleelevers historiebevidsthed. Som flere andre i lærer- og seminarieverdenen er hun skeptisk over for, om en historiekanon og et mere kronologisk forløb vil modarbejde nogle af de bestræbelser, der i de senere år er gjort inden for faget.

– Det er svært at være imod, at faget får flere timer og bliver gjort til eksamensfag. Men problemet er, hvordan en kanon vil blive brugt. Det er væsentligt, at faget får lov til at forblive det fortolkende, reflekterende og problematiserende fag, det gerne skulle være. Jeg har ikke et problem med en liste, eller at læreren tager føringen, men kulturarv og kanon er noget, eleverne selv skal være med til at bestemme, siger hun.

Marianne Vega Poulsen uddyber, at hun godt ville kunne leve med, at der stod på en kanonliste, at eleverne skal lære om Danmarks besættelse. Men derefter begynder en debat mellem lærer og elever om, hvad de skal lære om besættelsen, og hvad det kan bruges til i dag.

– Det er vigtigt at udvikle en forståelse hos eleverne af, at de selv er historieskabte og historieskabende. En begivenhed, der ligger i fortiden, er uden betydning i sig selv. Den er kun værd at beskæftige sig med i kraft af de konsekvenser, den har i vores nutid, siger lektoren, som ikke vil være med til at pege på konkrete perioder og begivenheder, som burde stå på den kommende liste.

Birgit Knudsen er lærer og forfatter til flere lærebøger i historie til folkeskolen, herunder "Mellem fortid og fremtid" og "Rundt i historien". Desuden har hun været med til at formulere de nuværende "fælles mål" for historiefaget, der ikke refererer til isolerede begivenheder, men alligevel stiller ret eksakte krav – for eksempel at elever på 8. klassetrin kan "forklare om årsager til og følger af emigration, immigration og mobilitet, herunder europæisk kolonisering af den 3. verden".

– Jeg synes, det er vigtigt, at en kanon ikke bliver for klassetrinsfikseret med krav om, at alle elever skal lære noget bestemt på et bestemt tidspunkt. For den enkelte lærer er det vigtigt at have muligheden for at tage fat i det enkelte barn, hvor det står. Men selvfølgelig er nogle ting vigtigere at lære end andre, siger Birgit Knudsen.

Hun foretrækker derfor en kanon, hvor en række grundlæggende begreber som vandringer, konflikter og styreformer gennemgås på et tidspunkt mellem 3. og 9. klassetrin efter lærerens eget skøn. Den kronologiske gennemgang af enkeltbegivenheder er hun ikke den store tilhænger af, idet hun tvivler på, at særlig meget af faktastoffet vil hænge ved hos eleverne.

– En ny svensk undersøgelse viser, at elever først på de ældste klassetrin er modtagelige for kronologisk indlæring. I forvejen er det sådan, at skoleklasser har en tidslinje hængende i klassen, som de placerer hvert emne på. Men hvis hele skoleforløbet skal struktureres som ét langt kronologisk forløb, smadrer de historieundervisningen, for så slår eleverne bare høreapparatet fra, siger Birgit Knudsen og tilføjer:

– Børn i dag er mere zappende end nogensinde. Der sker så meget i deres liv, og de er svære at gøre interesserede. Selvom det nok ikke er Bertel Haarders kop te, tror jeg, lærerne får mest ud af at sætte sig i en rundkreds med eleverne, skabe ro og rum og give dem stoffet i form af en medrivende fortælling efterfulgt af dialog, siger hun.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

leder side 8

LARS HOVBAKKE SØRENSEN

Støtter ideen om en national historiekanon og foreslår følgende 10 begivenheder fra Danmarks historie til listen:

Kristendommens indførelse omkring 970.

Kalmarunionen 1397, hvor Norden blev samlet.

Reformationen 1536.

Enevældens indførelse 1660.

Danmarks første grundlov 1849

Systemskiftet 1901 med indførelse af parlamenta- risme.

Grundloven 1915 med indførelse af kvinders stemme- ret.

Kanslergadeforliget 1933 og de efterfølgende social- reformer.

Besættelsen 1940-1945.

Danmarks tilslutning til EF 1972.

BIRGIT KNUDSEN

Foretrækker overordnede begreber frem for enkeltbegivenheder og giver følgende 10 forslag:

Troen. Herunder oldtiden, kristendommens indfø-

relse og reformationen.

Vandringer. Immigration, migration og emigration til alle tider.

Renæssancen i 1500- og 1600-tallet.

Oplysningstiden i 1700-tallet.

Landboreformerne i 1700-tallet.

Industrialiseringen i 1800-tallet.

Arbejderbevægelsen.

Styreformer. Herunder enevælden, Grundloven, demokrati og demokratiopfattelse.

Konflikter. Herunder for eksempel krigen i 1864 og besættelsen 1940-1945.

Teknologi og uddannelse til alle tider.

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock