Troels Trier blev symbol på ungdomsoprøret. På søndag fylder han 70
Hvis du ikke kender Troels Trier, tror du sikkert, han er splittertosset. Det er han også, men ikke så meget, at det gør noget. For hvis man virkelig skal karakterisere denne mærkværdige mand, der allerhelst optræder i badedragt, pilothue og med vanvittige øjne, er helt andre ord nødvendige. For eksempel livsklog, hjertevarm og 100 procent kunstner. Eller tidligere økologisk landmand, nu efterspurgt maler og bare helt almindelig. Men alt det ved kun de, der kender ham, for han er lige så sky, som den figur, der har gjort ham kendt, er sprællende.
Troels Trier voksede op omkring Vallekilde Højskole i Vestsjælland som et underligt, klogt barn, der opfandt alverdens maskiner i familiens kælder. Nogle maskiner kunne spille, og snart blev han forsanger i et ungdomsband, hvor han fandt groteske måder at overvinde sin generte natur på. Det lod sig dog ikke fornægte, at han kom ud af en kunstermen han havde svært ved at slå igennem som kunstmaler. Gennembruddet kom dog, da han så ungdomsoprørerne i Paris i 1968 bruge kunsten som politisk propaganda.
I kunstnerkollektivet Røde Mor blev netop denne kunstform varemærket og snart efter også et af de stærkeste symboler på de omvæltninger, der prægede Danmark i begyndelsen af 1970'erne. Men der manglede noget for at lokke folk til kollektivets ferniseringer. Musik blev prøvet af, og den skulle få sit helt eget liv og blive det måske afgørende samlingspunkt for en splittet venstrefløj under oprøret. I spidsen stod en af tidens mest markante skikkelser – Troels Trier.
Da det hele var slut, gik Trier solo, men i begyndelsen af 1980'erne fandt han sit kvindelige sidestykke i Rebecca Brüel. Sammen fyldte de forsamlingshuse og sportshaller gennem mere end et årti med en række klassikere som "Bøf med løg" og "Den lokale bodega".
I dag er det kun Troels, der drager ud, og han gør det sjældent, for de seneste fem år har han genopfundet den metier, han altid havde troet skulle blive levevejen: maleriet. Og han storsælger for millioner af den magi, der tager form i den ombyggede grisestald på hans nedlagte fynske landbrug. Her lever han en pensionisttilværelse, der er lige så lidt stillesiddende, som Rebeccas hår er fandenivoldsk. Og her kan man stadig få ham til at holde en politisk brandtale over et par halve med slagterens leverpostej, for der er masser af energi tilbage.
Selv efter et liv i den yderste del af overhalingsbanen har Trier en misundelsesværdig livslyst, der kan ses i hans pensel og i begejstringen over de 14 børn og børnebørn.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk