Fællesgravs-etik

Smerten indfinder sig nogle gange forsinket i forhold til hændelsen, der forårsagede den. Først slaget, siden reaktionen. De første underretninger om jordskælvet på Haiti indløb tidligt i sidste uge. Men det var først efter et par dage, det for alvor begyndte at gå op for medierne, at katastrofen var andet og mere end et ordinært jordskælv.

Og i weekenden blev det klart, at dens omfang er så kolossalt, fordi hele det civile og offentlige apparat i forvejen var ekstraordinært skrøbeligt. Nu er det ikke-eksisterende kollapset sammen med hele landets struktur, og helvedes porte har åbnet sig.

I TV 2 News' fortløbende reportager og interview lørdag og søndag var de mange tilløb til selvtægt og de vilkårlige begravelser blandt emnerne. For den slags hører åbenbart til blandt de mere påtrængende problemstillinger, når civilisationen ikke er mere, og menneskelivets absolutte afgrunde er i sigte.

Det gjorde indtryk, da en indsatsleder fra Røde Kors redegjorde for en særlig massegravs-etik. Hun understregede, at det er vigtigt at identificere ligene, før man begraver dem. Så når kølehusene er overfyldte, og kirkegårdene ikke kan rumme flere, er det bedre at lægge de døde i bunker. Hensynet til de pårørende, der søger efter deres pårørende, bør vægte tungere end tilskyndelserne til at slippe for stanken og smittefaren.

Alle billeder talte om det samme: død, vold, sult, anarki, ensomhed og overlevelseskamp. En minimaltilværelse, hvor drifter og instinkter tager over, og forældreløse børn strejfer rundt i choktilstand. Halvdelen af Haitis befolkning er under 25 år. Mange børn døde i sammenstyrtede klasselokaler. Og i flere af reportagerne, som ringes hjem på satellittelefon eller via grynede internetforbindelser, forlød det, at det man hører mest, nu hvor håbet om at finde levende i ruindyngerne er ved at ebbe ud, er lyden af bøn og salmesang.