Object |
21. januar 2010
Hvis man har noget at sælge, kan man tjene mange penge i Haiti lige nu. Efter jordskælvet er priserne steget voldsomt. Det gælder alt lige fra vand, benzin og telefonkort til hoteller og taxier.
- Jeg havde flere dunke med benzin derhjemme. Dem har jeg solgt lidt efter lidt, fortæller Ludovic.
Han sælger fire liter benzin for 400 gourdes. Det svarer til 53 kroner. Inden jordskælvet kostede fire liter benzin kun det halve.
Nu er benzin-stationerne ved at åbne igen. Her er priserne steget med 20 procent på en uge.
Prisen på vand og sodavand er steget til over det dobbelte i de få butikker, der er åbne. Det samme gælder telefonkort, cigaretter og alkohol.
Mange stjæler fra butikkerne for at sælge varerne videre på gaden.
- Det er klart, at folk stjæler fra de ødelagte supermarkeder, når de kan få de priser for varerne, siger Corinne. Hun sælger drikkevarer fra en trækvogn.
Hoteller og restauranter tjener godt på de mange udenlandske journalister, der er i Haiti lige nu. Et hotel-værelse er steget fra knap 400 til over 1000 kroner. En tallerken med pasta og tomater koster nu 58 kroner, og en tallerken med røræg koster 69 kroner.
Til sammenligning tjener en almindelig haitianer omkring 20 kroner om dagen.
ust@titzau.dk