Hverdagsbiskoppen skal værne om det daglige præstearbejde

Men en biskop er heller ikke en kontorchef, der kan citere paragraffer og stemme budgetter af. Det har man dygtige folk til i stiftets administration, og den skal biskoppen lede og holde til ilden. Biskop betyder tilsynsmand: en der ser efter, at folkekirken i stiftet står fast på sit evangelisk-lutherske grundlag.

Men det er værd at huske, at Luther og reformatorerne opgav den gamle, græske titel. Luther ønskede ikke et gejstligt hierarki. Biskopperne blev kaldt super-intendenter, en ret umulig latinsk betegnelse, der betyder overforvaltere, og det gad ingen gå at sige. Så betegnelsen biskop vendte tilbage, men tømt for dens katolske magt og pragt.

Biskoppen er blot en præst. En hjælpe-præst, som skal støtte og inspirere præster og menigheder i gudstjeneste- og kirkeliv med alt, hvad det nu indebærer. Jeg tror, at tiden er inde til, at biskoppen forstår sig selv som en, der ikke kun kommer rundt til orgelindvielser og kirkelig festivitas. Der skal være tid til at møde sognene i deres kirkelige dagligdag – tid til at lytte, vejlede og opmuntre. Så bliver det mig, vil jeg være hverdags-biskop.

Har jeg da slet ikke noget valgprogram? Egentlig ikke. Jeg vil ikke lave om på alting, og jeg mener slet ikke, at det er biskoppen, der skal styre kirkelivet oppefra, men tværtimod støtte det lokale sognemenighedsliv, for det er jo faktisk det, der er selve folkekirken!
Det betyder i denne sammenhæng at gøre, hvad der er muligt, for at også de nordjyske menigheder fortsat kan have gode, veluddannede præster og kirkelige medarbejdere. Ved at gøre stiftet synligt på de kirkelige uddannelsessteder og ved at have en bevidst og aktiv personalepolitik, som sigter både på medarbejdernes trivsel og personlige udvikling.

Jeg vil værne om det anonyme, daglige præstearbejde. Tiden kræver synlighed, succeshistorier og nye påhit hele tiden – og her er folkekirken såmænd ganske godt med, for det spirer og blomstrer med anderledes gudstjenester, korarbejde, babysalmesang, indledende konfirmationsforberedelse – og mange andre initiativer.

Men når charterferien er ved at gå i vasken, fordi passet er udløbet, så har mangen sognepræst sat sig til kirkebogen og skrevet en ny dåbsattest, selvom det var lørdag eftermiddag – holdt ud ved en sygeseng, troligt besøgt gamle og enlige og dem, døden har ramt. Alt det, som der aldrig står et komma i avisen om, men som vi ikke kan tåle at miste. Det skal vi huske at anerkende og opmuntre til udholdenhed med. Det syner ikke af så meget – og slet ikke i en bispevalgkamp – men jeg ved, at ikke mindst dét skal biskoppen huske at give opmærksomhed.

Hvert fjerde år, når der er menighedsrådsvalg, er der en stigende træthed i det lokale engagement. Jeg tror ikke, den udspringer af ligegyldighed. Men den kan forstærkes indtil bristepunktet, hvis det, der burde være et engagerende kraftcentrum i sognet, kvæles i gold administration og papir.

De fleste af dem, der går ind i et menighedsråd, gør det jo ikke, fordi de er vilde med at sidde og regne på budgetter og overslag over håndværkerudgifter til kirkebygninger og præsteboliger. De går med i menighedsrådet, fordi de gerne vil være med til at skabe kirkeliv. Derfor må menighedsrådene kunne få administrativ aflastning, hvis de ønsker det. Så menighedens råd får tid til først og fremmest at være menighed.

Vi har en opfattelse af gudstjenesten, der nemt giver folk dårlig samvittighed. Vi præster har fået indbanket, at vi helst skal kunne fylde kirken – kan vi ikke det, slår vi ikke helt til – og det har gennem årene taget modet og arbejdsglæden fra mange. Men det er altså menigheden, der skal fylde kirken!

Kirkegængerne undgår heller ikke dårlig samvittighed. Især de, der ikke lige kan huske, hvornår man nu skal rejse og sætte sig og hvorfor. De bliver flove (og bliver væk næste gang), og de andre, der kender koderne, bliver flove over dem. Men det vigtigste er måske ikke så meget at kunne følge med, men at kunne være med.

Vi skal have gjort det til en fri og god fornemmelse at være i kirke. Ved at hjælpe hinanden til at kunne være der og ved at gøre plads for gudstjenesteformer, der opleves naturlige og vedkommende. Og det kan vi sagtens uden at give køb på kvaliteten.

En kollega sagde for nylig til mig: Hos os i de små sogne med meget få i kirke søndag efter søndag er højmessen ved at være for tung! Det tror jeg, hun har ret i. Ved siden af højmessen bør man derfor en gang eller to om måneden kunne vælge en enklere søndagsgudstjeneste, som er overkommelig og brugervenlig i de sogne, hvor der ofte kommer meget få i kirke.

Folkekirkens nyeste succeshistorie er babysalmesang, der er på vej frem ligesom den indledende konfirmationsforberedelse, der nu har bredt sig til hele folkekirken. Det må kunne lade sig gøre også at finde på et godt, kirkeligt tilbud til unge mellem konfirmation og bryllup. Men jeg tror ikke, det handler om undervisning. Traditionstabet og det bristende personlige kendskab til kristendommen kan vi ikke undervise os ud af – det skal vi leve os ind i igen. Derfor skal menighederne have lov til at sige: Vi begynder forfra.

Er det det hele? Nej, det er det ikke. En biskops arbejdsbord og kalender bliver nemt fyldt op, har jeg hørt. Og det er udmærket, at man hverken skal trille tommelfingre eller fylde det hele ud med sig selv. Men kunne jeg få lov til at virkeliggøre de visioner, jeg her har lagt frem, i løbet af de 12-15 år, Folketinget nu vil have en biskop i arbejdstøjet, så vil jeg gøre det så godt, jeg kan – og give mig tilfreds med det.

Jørgen Kjærgaard er kandidat til bispevalget i Ålborg Stift