Burka-rapport udstiller splittet samfund

Mindre end et døgn gik der imidlertid, fra Warburgs og universitetets "kvalificerede skøn" om antallet af kvinder med burka og niqab på mellem 100 og 200 i Danmark blev offentliggjort, til de afgørende politikere havde afskrevet dem som uvidenskabeligt gætværk. "Elendigt og overhovedet ikke troværdigt", udtalte Pia Kjærsgaard (DF) for eksempel til Jyllands-Posten om rapporten.

Læg mærke til den politiske kritiks karakter: Rapportens konklusion bygger blandt andet på religiøse – muslimske – kilder, og da de jo har en interesse i at oplyse forkert, har de helt sikkert også oplyst forkert, lød svadaen. Med en åbenbar overførsel af den politiske spinverdens kneb på de religiøse kilder og de humanistiske forskeres arbejde.

Havde universitetet selv haft en mere vågen spindoktor, kunne den form for angreb have været afværget. Det samme resultat, som underbygges af den internationale trend og danske forskeres konkrete optællinger til vigtige muslimske sammenkomster, ville efter alt at dømme være fremkommet også uden at nævne konkrete imamer ved navn i rapportens forord. Netop de navne har givetvis fået alarmklokkerne til at ringe i VKO-alliancens top med signalet: "Pas på, modstandere".

Muhammed-sagens store medium, Jyllands-Posten, gjorde dog heller ikke livet lettere for forskerne i sagen om burka-rapporten. Med henvisning til en anonym kilde kunne avisen som det første fortælle, at kun tre personer ifølge burka-rapporten går med burka. Men det står der bare ikke i rapporten. Der står, at det analytisk ikke er muligt at skelne mellem burka og niqab, for begge dele tilslører ansigtet næsten totalt. Tallet på 100-200 dækker derfor både kvinder med burka og niqab.

Politikerne reagerede med andre ord på en virkelighed fra Jyllands-Postens verden, ikke på forskernes reelle skriftlige analyse.

Jyllands-Posten opdagede formentlig selv fadæsen, men kamouflerede den nydeligt med følgende formulering nederst på en side: "Burkarapporten anslår, at mellem 100 og 200 kvinder i Danmark bærer niqab. Heraf er der kun ca. tre, der går med en egentlig burka, har lederen af undersøgelsen, Margit Warburg, tidligere vurderet over for Morgenavisen Jyllands-Posten".

At avisen samtidig ubehjælpsomt fik det til at se ud, som om netop Margit Warburg var den anonyme kilde, vil forskerne på universitetet og regeringens udvalg, som sikrede sig en tavshedklausul fra alle involverede, nu nok bruge en del tid på at overveje.

I spillet om burkaerne tørner gamle og nye virkeligheder sammen. Politikerne skrotter videnskaben for at bevare et flertal. Forskerne giver køb på idealer om forsknings- og ytringsfrihed, fordi de vil sikre deres institution ekstra indtægter og arbejde til yngre kolleger. Journalisterne interesserer sig kun for sagen, så længe der er nye historier i den.

Og ingen kan i hele dette spil vide sig sikker på, hvilken udlægning af virkeligheden der sejrer til sidst. Heller ikke det politiske flertal, hvis vurderinger allerede er blevet fejet af banen af jurister med henvisning til den verden af regler, som tidligere tiders flertal vedtog.

At kirken engang sad inde med den allertungeste viden i samfundet, tænker de færreste på, selvom netop juraens verden faktisk stadig indeholder gældende bestemmelser, der knytter kirken og staten og nationen tæt sammen.

Det har burka-rapportens talansvarlige og ansete professor i hvert fald skrevet. I en anden sammenhæng.

kirke@kristeligt-dagblad.dk