Manden bag fremtidens Palæstina

Men bort set fra den holdning er Fayyad det nærmeste, man kommer antitesen til de andre palæstinensiske ledere, der stadig ansætter fætre, kusiner og andre familiemedlemmer på stribe. Hos Fayyad er medarbejderne ansat efter evne, og det faktum, at du kender nogen, der kender nogen, får dig ikke til at nå langt hos den palæstinensiske premierminister.

For nylig toppede han suverænt i en undersøgelse, hvor palæstinenserne blev spurgt om, hvem den mest ærlige, professionelle og effektive leder i Selvstyret er. Men de samme palæstinensere gav ham kun tre procent opbakning, da det gjaldt spørgsmålet om, hvem de mente ville være den bedste leder for Selvstyret. En påmindelse til Fayyad om, at hans to års projekt stadig har mange skeptikere at overbevise inden for Det Palæstinensiske Selvstyres mure.

Måske skal de bare vænne sig til, at piben har fået en anden lyd. Indtil videre er Fayyad en smilende optimist. En realpolitiker, der hver dag ser det palæstinensiske samfund bevæge sig endnu et lille skridt i den rigtige retning. Langsomt, men sikkert.

– I går var jeg ude for at se nogle af vores projekter. Det glæder mig ikke kun at høre befolkningens begejstring for projekterne, men det er især en opløftende fornemmelse at følge hele den administrative proces. Jeg ved godt, at kritikerne siger, at det ikke er muligt at skabe grundlaget for en stat på to år. Men hvis ikke vi prøver, vil vi i hvert fald aldrig finde ud af, om det er muligt, siger han.

Salam Fayyad ved godt, at en helstøbt to-stats-løsning ikke kommer af sig selv, og han anerkender, at de store, tunge emner som Jerusalem og de palæstinensiske flygtninge skal forhandles hjem. Han foreslår, at første skridt tages af Israel. Eventuelt ved, at Netanyahu-regeringen gør op med sin dybt forankrede skepsis over for en selvstændig palæstinensisk stat.

– En palæstinensisk stat er en fælles interesse. Det er ikke en trussel. Lad mig citere nuværende præsident, Shimon Peres. Jeg hørte ham i Fødselskirken i Betlehem i 199?erne. Her sagde han, at en palæstinensisk stat er i Israels interesse. Det er en vision. En rigtig vision, siger han.

Problemet er ifølge Salam Fayyad, at parterne ikke befinder sig i øjenhøjde med hinanden, når det kommer til spørgsmålet om fred, forhandlinger og kompromisløsninger.

– Forholdet mellem Israel og palæstinenserne er asymmetrisk i øjeblikket. Fred skabes mellem ligeværdige og ikke ... her stopper Fayyad op i et par sekunder, inden han fortsætter:

– Tillad mig at citere den afdøde palæstinensiske poet Mahmoud Darwish: "Fred skabes ikke mellem overherrer og undersåtter", siger han.

– Den rigtige oversættelse fra Darwishs arabiske tekst er overherrer og slaver, men jeg bryder mig ikke om ordet slave i den sammenhæng, siger han.

Fayyad hentyder især til den besværlige situation på Vestbredden, hvor Israel, til trods for de palæstinensiske sikkerhedsstyrkers succesrige nedkæmpelse af de væbnede organisationer, stadig tillader sig at sende militæret ind i de områder, der er under fuld palæstinensisk kontrol.

– Det er, uden et øjebliks tvivl, med til at underminere vores anstrengelser, siger han.

Men asymmetrien mellem Israel og palæstinenserne er ikke kun til stede i spørgsmålet om sikkerhed. Ifølge Fayyad er hele logikken omkring forhandlingsgrundlaget bygget op på en skæv facon.

Fayyad lægger vægt på, at Israel er nødt til at gennemgå en proces, hvor man indser, at det er nødvendigt at anerkende palæstinensernes aspirationer.

– Vi anerkender, at Israel har krav og historiske aspirationer. Men det går også den anden vej. Vi har vores egne aspirationer og krav, siger han og skynder sig at indskyde et forbehold mod grov generalisering.

– Selvfølgelig findes der mange israelere, der er enige, og som anerkender vores aspirationer.

Men grunden til, at den pointe ikke er nået hele vejen gennem de israelske politikeres spiserør, mener Fayyad, er rodfæstet i det ulige forhold mellem de to parter. Her spiller både det internationale samfund og Israel en rolle.

– Jeg synes, det er ved at være på tide, at det internationale samfund begynder at se FN's Sikkerhedsråds resolutioner som betingelser og ikke en slags anbefalinger, siger Fayyad med slet skjult reference til den FN-resolution, der fastslår, at Israel er en besættelsesmagt.

Fayyad ser tilbage på de seneste 15 års forhandlinger med Israel. Set gennem en palæstinensisk linse har de forhandlinger ikke ført til meget, men har i den grad været med til at lade Israel udvide bosættelserne i en magelig atmosfære af forsigtig optimisme og håb. Alt sammen under det internationale samfunds vinger.

– Tag det forhandlingsgrundlag vi har haft siden 2002, siger Fayyad og fortsætter:

– Her kræves totalt ophør af byggeri i de jødiske bosættelser. Det vil sige, at det internationale samfund har accepteret rammer, der skal opfyldes for at få forhandlingerne til at bære frugt. Vi har brug for forhandlinger til at opnå en endelig løsning på konflikten, men hvordan skal vi være i stand til at blive ved med at opfylde kravene, mens Israel fortsætter med at være en besættelsesmagt, spørger han og gentager sin pointe:

– Ser du asymmetrien?

Fayyads opfattelse af situationen minder israelerne om sig selv. Måske er det grunden til, at de er begyndt at frygte ham. Her er en mand, der rent faktisk er i stand til at skabe grundlaget for en stat. Til forskel fra de tidligere palæstinensiske ledere, der først og fremmest bekymrede sig om politiske dundertaler og familiens egen pengepung. Fayyad skaber realiteter på landjorden ud fra ideen om, at en stat ikke pludselig vil dukke op fra det rene ingenting. Sådan gjorde israelerne, før de erklærede staten i 1948, og sådan gør Fayyad i dag. Meget målrettet og uden slinger.

– Hvis vi ikke får et gennembrud i forhandlingerne inden for de nærmeste to år, så vil opførelsen af en velfungerende administration og stærke institutioner skabe en situation, hvor Israel vil blive presset til at gøre en ende på besættelsen af Vestbredden, siger han.

– Hvis der er vilje til det, kan det realiseres.

Ordene er ikke Fayyads, men derimod et af de mest berømte citater fra zionismens grundlægger, Theodor Herzl, da han for første gang præsenterede ideen om en selvstændig jødisk stat.

Mere end 100 år efter Herzls udtalelse og 62 år efter opfyldelsen af den zionistiske drøm har palæstinenserne også en leder, der vælger at lade visionen drive værket frem for at lade sig blænde i en følelsesladet offerrus. På den måde får han ideen om en selvstændig palæstinensisk stat til at lyde betydeligt mere realistisk.

– Hvis jeg ikke troede på, at det kan lade sig gøre, ville jeg ikke gøre det, siger han i en nutidig palæstinensisk omformulering af Herzls historiske bemærkning.

allan@kristeligt-dagblad.dk