Censur af selvcencuren

SELVCENSUR ER FY! Hvis man udøver selvcensur, er man et ufrit, udansk og underlødigt individ, der ligger under for truslen fra ekstremistiske mørkemænd og svigter kampen for ytringsfriheden! Er det ikke nogenlunde det værdipolitiske budskab, man kan udlede af en stor del af debatten her i år fem efter Muhammed-tegningerne?

Og det til trods for, at selvcensur er noget helt almindeligt, som ethvert voksent menneske, der ikke har psykotiske eller psykopatiske træk, hver eneste dag foretager på løbende bånd.

Man siger simpelthen ikke hvad som helst til sine kolleger, til sin chef, til sine kunder, til sin kone, sine børn eller sin borddame, hvis man ikke ønsker at brænde alle skibe og broer bag sig. Og møder man på vej hjem en sen aften et par berusede rockertyper, så siger man dem jo heller ikke de par sandheder, de sikkert ellers kunne have godt af at høre – i hvert fald ikke, hvis man gerne vil hjem med alle fortænderne i behold.

MEN AF OG TIL kan man jo være forpligtet til at sige noget, fordi det er sandt og nødvendigt – det skal ganske enkelt siges. Men det betyder jo ikke, at udtalelsen så ikke først passerer over selvcensurens skrivebord og må dokumentere både sin sandhed, sin nødvendighed, sin hensigtsmæssighed og sin proportionalitet. Kan den påtænkte udtalelse ikke leve op til disse krav, så sørger selvcensuren for, at den bliver "bag tændernes gærde", som Homer udtrykte det i "Illiaden".

Selvcensur er således en funktion, der er knyttet til ytringsfrihedens brug. Den varetager blandt andet den funktion at konstatere, om en påtænkt udtalelse er lovlig – vel vidende, at en lang række potentielle udtalelser er ulovlige og direkte strafbare.