Bente Clausen |
16. januar 2010
EU-landenes religiøse traditioner og lovgivning skal kulegraves for at sikre social sammenhængskraft
Når sociologer og jurister fra 13 instutter i 10 lande den 1. februar sætter et stort EU-forskningsarbejde i gang om religion og dens forhold til samfund og stat, er det ikke islam, der er prioritet nummer et.
Det siger professor Jørgen S. Nielsen, leder af Centret for Europæisk Islamisk Tænkning, der leder den danske forskergruppe i projektet.
– Islam-debatten er i dag i høj grad et dansk fænomen og til dels et hollandsk og britisk, men den fylder ikke meget i andre EU-lande, siger han. Og understreger, at her taler han ikke om forskning i radikalisering, men om religiøse gruppers forhold til samfundet og staten. Det er ikke samme debat.
Hovedvægten bliver lagt på, at man i EU-landene i dag i langt højere grad end tidligere ser religiøse grupper fylde langt mere i det offentlige rum og i den offentlige debat.
– Lidt kynisk kan man sige, at jo mindre kirken bliver, des mere fremtrædende bliver den i den offentlige debat. Det gælder ikke mindst den katolske kirke, siger Jørgen S. Nielsen.
– Det gælder i debatten om abort, familielovgivning generelt og en række andre områder, hvor religiøse mennesker har en holdning.
Selvom det nuværende EU i sin oprindelse var overvejende kristent, så er der i dag store kulturelle, religiøse og historiske forskelle. Der er mange religioner, og der er mange, som overhovedet ikke er religiøse, siger Jørgen S. Nielsen.
– Derfor er islam selvfølgelig også med i forskningen, men det samme gælder forholdet til efterhånden mange ikke-religiøse, forholdet mellem religion og stat og religion og det offentlige rum.
I dag er EU vævet sammen af direktiver om diskrimination og arbejdsret og beskæftiger sig i langt højere grad med europæernes liv end tidligere. Med Lissabon-traktaten er religionen også rykket tættere på magten. Det fremgår af traktaten, at EU-Kommissionen jævnligt skal være i dialog med både trossamfund og livssynsorganisationer.
Det er baggrunden for, at EU-Kommissionen har bevilget 20 millioner kroner til det treårige projekt, der skal kortlægge ni – forskelligt religiøst organiserede – lande i Europa for at samle viden om, hvordan man i EU og i de enkelte medlemslande bedst sikrer den sociale sammenhængskraft.
– Det bliver ingen nem opgave, siger professor Jørgen S. Nielsen
– I Frankrig fastholder staten en næsten fundamentalistisk sekularisme. I Storbritannien er der en statskirke, men flere muslimer i moskéerne fredag end kristne i kirke søndag. I Belgien er næsten halvdelen af befolkningen ikke-religiøse. I Tyskland er kirkeskatten syv procent. Og langt de fleste steder i EU er der visse fordele ved at være landets største trossamfund.
Opgaven for forskerne bliver at kortlægge forholdet mellem stat og trossamfund, mellem offentlighed og trossamfund og forholdet mellem religioner og ikke-religiøse. Det kræver kortlægning af lovgivning, af konkrete retssager og af staternes behandling eller forskelsbehandling af trossamfund samt eventuel støtte til trossamfund.
Det er EU-Kommissionen, der har udbudt forskningsprojektet.
– Så fordelt på så mange er 20 millioner kroner ikke så meget, siger Jørgen S. Nielsen.
– Når Kommissionen udbyder forskningsprojekter, så forventer den også, at bestemte krav opfyldes. Blandt andet, at det omfatter mindst tre medlemslande. Vi har inddraget otte. Den forventer også, at man inddrager EU's naboområder, helst et land, som er i optagelsesfasen, og her har vi Tyrkiet med, siger Jørgen S. Nielsen og tilføjer, at Tyrkiets religionspolitik kan udgøre en relevant sammenligningsfaktor med EU-landenes.
– Flere mener faktisk, at Tyrkiets religionspolitik ligner den danske. 90 procent af befolkningen er muslimer. I Danmark er over 80 procent medlem af folkekirken. Den tyrkiske forfatning er kalkeret fra den franske med krav om sekularisme. Men siden 1950'erne har Tyrkiet selv uddannet imamer, som den danske stat uddanner præster. Så den statsanerkendte organisation Diyanet fungerer som administrator af religionspolitikken og har dermed Kirkeministeriets rolle. Og desuden yder den tyrkiske stat heller ikke støtte til andre muslimske grupperinger end den statsgodkendte, siger Jørgen S. Nielsen.
Forskningen skal udmønte sig i en række anbefalinger til EU-Kommissionen. Det er tanken, at anbefalingerne kan blive inspiration til EU-politikken på religionsområdet.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad