Johannes Nørregaard Frandsen |
22. januar 2010
I midten af 1990'erne opstod et nyt ord i brug, som næppe var rart at få i hovedet for den befolkningsgruppe, der berettiget kunne føle sig ramt. Ordet var ældrebyrden, og sådan stod der eksempelvis i dagbladet Aktuelt engang i 1997: "Ældrebyrden vil vokse og kræve mere service, end der kan betales over skatten." Ordet kom først i brug på Christiansborg, og snart flød det i medierne!
Det karakteriserer et samfund som vores, at der er mange flere borgere med et langt liv bag sig end unge og børn. Det er demografisk og samfundsøkonomisk inter-essant, også udfordrende for den fortsatte velstand, og så udvikles et ord som ældrebyrde.
Det er til at forstå. De ældre, og især mængden af dem, er en byrde!
Tja, det er jo ikke noget nyt. Læs blot Jeppe Aakjær, Henrik Pontoppidan og Martin Andersen Nexøs skildringer af ældre mennesker på aftægt eller i fattiggårde omkring år 1900.
Det ligger i brugen af ordet ældre i ældrebyrde, at der er tale om mennesker, som ikke længere er på arbejdsmarkedet.
Men det er kun én mulig definition på at være ældre. Sara Vium Mikkelsen skrev til mig og sagde: I overskriften på en avisartikel stod der "Ældre ægtepar trafikdræbt". I brødteksten blev alderen angivet som 57-årige. Min mand og jeg er selv i denne aldersklasse og ville ikke betegne os som "ældre ægtepar". Sara Vium spørger så, hvornår det er sprogligt korrekt at bruge ordet ældre ægtepar, og hvornår det er korrekt at sige ældre om et menneske?
Der er ikke noget entydigt svar. Adjektivet ældre er i sin grundform komparativt, så det enten kan bruges i en konkret sammenligning som "min bror er ti år ældre end jeg". Eller der forudsættes en komparation, altså sammenligning, som når man siger ældre mennesker, for så forudsætter det jo "ældre end nogle andre". Den Danske Ordbog foreslår, at man er ældre, når man er 60 år eller derover, så der klarede du frisag, Sara Vium!
Imidlertid blæser svaret og definitionen jo aldeles i vinden, for nu at citere en ældre sang af den efterhånden noget ældre Bob Dylan.
Alder er noget højst relativt. I u-lande er det ofte menneskers skæbne at blive socialt og biologisk ældede i 30-40-års-alderen, mens vi her i den vestlige verden drøner rundt og er ungdommelige som 70-årige.
Ordet er et af dem, der ikke er sådan at gradbøje. Gamle kan ofte være yngre end dem, der er ældre, eller også er de ældre yngre end dem, der er endnu ældre. Eller hvad? Ordet ældre kommer i øvrigt af et oldnordisk adjektiv, ellztr, eller oldengelsk, ieldest. Det er dannet af en rod med betydningen gammel og er det samme som old, så oldgammel og ældgammel er det samme ord. Det forklarer også, at en grammatisk gradbøjning af adjektivet må blive: gammel/old, ældre, ældst.
Men betydningen af at være ældre er relativ og kulturelt bestemt. Måske er man, hvad man gør sig til? Hvis man altså har de muligheder, mange her i de vestlige kulturer har i form af velfærd, velstand og høj sundhedsservice.
Men det koster! Og så er de, der har slidt dette samfund frem af forrige tiders fattigdom, pludselig del af en ældrebyrde!
sprog@kristeligt-dagblad.dk