Michael Falchs fodspor i sneen

Han begynder dagen med at læse i Det Nye Testamente. I lyset af kristendommen bliver livet først for alvor dilemma og tvivl, mener sangeren og sangskriveren Michael Falch. I dag udsender han cd'en "Fodspor i havet", der er inspireret af Martin A. Hansens roman "Løgneren"

-- At Jesus -- eller den visualisering af Jesus, som kommer gennem læsningen af Det Nye Testamente -- er blevet aktiv i mig, har givet et blik på mit liv, som kræver en selvransagelse, hvor man ikke bare kan skøjte videre på overfladen, men tvinges til at gå dybere. Det er slut med selvbedraget. --
-- At Jesus -- eller den visualisering af Jesus, som kommer gennem læsningen af Det Nye Testamente -- er blevet aktiv i mig, har givet et blik på mit liv, som kræver en selvransagelse, hvor man ikke bare kan skøjte videre på overfladen, men tvinges til at gå dybere. Det er slut med selvbedraget. --. Foto: Claus Fisker.

– Sådan en udsigt kan gøre noget ved et menneske, siger Michael Falch og ser ud over den tilfrosne sø.

En halv isvinter huserer derude, og sangeren, sangskriveren og musikeren Falch har siddet en vinter her i Fiskerhuset på Fyn og – i lighed med den indefrosne degn i Martin A. Hansens roman "Løgneren" – afventet foråret og ved søen skrevet sig frem til et forår i sit eget sind gennem nye sange, der i en slags kunstnerisk tungetale pressede sig ud og forlangte liv og eksistens.

Sammenligningen med den religiøse tungetale er Falchs:

– Jeg lukker af for intellektet, og sangene vokser frem i underlige sætninger, i en poesi, som man ikke kan regne sig frem til.

For sådan skriver han sine sange, som en krævende, ekstatisk oplevelse, der psykisk og fysisk dræner alle kræfter.

I sneen på isen over den tilfrosne sø danner fodspor et tilfældigt mønster. Michael Falch har taget en omgang med livet, sat sine spor. Fodspor i sneen, eller "Fodspor i havet", som er titlen på hans nye cd, der udkommer i dag, og som i sin titel understreger tilværelsens flygtige foranderlighed.

Fodspor i havet og søen, hvor vandet er transformeret til is, som på det arktiske billede på omslaget til den nye cd – med en symbolsk sprække, der bryder igennem isen og varsler nye forandringer. Som da foråret bryder frem over Sandø og bringer uro, nye længsler og forandringer med sig blandt personerne i Martin A. Hansens berømte roman, der hører til Michael Falchs litterære livsbagage og har tjent som direkte inspiration i tilblivelsen af den nye cd.

Transformation – betegnelse for omformning eller gennemgribende forandring – er et ord, han selv bruger flere gange, mens han fortæller om sine syv måneder i Fiskerhusets ensomhed, hvor han søgte hen i vinteren 2006, da hans gamle liv brød sammen.

– Her fik jeg understreget mit behov for at være alene. Jeg har altid vidst, at jeg har brug for ensomhed og tidligere måske følt, at jeg har været nødt til at være mere social, end jeg egentlig har brug for. På den anden side har jeg ingen drøm om at ende som eneboer. Jeg ved jo godt, at det er sammen med andre mennesker, man bliver menneske selv, siger han.

Men ensomheden i Fiskerhuset hjalp ham til at finde vej i sit – efter den skilsmisse, det endte med – transformerede voksenliv.

– Jeg skulle finde frem til, hvem er jeg nu? Og ville det åndelige liv, jeg havde klynget mig til, efter at jeg for otte år siden kom ud af mit alkoholmisbrug, holde? Eller bare vise sig som noget sværmerisk, der blev revet væk, når det blev alvor?

Michael Falch kryber lidt sammen i kurvestolen og ser ud på den tilfrosne sø. En rødhals flyver forbi, og det får ham til at afbryde tankerækken.

– Kender du Selma Lagerlöfs Kristuslegende om rødhalsen, der fik sin farve af en blodsdråbe, da den med sit næb trak en af tornene ud for at lindre den korsfæstedes smerte?

En smuk og stærk historie, siger han og fortæller, at han begynder sine dage med at læse i Det Nye Testamente. Læsningen og den daglige meditation og løbetur holder ham på sporet. En daglig disciplinering.

– Da jeg var ung, var disciplin jo nærmest et fyord, noget utrolig negativt, men denne daglige disciplinering har været en god oplevelse for mit tidligere så fuldstændig flagrende væsen, konstaterer han.

Og det åndelige liv viste sig at kunne bære.

Som 13-årig besluttede Michael Falch sig for ikke at blive konfirmeret.

– Vi bad aftenbøn derhjemme, men da jeg blev større, syntes jeg ikke, at jeg kunne tro på det. På den tid var det noget af en radikal beslutning for en 13-årig at sige nej til konfirmation, men beslutningen var jo udtryk for, at jeg tog det med konfirmationen alvorligt. Jeg syntes, det i alt fald måtte vente, til jeg følte, at jeg kunne tro.

Ukonfirmeret er han stadig, og som voksen er Michael Falchs forhold til kristendommen præget af refleksion, stadig diskussion og bevægelighed, og – først og fremmest – undren.

