– Man kan ikke nedlægge et sogn, hvis sognet ikke selv vil. Man kan lave pastoratsændringer, men det er ikke det samme. Det handler om at finde balancepunktet, og der kan komme en tid, hvor sogne foretrækker at blive slået sammen. Forslaget kan også komme fra biskoppen, men denne kan ikke presse nogen til noget, svarede Marianne Christiansen.

Selvom stiftet skal af med præstestillinger, var kandidaterne også inde på, at søgningen til teologiuddannelserne er vigende. Og at der er færre ansøgere til præstestillingerne i Aalborg Stift.

Flere præster i salen ønskede derfor at vide mere om, hvordan en kommende biskop vil tage hånd om sine præster, så flere ikke får lyst til at søge mod en anden branche – eller bukker under grundet arbejdspres.

– Præsters familieliv er forskelligt, og der er ingen patentløsninger her. Nogle gange er presset på en selv det værste. Biskoppens opbakning til præsten er vigtig, men præsten må også være god til at fortælle, hvor skoen trykker, så biskoppen kan hjælpe, lød buddet fra Marianne Christiansen.

Henning Toft Bro understregede, at præster må blive bedre til at sige fra.

– Som præst er det ofte svært at sige nej, det kender jeg fra mig selv. Men det handler om at prioritere opgaverne og sige nej til det, man ikke kan nå, naturligvis med opbakning fra provsten og biskoppen. Gode embedsboliger kan være med til at tiltrække præster, men vi skal være bedre til at adskille den private og den offentlige del, mente Henning Toft Bro.

Jørgen Kjærgaard ønskede mere påskønnelse af det anonyme præstearbejde.

– Som at præsten udskriver en dåbsattest, selvom det er lørdag. Så må menighedsrådene klappe hesten i forhold til, hvor mange forventninger de har til én præst. Jeg mener også, det burde være gratis at bo i embedsboligen. Den smule, menighedsrådene får ind på huslejen, er ikke værd at snakke om, og det kunne give præsterne en lille lønforhøjelse, sagde lektoren.

schelde@kristeligt-dagblad.dk