tim knudsen |
20. januar 2010
En reform bør nu styrke de menige kommunalbestyrelsesmedlemmers værktøjer, arbejdsvilkår og betaling
Flere er efter valget i november til kommunalbestyrelserne og regionsrådene kommet med forslag til forbedringer af konstitueringerne. Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin (V), ville gerne skrive et kodeks for god konstitueringsskik. Andre har foreslået, at borgmestrene vælges ved direkte valg i stedet for at blive udpeget i en konstitueringsproces.
Baggrunden for disse forslag er, at valget en række steder endte i, hvad der er kaldt konstitueringsfarcer med intriger, løftebrud, udmeldelser og ekskluderinger fra partier. I Glostrup førte det også til vrede borgeres protestfakkeltog, at Charlotte Brangstrup sprang fra SF for at hjælpe en Venstremand til borgmesterposten og sig selv på viceborgmesterposten. Samtidig blev hun formand for socialudvalget. I Kerteminde, Helsingør, Odsherred, Allerød, Lyngby-Taarbæk, Rebild, Holstebro, hovedstadsregionen og flere andre steder var der lignende dramaer.
I Københavns Kommune indgik De Radikales Klaus Bondam en i virkeligheden politisk meget smart aftale med "fjenden" i Dansk Folkeparti, der sikrede Bondam en borgmesterpost for næsen af De Konservative. Problemet var bare, at Bondam gik hjem for at sove og overlod det til Dansk Folkeparti at forklare offentligheden om aftalen. Det er nu også meget svært at forklare det københavnske valg- og styresystem. Selv Bondams partileder, Margrethe Vestager, opgav at forklare Bondams handlemåde. Bondam kom til at fremstå som upålidelig.
Tilsvarende situationer har der været ved tidligere kommunalvalg, men der er ingen tvivl om, at problemet er voksende. Mange vælgere føler ikke, at deres stemmeafgivning får de konsekvenser, som de forventer. Man skal altså passe på, at det kommunale demokratis problemer ikke fører til et tillidsproblem for det kommunale selvstyre. Man kan i den forbindelse erindre sig, at stemmeprocenten med godt 65 procent var den laveste ved et kommunalvalg i mange generationer.
På den anden side skal man heller ikke overdrive konstitueringsproblemet. Trods alt gik konstitueringen nogenlunde ordentligt for sig i flertallet af kommuner og regioner. Og den faldende stemmeprocent skyldes nok så meget, at storkommunerne ikke formår at engagere borgerne politisk. De er kunstige storkommuner, skabt gennem politiske og administrative forhandlinger, ikke selvgroede fællesskaber, som kommunerne var det før 1970, hvor de udsprang af gamle købstæders og landsbyers fælles interesser. Det er i det hele taget værd at holde sig for øje, at kommunestyret har andre problemer end konstitueringerne, og at eventuelle reformer også gerne skulle mildne andre problemer.
Erik Fabrins velmente forslag vil næppe bøde på problemerne. At vælge borgmestrene ved direkte valg kunne derimod ligne en besnærende snuptags-løsning. Men dels besættes ved konstitueringer også andet end borgmesterposter, heri indgår blandt andet også viceborgmestre og udvalgsformænd. Og dels uddyber man så et andet problem. For den pædagogiske klarheds skyld kalder jeg det Brixtofte-problemet. Problemet er, at borgmestrene i forvejen indtager en meget, meget magtfuld stilling i forhold til de menige kommunalbestyrelsesmedlemmer.
De menige kommunalbestyrelsesmedlemmer arbejder på deltid og er underbetalte. De har ikke resurser og magtmidler til at styre en stor og kompliceret kommuner. Borgmestre arbejder fuldtids i kommunen og sidder ofte som en edderkop i et lokalt netværksspind i et tæt forhold til de ledende embedsmænd.
Brixtofte-sagen viste, at det under uheldige omstændigheder kan føre til en ukontrolleret og ulovlig magtudøvelse, hvor kommunalbestyrelsen i virkeligheden er magtesløs. Det bør aldrig glemmes, at Brixtofte ikke blev afsløret i selve kommunen, heller ikke af Tilsynsrådet eller Indenrigsministeriet, men af et dagblad.
Risikoen ved magtkoncentrationen hos borgmestrene er kun blevet større efter den seneste kommunalreform, fordi man ikke samtidig reformerede kommunalbestyrelserne.
En reform bør nu styrke menige kommunalbestyrelsesmedlemmers værktøjer, arbejdsvilkår og betaling. En formindskelse af afstanden i magt, betaling og prestige mellem borgmestre og menige kommunalbestyrelsesmedlemmer kan have den bivirkning, at færre bliver villige til "at sælge deres gamle bedstemor" for at blive borgmester. Og så burde flere efterhånden lægge mærke til, at to på hinanden følgende overborgmestre i København, Ritt Bjerregaard og nu Frank Jensen, har erklæret, at København trænger til en reform, der gør ansvarsforholdene lettere at gennemskue for borgerne.
Tim Knudsen er ansat på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad