Dorte Washuus |
22. januar 2010
Syges hospitalsophold kan lindres og adspredes med kulturtilbud som eksempelvis levende musik. Det har man erfaret i Esbjerg, hvor studerende fra Konservatoriet for musik og formidling i flere år har opført små koncerter for kræftpatienter - og på det seneste også på børneafdelingen på Sydvestjysk Sygehus.
Det initiativ er kulturminister Carina Christensen (K) så begejstret for, at hun vil have det udbredt til resten af landet. I den kommende uge har ministeriet indkaldt blandt andre initiativtager Margrethe Langer Bro til møde for at høre mere om den praktiske gennemførelse, og i løbet af et halvt år skal der være tilbud om levende musik til syge flere steder i landet, lover ministeren.
– Det er et helt fantastisk projekt, som sætter kunsten og kulturen ind i en helt ny ramme. Med meget få midler kan vi nå rigtig mange mennesker, der oplever kulturen som et afbræk i en hverdag, der er fyldt med sygdom og tristhed, siger Carina Christensen, hvis initiativ kommer i forbindelse med Kristeligt Dagblads artikelserie om kunst og helbredelse.
Kulturministeren forestiller sig, at initiativet skal starte på konservatorierne, men med tiden vil hun også have de øvrige kunstneriske uddannelser, som eksempelvis skuespillerskolerne, med.
Jens August Wille, rektor på skuespillerskolen i Odense, kan godt se idéen for sig.
- Vi taler tit om, hvordan vi kan nå nye typer publikum, og det her lyder oplagt som noget, både skuespillereleverne og de syge kan have glæde af, siger han.
Carina Christensen vil ikke sige noget om de økonomiske rammer for projektet, men umiddelbart følger der ingen penge med.
- Lad os nu bare komme i gang, så må vi se, siger hun.
De danske regioner, der driver sygehusene, har ingen penge til projektet. Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), kalder initiativet spændende, men i en tid med fyringer på sygehusene ser han ingen mulighed for at bidrage med midler til kultur.
washuus@kristeligt-dagblad.dk