Forudsigelig Porvoo-kritik. Den dansk-lutherske skepsis

Den massive kritik af Folkekirkens mellemkirkelige Råds beslutning om at melde folkekirken ind i et nordeuropæisk kirkefællesskab (Porvoo), og det med bispekollegiets fulde tilslutning, forekommer mig at skyde noget over målet. Samme tendens viste sig midt i 1990'erne, da vi havde den såkaldte "Porvoo-erklæring" til høring og debat ude i menighedsrådene.

Nu igen får offentligheden af stort set de samme skeptiske kirkefolk tegnet et skræmmebillede af en praktisk anlagt fælleskirkelig sammenslutning. Som om vi i det ellers nok så hyggelige lille land nu alligevel skal sendes i armene på en flok udenlandske griske biskopper med bispestav og bispehue.

Efter sigende er de oven i købet smittebærere af en farlig "engelsk syge" i form af den anglikanske og vistnok også svenske kirkes noget spekulative embedssyn. At disse kirkeledere rent faktisk har bevæget sig i synet på embedet og senere også på kvindelige præster, synes vist ikke at gøre indtryk på kritikkerne.

For hvem kan forresten tale og handle på folkekirkens vegne? Vore nordiske søsterkirker måtte sammen med de øvrige "Porvoo-venlige" kirker i sin tid se måbende til den danske folkekirkes enegang. Men nordmændene og især svenskerne har vist heller aldrig rigtig forstået det med Luther. De har i hvert fald aldrig haft en Grundtvig.
I vores evangelisk-lutherske gudstjeneste bekender vi os ikke på sekterisk vis til en hellig, speciel kirke, men til "en hellig almindelig kirke". Kirken med stort "K" havde de lutherske bag Den Augsburgske Bekendelse fra 1530 da også et godt øje til. Derfor holdt de døren åben for et fælles kirkemøde, også selv om de romersk-katolske reagerede ved at dreje nøglen om i deres egen kirkedør. Ikke desto mindre bliver det overordnede kirkelige perspektiv i forordet og slutordet til bekendelsesskriftet stående som tolkningsramme om skriftet og om de lutherske menigheders kirkelige selvopfattelse.