Det er godt at have en dør på klem til Gud

Nogle vil hurtigt indvende: Det gør vi allerede søndag formiddag. Her giver vi folk en enestående lejlighed til at deltage i en gudstjenestefejrende menighed med alt, hvad det medfører af fællesskab, sang, bøn, fordybelse, eftertanke og musik.

Men i dag er kirkegang ikke så selvfølgelig som for blot en generation side. Derfor udviser mange menigheder en ganske stor iver og fantasi for at få folk i tale. Og jeg synes godt om den tendens. Ikke som erstatning for søndagens gudstjeneste, men som et supplement til denne. Ikke bare for at få folk i kirke, men for at få folk i tale.

Eller igen: for at få forkyndt evangeliet. For jeg vil påstå, at de fleste mennesker går med en uforløst længsel efter fællesskab, også det fællesskab, vi som kirke kan byde på. Eller hvorfor ikke sige det ligeud: Når vi skal tale om kristentro i dag, går mange med en uforløst længsel efter Gud.

De senere år er der blevet eksperimenteret meget med alternative gudstjenester. Til nogles forargelse, men til de flestes glæde. Selv hører jeg til dem, der hilser disse mange tiltag velkommen. Fordi de giver mennesker en mulighed for at dyrke deres gudstro på en måde, der passer ind i deres forståelse af tro og kristenliv.

Gudstjenesten søndag formiddag er og skal være krumtappen om sognets gudstjenesteliv. Den klassiske gudstjeneste med dens ritual og genkendelighed er en umistelig perle, som vi skal værne om.

Men det skal naturligvis ikke afholde os fra at være gudstjenestefejrende menighed på andre tidspunkter og på andre dage. Netop i et forsøg på at gøre kirken nærværende, så kirken og dermed evangeliet møder mennesker i et forsøg på at give dem en tilværelsestolkning.

Med baggrund i vores kerneydelse, forkyndelsen, skal vi turde tale ind i vores samtid. Både fordi det er det vi er sat i verden for som kirke, og fordi det med rette forventes af os som kirke. Vi skal være med til at vise vej og håb for mennesker. Vi skal være med til at skabe mening og retning for søgende mennesker. Vi skal turde sige, at Jesus Kristus giver håb til det enkelte menneske, tro til dem, der savner en sådan, tilgivelse for den, der trænger til tilgivelse.

Nogle vil sige, det har vi altid gjort. Og det gør vi fremdeles. Jeg vil sige, ja, men spørgsmålet er, om vi har været gode nok til at sige det direkte. Vi skal sige, vi tror på Gud. Der mangler fyrtårne, der siger det højt. Det skal vi gøre som menighed, som menighedsrådsmedlemmer, som præster, og, vil jeg driste mig til at sige, en biskop skal naturligvis også gå foran og sige det.

I de kommende år kommer vi til at forholde os til vore mange kirkehuse og anvendelsen af dem til andet og mere end gudstjenester og kirkelige handlinger. Jeg ser gerne, at den lokale kirke kommer til at spille en større rolle ikke bare som gudshuse, men også huse, der åbner sig i lokalområdet på en anden og bredere måde, end det er tilfældet i dag, så den lokale udformning i større og større grad kommer til at afspejle det folke- og kirkeliv, der leves.

I mange landsogne lukker skoler, plejehjem og forsamlingshuse. Men kirken består. Lad dog kirken åbne sig for eksempelvis dagplejemødre, der kunne komme med deres børn og bruge rummet til samtale og samvær og leg, og hvis de synes det, så lad præsten og organisten komme på besøg en gang imellem til bibelfortælling og salmesang.

Lad idéerne boble, og lad kirken åbne sig på en ny måde, gøre dørtærsklen lavere, så mennesker får en ny indgang til kirken og får en fornemmelse af, at det også er deres hus og hjem. Et sted, der er godt at komme. Et sted, der er trygt at være. Et sted, hvor alle kan føle sig velkommen.

Et spørgsmål, der hurtigt melder sig, er: Har vi ressourcer til det? Ja, hvis man vil, skal man nok finde de nødvendige ressourcer på den ene eller anden måde.

Ressourcer er andet og mere end penge. Ressourcer er ikke mindst mennesker. Jeg forestiller mig, at den åbne kirke netop er et menighedsspørgsmål. Altså ikke bare en ekstra opgave eller udfordring for præst og menighedsråd, men en opgave for menigheden.

Hvis det er nogle af vejene, man skal gå, skal man have aktiveret den store gruppe af mennesker, som findes rundt i sognene, og som blot venter på en opfordring til at tage ansvar og være med i det kirkelige liv og fællesskab. Mange råber på gode, solide fællesskaber i en tid, hvor mange både kirkelige og folkelige fællesskaber sygner hen. Fællesskab i kirken giver ejerskab til kirken, når man selv står midt i arbejdet. Og samtidig gør vi kirken mere nærværende.

En af de store udfordringer er, at kirke og kirkegang ikke er så selvfølgeligt, som det var for blot en generation siden. Men menneskers søgen er bestemt ikke mindre. Mange søger bare ikke folkekirken.

Vi skal besinde os på det, vi tror på, og hele tiden blive bedre til at formulere og dernæst kommunikere kristendommen, så den giver mening i det enkelte menneskes liv, hvor det er, og hvem det er. Og vi skal have øje for den søgende, der som Culman i romanen gerne vil have en dør stående åben til Gud.

Det betyder også, at vi skal imødekomme den spørgen, der er på fællesskab, der rækker ud over søndagens gudstjeneste. Det kan gøres på mange måde som nævnt. Ikke alle veje er lige farbare. Men vi skal vove, også selvom vi mister fodfæste en gang imellem.

De forskellige tiltag skal rettes ind efter lokale forhold, behov og ønsker og muligheder, som den lokale udformning af kirken og kirkelivet levner mulighed for. Det gælder bare om at komme i gang eller fortsætte, hvor man nu er. Vi skal skabe rum og fællesskaber, hvor troen frit kan udfolde sig for mennesker anno 2010.

Det gælder livet. Det gælder kirkens fremtid. Ja, i alle forhold gælder det om at nå hen til målet for vores mission som kirke: at døbe og lære og ikke mindst få forkyndt, at Jesus Kristus er vejen og sandheden og livet.

Henning Toft Bro er kandidat til bispevalget i Aalborg