Et spørgsmål om, hvad han får ud af kristendommen og sin daglige læsning i Det Nye Testamente, besvares med, at det slet ikke er det, det her drejer sig om, men hvad kristendommen kræver af ham.

– Nogle tror jo, at det med religion er lidt ligesom at tage en bedøvende pille. Når man tror, så bliver alt i orden, så behøver man hverken at tænke eller reflektere mere over sit liv, for så er der hverken tvivl eller uro tilbage. For mig er det stik modsat. I lyset af kristendommen bliver livet først for alvor dilemma og tvivl.

– At Jesus – eller den visualisering af Jesus, som kommer gennem læsningen af Det Nye Testamente – er blevet aktiv i mig, har givet et blik på mit liv, som kræver en selvransagelse, hvor man ikke bare kan skøjte videre på overfladen, men tvinges til at gå dybere. Det er slut med selvbedraget, eller, måske mere præcist, alt selvbedrag begynder at vakle – for det vil jo stadig frem. Man bliver ikke en helgen af at læse Det Nye Testamente.

For Michael Falch er kristendommen udfordrende, konfronterende og "dybt, dybt trøstende".

– På samme tid giver den fuld bevidsthed om og tillid til at stå ved sig selv som menneske, samtidig med at man bliver provokeret til at blive det menneske, man dybest set er. Det ægte menneske, uden forstillelse.

Alligevel vil han ikke kalde sig selv for troende.

– Jeg har fortsat for store vanskeligheder med dåben og opstandelsen til, at jeg ville kunne skrive under på en trosbekendelse. Forfatteren Johannes Jørgensen skriver i "Mit livs legende" om, at mennesker skal holde op med at tro, at vi hver især skal forme en fiks og færdig religion, før vi træder ind gennem porten, men tilføjer så, at på et eller andet tidspunkt må vi sige, at nu er vi nødt til at tage hele molevitten med. Det gjorde han jo selv ved at tilslutte sig den katolske kirke.

– Det er ikke mine vilkår, jeg føler mig ikke som del af nogen kristen organisation, men kristendommen er for mig en daglig inspiration og kilde til konstant undren.

Og på denne måde ligger kristendommen som et åndeligt grundlag for de 10 sange på "Fodspor i havet". Det er ikke forkyndelsessange, understreger Falch, men kristendommen er der som et fundament.

Med udsigt fra Fiskerhuset opstod ideerne til sangene, og trods de ydre kaotiske livsomstændigheder følte han sig i Fiskerhusets ensomhed lettere og lysere, men skyggerne fulgte også med, og sådan må det være, siger han.

– Jeg kan ikke skrive sange uden at tage udspring i mit eget liv. For mig er en sang kød og blod i ord, og min livsglæde er skruet sådan sammen, at eksistenskampen hele tiden må være hørbart til stede.

Forsøger vi at fortie eller fortrænge mørket i os, havner vi – som blandt andre Søren Kierkegaard har skrevet meget om – i det dæmoniske.

– Mørket skal frem og afdæmoniseres. Vi må acceptere mørket i os. Når livet kører, og vi synes, vi har styr på det hele, så glemmer vi alt for let, hvor skrøbelige vi er som mennesker, og at vi hele tiden har fortvivlelsen som klangbund.

Kampen med mørket udtrykkes i sangen "Hjem gennem natten", og der er et deprimeret suk over det korte liv, der ses som "Et langt farvel", eller sangen om det "Lille, ulykkelige menneske", der må kæmpe med livet, fordi "Djævelen har skrevet på din væg: Intet i livet er skægt". Sange, hvis tekster understøttes af cd?ens let melankolske lydbillede, hvor der er eksperimenteret med mange forskellige lyde i et nærmest filmisk soundtrack omkring teksterne.

Michael Falch understreger, at han ikke ser sig selv som noget melankolsk menneske. Alvor må ikke forveksles med melankoli. Tværtimod henholder han sig til, som han skrev på sin hjemmeside, at "Livet er godt for mig for tiden" – og at isen på cd?en slår revner og ender i foråret:

"Endnu et forår, en chance mere til at dele alt og gi' det hele væk", som han synger i slutnummeret, "Sent forår."

Men når et landskab har bakker, er der dale. Sådan også med livet, og Michael Falch citerer fra den anden af sine yndlingsbøger, Henrik Pontoppidans "Lykke-Per": "Der er kun eet, der overvinder Lidelsen, og det er Passionen".

– Fortvivlelsen ligger under overfladen, det er vores livsvilkår, og den kan vi overvinde ved at lade os gribe af passionen, ved at begejstres over livet, og lade os inspirere af passionen. I stedet for at resignere og skuffes over, at livet ikke har mere at tilbyde os.

I resignation bliver livet fladt og halvhjertet, men livet er som det bakkede landskab, og at erkende dalene – skyggerne, fortvivlelsen – som en del af livet, er ikke mistrøstighed, understreger Michael Falch, men realisme.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Fodspor i havet. Fodspor på den frosne sø ved Fiskerhuset, hvor Michael Falch har skrevet sangene til sin nye cd, der udsendes på hans og Poul Krebs? nystiftede pladeselskab. --
Fodspor i havet. Fodspor på den frosne sø ved Fiskerhuset, hvor Michael Falch har skrevet sangene til sin nye cd, der udsendes på hans og Poul Krebs? nystiftede pladeselskab. -- Foto: Claus Fisker.