Danskerne donerer deres krop væk som aldrig før. Godt 900 danskere skrev sidste år under på, at deres døde krop tilhører læger, kommende læger og forskere, og det er en stigning på 200 procent i forhold til 2007.

Hos landets tre donorordninger er glæden derfor stor, for det er svært at opretholde kvaliteten i undervisningen af de lægestuderende, når der altid mangler kroppe. Også efteruddannelse af speciallæger og forskning i nye teknikker lider under, at antallet af donorlig har ligget på et stabilt, men lavt niveau i flere årtier.

Selvom den nye givervilje først kommer videnskaben til gode om 10-20 år, er leder af donorordningen på Syddansk Universitet, læge og lektor på Medicinsk Anatomi John Chemnitz meget tilfreds med udviklingen.

– Jeg håber, at det er tegn på, at denne form for donation er blevet mere kendt og mindre tabubelagt. Vi har virkelig brug for hver eneste donor, siger han.

Det er typisk ældre mennesker, der tilmelder sig ordningerne, og mange gør det for at betale tilbage til et sygehusvæsen, der har behandlet dem godt. Endnu flere giver den begrundelse, at de gerne vil gøre gavn for andre; de skal jo alligevel ikke bruge kroppen længere. Men under de forklaringer gemmer sig en række tendenser i tiden, mener flere samfundsforskere. Ifølge sociolog og dødsforsker Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet kan den markante udvikling meget vel være afledt af, at vi i stigende grad bliver bedt om at træffe meget svære beslutninger om eksistentielle forhold: organdonation, livstestamente, den sidste vilje. Vi bliver simpelthen bedre rustet og mere hårdføre i forholdet til døden.