Selvcensur er således en funktion, der er knyttet til ytringsfrihedens brug. Den varetager blandt andet den funktion at konstatere, om en påtænkt udtalelse er lovlig -- vel vidende, at en lang række potentielle udtalelser er ulovlige og direkte strafbare, skriver Erling Tiedemann. -
- colourbox.com
Erling Tiedemann |
18. januar 2010
- Det egentlige problem er selvsagt slet ikke selvcensuren, men den censur, som udøves af ekstremisternes trusler. Det er ikke vores selvcensur, men deres trusler, som skal stemples og bekæmpes., skriver Erling Tiedemann
SELVCENSUR ER FY! Hvis man udøver selvcensur, er man et ufrit, udansk og underlødigt individ, der ligger under for truslen fra ekstremistiske mørkemænd og svigter kampen for ytringsfriheden! Er det ikke nogenlunde det værdipolitiske budskab, man kan udlede af en stor del af debatten her i år fem efter Muhammed-tegningerne?
Og det til trods for, at selvcensur er noget helt almindeligt, som ethvert voksent menneske, der ikke har psykotiske eller psykopatiske træk, hver eneste dag foretager på løbende bånd.
Man siger simpelthen ikke hvad som helst til sine kolleger, til sin chef, til sine kunder, til sin kone, sine børn eller sin borddame, hvis man ikke ønsker at brænde alle skibe og broer bag sig. Og møder man på vej hjem en sen aften et par berusede rockertyper, så siger man dem jo heller ikke de par sandheder, de sikkert ellers kunne have godt af at høre – i hvert fald ikke, hvis man gerne vil hjem med alle fortænderne i behold.
MEN AF OG TIL kan man jo være forpligtet til at sige noget, fordi det er sandt og nødvendigt – det skal ganske enkelt siges. Men det betyder jo ikke, at udtalelsen så ikke først passerer over selvcensurens skrivebord og må dokumentere både sin sandhed, sin nødvendighed, sin hensigtsmæssighed og sin proportionalitet. Kan den påtænkte udtalelse ikke leve op til disse krav, så sørger selvcensuren for, at den bliver "bag tændernes gærde", som Homer udtrykte det i "Illiaden".
Selvcensur er således en funktion, der er knyttet til ytringsfrihedens brug. Den varetager blandt andet den funktion at konstatere, om en påtænkt udtalelse er lovlig – vel vidende, at en lang række potentielle udtalelser er ulovlige og direkte strafbare.
Selvcensur er imidlertid ikke kun en juridisk, men også – og ikke mindst – en etisk kontrollant. Den vurderer ikke kun, hvad der er lovligt, men også, hvad der eventuelt er tovligt, fordi det forringer det gode liv mere, end det gavner det.
En nylig interviewundersøgelse har vist, at cirka 12 procent af godt 650 danske kunstnere og kulturpersonligheder har udøvet en selvcensur, der fik dem til at skrotte et påtænkt projekt.
Det var sandelig ikke mange, tænkte jeg ved mig selv – er de virkelig ikke mere kreative? Er det virkelig kun hver ottende, som har så meget kunstnerisk fantasi og vovemod, at han eller hun har følt sig nødsaget til at lade selvcensuren sætte hælene i over for et projekt?
Det egentlige problem er selvsagt slet ikke selvcensuren, men den censur, som udøves af ekstremisternes trusler. Det er ikke vores selvcensur, men deres trusler, som skal stemples og bekæmpes. Vi skal derimod hverken censurere selvcensuren bort eller censurere de borgere, der er ærlige og modige nok til at bekende, at selvcensur er en naturlig funktion i deres frie brug af ytringsfriheden.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad