Strid om velfærdens kristne rodnet

Men velfærdsstaten har ikke en højere instans. Den kan kun henvise til sig selv. Derfor er spørgsmålet, om det er stærkt nok til at holde os på dydens smalle sti, siger Jørn Henrik Petersen.

Han peger på, at de politiske ideologier har haft en "semireligiøs karakter", og at for eksempel socialdemokratiske stævner tidligere mindede om religiøse ritualer med faner og sange og besværgelser. Siden velfærdsideologien sejrede "ad helvede til – godt", som LO-formand Thomas Nielsen sagde i 1982 om fagbevægelsen, er det blevet sværere at se, hvad partiets fremtidsvisioner er.

Jørn Henrik Petersen henviser til både teologen K.E. Løgstrup og Roskildes biskop Jan Lindhardt som fortalere for, at kristendommens værdier er syet ind i velfærdssamfundets institutioner.

Det skyldes ikke, at man i kristendommen finder en konkret anvisning på, hvordan sundhedsvæsenet eller pensionssystemet skal skrues sammen. Men kærlighed og barmhjertighed indebærer, at man skal tage sig af sin næste. Man skal hjælpe den, der har det svært. Dem, der har hjælp behov.

Det er en fordring til det enkelte menneske, men det er også grundlaget for de systemer, vi har indrettet samfundet efter. Eksempelvis skal skattesystemet være progressivt, så "de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder". Sundhedsvæsenet skal være indrettet til at hjælpe de syge og nødlidende.

Den socialdemokratiske debattør og historiker Henning Tjørnehøj har i mange år afvist, at kristendommen i sin lutherske udgave skulle have æren for udviklingen af velfærdssamfundet. Han hører til dem, der lægger trykket på udviklingen siden socialreformen i 1933, og han fremhæver, at både kirkens folk og de borgerlige politikere undervejs har modsat sig mange af de velfærdstiltag, Socialdemokraterne har foreslået.

Ideologisk fremhæver han, at hverken Martin Luther eller Grundtvig havde syn for, at man skulle hjælpe de fattige.

– Hvis kristendommen forstås paulinsk eller luthersk, er det vigtige ikke næstekærligheden, men derimod at vi aldrig slipper ud af synden. Jo mere, vi prøver på det, jo værre bliver det.

Så er det rigtigt, at man alligevel ikke helt kan afvise en forbindelse til næstekærligheden i kristendommen. Nogle af menneskesønnens ytringer kunne godt pege i den retning, og det er måske derfor, at katolikkerne har lagt vægt på at se efter barmhjertighedsgerninger, siger Henning Tjørnehøj.

Han medgiver også, at for eksempel Sjællands biskop fra 1854, H.L. Martensen var stærkt optaget af de fattiges vilkår og udgav et hæfte med titlen "Socialisme og Christendom", længe før Socialdemokraterne fik fodfæste. Også en anden af kirkens mænd, Harald Westergaard, der var en af Kirkefondets ledere, kaldte til kamp mod den sociale uret i 1878.

Henning Tjørnehøj hæfter sig dog ved, at mange andre præster protesterede mod socialisten Louis Pio, som i 1870'erne kæmpede for retfærdighed for arbejderne. Præster stod også i spidsen, da Kristeligt Dansk Fællesforbund (den kristne fagbevægelse) blev oprettet i 1899 for at undgå klassekampen.

– Der har i de nordiske lande været en bred enighed om, at man kunne ikke have det godt, hvis ens nabo ikke havde det godt. Denne sociale samvittighed er selvfølgelig kristent influeret, men vreden over underkuelse af de dårligst stillede går vel endnu længere tilbage end til kristendommen. Det tror jeg, siger Henning Tjørnehøj.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk