På onsdag er det præcis ét år siden, at præsident Barack Obama blev indsat i embedet, og dermed er tiden inde til at gøre regnskabet op for hans første år ved magten
Lader man tankerne glide tilbage til den 20. januar 2009, hvor hele verden for en gangs skyld forekom samlet bag håbet om, at nye og bedre tider var på vej, er det svært at komme udenom, at forventningerne ikke er blevet indfriet. Men det er ikke Obamas skyld.
Forhåbningerne om, at den nye præsident alene i kraft af sin person og sin politik kunne udløse en ny epoke, hvor problemerne nærmest forsvandt af sig selv, var skruet op i et helt urealistisk niveau. Det stod klart dengang, og det står endnu klarere i dag.
En vurdering af Obamas første år ved magten kan derfor ikke bygge på forventningerne ved indsættelsen. Den må bygge på en realistisk bedømmelse af hans egne og præsidentembedets muligheder i en situation med helt ekstraordinære udfordringer. Set i dette lys er hans resultater betydelige.
Det forløbne år har først og fremmest ændret USA?s globale image dramatisk til det bedre. Internationale meningsmålinger har gang på gang slået fast, at tilliden til supermagtens lederskab og dens vilje til at udløse positive forandringer er helt anderledes end under præsident George W. Bush.
Desuden er der opnået store resultater i bekæmpelsen af den økonomiske krise. Det er værd at minde om, at verden i almindelighed og USA i særdeleshed for ét år siden stod på randen af en egentlig depression med risiko for ødelæggelse af finansmarkederne og en årelang økonomisk nedfrysning.
Denne situation er afværget, først og fremmest i kraft af, at USA stillede sig i spidsen for et omfattende internationalt samarbejde om at bekæmpe det økonomiske tilbageslag. Krisen er langtfra overstået, og der bliver en massiv regning at betale i de kommende år. Men hovedresultatet er positivt.
På den indenrigspolitiske front ventes Kongressen i løbet af kort tid at vedtage den omdiskuterede sundhedsreform. Den bliver ikke så revolutionerende, som mange tilhængere af det demokratiske parti eller Obama selv for dens sags skyld havde ønsket. Men det bliver en meget stor omlægning, der vil kunne mærkes af næsten alle amerikanske familier.
Det bliver den mest omfattende social- og sundhedspolitiske reform, siden præsident Lyndon B. Johnson i 1960?erne afgørende justerede Roosevelts amerikanske velfærdsstat. I politisk forstand bliver det en milepæl.
OBAMAR HAR også været heldig. I juledagene var USA en hårsbredde fra et gensyn med terroren, og var dette forehavende lykkedes, havde billedet i forbindelse med årsdagen for indsættelsen set ganske anderledes ud.
Den ellers så forkætrede præsident Bush havde held med at friholde USA fra nye terrorangreb i kølvandet på begivenhederne den 11. september 2001. For Obama er det helt afgørende også at opnå succes på dette område. I modsat fald vil et meget stort antal amerikanere ændre opfattelse af ham, særligt hvis der kan påvises sikkerhedsmæssige svigt, som tilfældet var i december.
På ét bestemt punkt er det ikke lykkedes for Obama. Han har ikke haft held til at etablere det tværpolitiske samarbejde i Washington, som var et af hans vigtigste valgløfter. Tonen mellem demokrater og republikanere er så hård og uforsonlig som nogensinde, og sidstnævnte afviser ethvert samarbejde.
AL ERFARING viser, at amerikanske præsidenters gennemslagskraft er størst i deres første år i embedet. Det gælder også for præsidenter, der sidder i to perioder. Ronald Reagan, som i dag regnes for en af USA?s helt store præsidenter, fik sine største lovgivningsmæssige ændringer gennemført i begyndelsen af 1980?erne. Siden koncentrerede han sig, som det også er sædvane, mest om udenrigspolitikken.
Vil det samme ske for den nuværende præsident? Til november skal der være midtvejsvalg til Kongressen, og som regel oplever præsidentens parti tilbagegang. Mister demokraterne flertallet i ét af Kongressens kamre, vil det set svært ud for nye storstilede reformforsøg.
Indenrigspolitisk styrke går ofte hånd i hånd med udenrigspolitisk gennemslagskraft. Selvom Obama har forbedret USA?s image, mangler han at levere resultater på konkrete områder som Afghanistan, Mellemøsten, Iran og i klimaspørgsmålet. Bekæmpelsen af den økonomiske krise vil fortsat være et vigtigt område.
Der er altså ingen tid at spilde. En embedsperiode på fire år ser fin og lang ud på papiret. For slet ikke at tale om to perioder og dermed otte år. Men reelt er tiden til virkelig at gøre en forskel betydeligt kortere.
ehrenreich@kristeligt-dagblad.dk