S og SF vil stoppe lukningen af seminarier i udkantsområder. Undervisningsministeren "følger udviklingen med stor opmærksomhed"
Risikoen for lukning af Nørre Nissum Seminarium og Skive Seminarium er ikke isolerede tilfælde.
Haslev Seminarium på Sydsjælland er under afvikling, og Skårup Seminarium på Fyn risikerer det samme. Seminarierne i udkantsområderne presses økonomisk og bukker under.
Problemet er selvforstærkende, fordi statsmidlerne følger antallet af elever, og fordi færre elever giver mindre attraktive uddannelser.
Løsningen er ifølge Socialdemokraterne, at staten giver større grundtilskud til seminarier i udkantsområderne, så de med mindre hold kan holde det faglige niveau.
– Problemet er, at vi affolker udkantsområderne, siger Carsten Hansen, Socialdemokraternes gruppeformand og medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg.
– I forvejen er der ikke meget liv og ingen store statslige arbejdspladser. Hvis vi samtidig skal nå vores målsætning på uddannelsesområdet om, at mindst 50 procent skal have en mellemlang eller videregående uddannelse, så er det en forudsætning at få fat på de unge i udkantsområderne. Det gør vi altså ikke, hvis uddannelse kun foregår i de større byer, siger han.
SF's uddannelsesordfører, Nanna Westerby, er enig med Carsten Hansen.
– Det er uholdbart og bekymrende, siger hun.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) har det sidste ord, hvis Nørre Nissum Seminarium og Skive Seminarium skal lukkes. Men han er ikke blevet forelagt nogle lukningsplaner og vil derfor ikke kommentere sagerne.
Hvad angår tendensen til at seminarier flyttes fra mindre til større byer, er hovedsagen ifølge undervisningsministeren, at der er en rimelig spredning af professionshøjskolerne. Det betyder, at hver region skal have én.
– Professionshøjskolerne har pligt til at sørge for, at deres uddannelser er levedygtige og rimeligt spredt i det geografiske område. Hvis det er tale om, at et stort geografisk område rippes for videregående uddannelser, så har jeg beføjelse til at gribe ind. Men jeg har endnu ikke set, at det skulle være tilfældet, siger Bertel Haarder.
Han er dog ikke afvisende over for at forhøje grundtilskuddet, så de små uddannelsessteder sikres.
– Det er en mulighed. Vi er ikke i gang med at lave om på tilskudsmodellen, men vi følger udviklingen med stor opmærksomhed. Og hvis der opstår situationer, hvor det kniber med spredningen, må vi selvfølgelig se, hvad vi kan gøre. Men det er vi slet ikke nået til endnu, siger Bertel Haarder.
beck@kristeligt-dagblad.dk