Québec-provinsen tæller lige godt 10.000 indianere fordelt mellem 11 forskellige stammer. I alt er der omkring 600.000 indianere i Canada svarende til to procent af befolkningen.

Men Canada byder også på storslåede landskaber med endeløse gyldne skove, der spejler sig i koboltblå søer og vædes af fossende floder, og hundeslæder, der pisker hen over lige så endeløse sletter dækket af jomfruelig, uberørt sne.

Denne storslåede natur er Canadas andet turistmæssige trumfkort. Kanosejlads på en af de mange floder er en klassiker ligesom kajaksejlads på den brede Saint-Laurent-flod, der munder ud i det nordlige Atlanterhav. Om vinteren padler man mellem isflagerne, men fra maj til oktober kan man sejle helt tæt på de flokke af blåhvaler, som har for vane at tilbringe sommeren i Saint-Laurent-floden.

Dyreobservationer er i det hele taget et hit, som tilbydes inden for rammerne af såkaldt økoturisme. Elge og bjørne, bævere og snegæs, en ualmindelig rig dyreverden venter i de i alt otte naturparker i Québec-provinsen.

Om vinteren er dyreobservationerne noget vanskeligere. Régent Sioui mener, at en flok elge har været forholdsvis tæt på Tsonontwan. Han spænder sneskoene på – en indiansk opfindelse i øvrigt – og finder snart de første tegn på elgenes tilstedeværelse. De har efterladt sig visitkort i form af små kuglerunde stykker afføring, som han studerer.

Sioui inviterer også på en tur i hundeslæde gennem de snedækkede skove. Huskierne slider i naglerne og kaster sig fremad, så kusken må træde bremsen i bund – en savtakket metalplade, der hager sig fast i den frosne sne. Glitrende landskaber suser forbi, når ikke granskoven lukker sig om slædesporet.

Mange europæiske turister foretrækker et raid på snescooter. Det, som egentlig blot er et praktisk transportmiddel i ufremkommelige egne med larvefødder bagpå og to små ski foran, er blevet et hit også blandt canadierne selv.

Særlig naturvenlig er snescooteren nu ikke, og hos Régent Sioui er den kun en praktisk foranstaltning, der tjener til at transportere bagage op ad den stejle sti til træhuset, som helt til sidst i marts kan være halvt begravet i sne.

Men indenfor buldrer ilden i kakkelovnen, og Régent og Francine tager imod med et måltid bestående af hjemmerøget fersk laks og pandekager med ahornsirup.

Røgning af fisk er netop en af de aktiviteter, Régent Sioui tilbyder sine gæster om sommeren ved siden af dyreobservationer. Nætterne tilbringes ganske rigtigt enten i telt eller i et traditionelt huron-wendate-langhus. Som i vinterperioden lykkeligvis er udstyret med en kakkelovn og et forsvarligt bundt birkebrænde til at holde nattens 25 minusgrader stangen.

Huron-Wendate-folket grundlagde Wendake ved Den Sovende Slanges Flod, Kabir Kouba, da stammen i 1600-tallet blev fordrevet fra sine oprindelige jagtmarker nær Lake Ontario.

Det er Régent Siouis bror, Konrad, som er leder af reservatet. I dag ligner det mere en forstad til Québec end et indianerreservat. Men et reservat er det i henhold til Canadas såkaldte indianerlov, der giver indianerne visse privilegier. Blandt andet kan deres ejendom ikke beslaglægges – og derfor heller ikke belånes.

Det gør det svært at optage banklån, og reservaterne hører til de fattigste områder i Canada.

Régent Sioui har et blandet syn på lovgivningen.

– Reservaterne virker stadig som en form for apartheid. Vi kan ikke give afkald på den jord, som er vores. Men Indianerlovens privilegier fastholder os også i afhængighed og fattigdom, siger han.

rejser@kristeligt-dagblad.dk