Din tidligere mands vrede er ikke dit ansvar

Kan I fortælle mig, hvordan jeg kan få ham til at holde op med at være så vred? Da vi var gift, sad vi i timevis og talte om hans problemer. Jeg tænkte, at det ville hjælpe ham at tale om det. Men det hjalp aldrig. Og de mange år, hvor han gik til psykiatere og terapeuter, kom han heller ikke af med vreden, for han mente, at det var de andre, der var noget galt med. Han var i øvrigt ikke særligt interesseret i at få hjælp, og det var mest mig, der pressede på, for at han skulle have hjælp.

Nogle gange håber jeg, at han finder en anden at være vred på end mig. Hvordan holder mennesker op med at være vrede? Da jeg mødte ham, troede jeg, at han bare trængte til lidt kærlighed og til at blive kristen. I stedet blev det mig, der droppede min egen tro og kom til at kæmpe. Hvad siger jeres erfaring? Hvad skal der til, for at et menneske holder op med vreden og finder så meget fred, at det ikke konstant er vredt og brokker sig? I perioder smadrede han glas, råbte, smækkede med dørene. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne aldrig nå ind til den vrede, hverken ved at skælde ud eller bede ham om at opføre sig anderledes.

Venlig hilsen

Lise

Kære Lise

Tak for dit brev. Vi tror desværre ikke, at vi kan hjælpe dig med at få hans vrede væk. Det ville ellers have været godt for både dig og børnene og mange andre. Det er ikke så svært at se, at han oprindeligt har haft grund til at være vred. Uden egen indflydelse voksede han op i et alkoholiseret hjem, og samtidig blev han udsat for meget mobberi. Det har været en grum uretfærdighed i hans liv. Men desværre rammer hans vrede ikke de ansvarlige for denne skæbne. I stedet ser det ud til, at hans vrede er blevet en del af hans karakter, sådan at den bliver aktiveret af alle mulige små og større hændelser i livet. Det er blevet til en slags kronisk forsvar mod sårbarhed og savn, og alle mulige mennesker på hans livsvej er i hans optik skyldige og fortjener vrede og straf. Meget tyder på, at han allerede tidligt i sit liv har været udsat for så store svigt, at hans karakterbrist ikke kan ændres.

Du skriver, at der er forsøgt med omsorg og samtaler, præst og behandlere gennem 20 års ægteskab. Du kan slet ikke gøre mere. Når han ikke har nogen motivation og hele tiden peger ansvaret væk fra sig selv, må alle slags hjælpere kende deres begrænsning, uanset om man er i familie med en sådan person eller er professionel.

I stedet for at tænke i ændringsbaner for ham må du helt opgive tanken om, at han holder op med at være, som han er. Det bedste og vigtigste, du kan gøre, er at koncentrere dig om at skabe en så god og tryg tilværelse for dig og dine børn, sådan at han fylder så lidt som muligt. Det er ikke så let, når der kommer diverse henvendelser, hvor han for eksempel skriver til Statsforvaltningen, men hvis du ikke på nogen måde forventer det anderledes, bliver du heller ikke så såret og skuffet.

Du kan godt indimellem tale med dine børn om deres smerte og bekymring på en rolig og saglig måde. Sandsynligvis opdager de selv ved deres egne oplevelser, hvordan tingene hænger sammen for deres far, at han ofte er vred og til stadighed er ude på at finde skyldige. Det er vigtigt, at du kan tale med dem om deres dilemma, for de har også en kærlighed til ham. Men hvis du respekterer dig selv og finder ro i din tilværelse og ikke lader dig gå så meget på længere af hans ustadige og kroniske vrede, vil det også gavne dem. Tryghed og grænser hos dig kan være den bedste modgift. Muligvis kan hans vrede dæmpes en smule med årene, når han opdager, at det ikke ændrer noget som helst for dig eller påvirker dig i synderlig grad.

Du har vel nok skullet klare mange ting gennem mange år. Det er godt at høre, at du har genfundet din kristentro, og at du nu har fået skabt en god og fredelig verden for dine børn. Vi håber, at du kan finde gode åndehuller videre i livet sammen med gode mennesker blandt venner og familie.

Mange hilsener

Annette og Jørgen