Et godt og nødvendigt initiativ.

Jeg er tidl. gymnasielærer og har ikke oplevet holocaustbenægtelse i større grad, der hvor jeg underviste. Men i 1999 havde jeg en ubehagelig oplevelse. Jeg havde lavet en udstilling i mit klasselokale om ghettoen i Warszawa i forb. med emnelæsning.

Dagen efter fandt jeg udstillingen dækket til med holocaust-benægtermateriale, downloadet fra internettet. Ca. 150 sider. Forfatteren var Christian Lindtner.

Jeg fandt aldrig ud af, hvem der havde gjort det, men mine elever fortalte, at der var en gruppe benægtere på skolen. Nogen tid efter hørte jeg en elev fra en anden klasse sige højt på gangen: “Det er jødernes skyld”.

Jeg henvendte mig og prøvede at gå i dialog med eleven. Det var helt umuligt. Hvis jeg sagde, jeg kender mennesker, der har været i Auschwitz, svarede han: “Der kan du se de overlevede!”

Selv om jeg har fulgt et 100 timers kursus i Holocaust på Yad Vashem i Jerusalem og kender til forholdene og gasovnenes kapacitet mm., var opgaven umulig. Jeg fortalte, jeg havde elever i min klasse, der havde lidt under holocaust: en polsk pige, hvis bedsteforældre blev udryddet i Auschwitz og en dansk dreng, hvis onkel som 5-årig var med på den lange march. Han overlevede, men blev vanvittig. Men jeg kunne ikke komme igennem. Eleven var fuldstændig fanatisk.


Om Christian Lindtner : http://www.document.no/2006/12/holocaustkonferanse_i_teheran.html

Hvor er det trist at vort ellers udmærkede internet, skal være med til at vildlede vore børn og unge, med hensyn til hvad der skete i krigsårene 1940-45! Det gør mig meget bedrøvet, at man ikke forholder sig mere kritisk til alle disse misinformationer som åbenbart florerer på nettet. Min opfordring til børnene og de unge er, at søge deres oplysninger, især omkring holocoast, på mere troværdige kilder!

Organiseret misinformation på internettet er desværre tilfældet på en lang række områder.

Prøv for eksempel, at lave en Google søgning på "Global Warming". 9 ud af 10 websider, der dukker op, er kritiske eller benægtende overfor klimaproblematikken.

Der er i sig selv ikke noget i vejen med at være "kritisk", hvis denne kritik er baseret på saglige og veldokumenterede kilder. Men at der er så overvældende en overrepræsentation af klimakritiske hjemmesider i forhold til hjemmesider der tager problemet alvorligt, er urovækkende.

Ligesom de øvrige debattører i denne tråd er jeg enig i, at det er trist, at internettet kan misbruges til urigtig og usaglig information.

Holocaustbenægtelse er ét af mange hjørner. Personligt har jeg svært ved at forstå, at nogen kan og vil påstå, at holocaust ikke fandt sted. Der er så mange historiske beviser på, at det netop fandt sted.

Besøg i Auschwitz, i andre tilintetgørelseslejre og i Yad Vashem i Jerusalem kan kun overbevise om rigtigheden. Det samme gør møder med overlevende jøder fra disse udryddelseslejre, jøder der som undtagelse kan bekræfte regelen.

Det er uhyre vigtigt, at der sættes ind med klar og tydelig undervisning i folkeskolen og på gymnasierne på dette område og heldigvis laves der kurser i emnet. Mange danske lærere har været på kursus på Yad Vashem. Det gør et meget stort indtryk på hver eneste kursist.

Selv har jeg gæstet Yad Vashem flere gange skal gøre det igen til marts. Det vil altid være en del af et Jerusalem besøg for min kone og mig.

Bjarne Nederby Jessen
MF-kandidat for Kristendemokraterne
http://www.kd.dk/nederby

af forfatteren, journalist Erik Haaest.
Monstro jeg ikke er den sidste tilbageværende journalist & forfatter, som har læst den fuldstændige retsprotokol med bilag og vidneforklaringer fra 'Den store Krigsforbryder-proces i Nürnberg 1945-46". Det gjorde jeg helt tilbage i 1972-73, mens det hele lå i nummererede mapper i Forbundsarkivet i Koblenz. Senere har jeg købt hele bogsætter (42 tykke bind), som jeg igen har læst - dog mere sporadisk, men bl.a. netop om spørgsmålet om jødeudryddelserne
Så jeg har ikke siden 1973 næret mindste mistro til oplysningerne om det, der fandt sted i Hitlerperioden.
Men det indicerer IKKE, at jeg tror på al den plat, der efter krigen er slået på tragedien.
F.eks. benægter jeg ikke Anne Franks uhyggelige oplevelser men jeg tror ikke på hendes dagbog som dokumentation - bl.a. fordi hendes far, der skrev bogen, i en retssag i New York indrømmede, at han havde skrevet 'en bog om dagbogen'. Det kostede ham en stor bøde og erstatning til forlæggeren, der fik dom for, at bogen - ikke dagbogen, for den blev aldrig fremlagt - var et falsum.
Her bør man erindre sig præsident Lincolns ord:
"Man kan lyve for hele folket nogen tid. Man kan lyve for nogen folk hele tiden. Men man kan ikke lyve for hele folket hele tiden!"

Når så mange i dag undrer sig over, at ungdommen IKKE tror på 'Holocaust' er grunden den samme som gør ungdommen interesseret i de b,øger, som i dag bliver skrevet om Anden Verdenskrig og Danmarks Besættelse 1940-45.
Der er blevet lavet så megen plat på den danske frihedskamp, at selv de mest rettroende har måttet indrømmeamp, at "skønt en del deraf var sandt, var der dog megen løgn iblandt".
Unge af i dag ræsonnerer på samme måde om Holocaust.
Den historie, de har fået hamret ind i hovedet er FOR ensidig. De véd også, at i nogle lande er det ved lov forbudt at stille mindste tvivlom noget som helst omkring Holocaust. Det styrker ikke troen på troværdigheden.
De véd også, at det i nogle lande
Her i Danmark er det ikke forbudt ved skreven lov, men jungleloven og janteloven tages straks ned fra hylden, så såre nogen vover at kaste grå nuancer ind imellem det helt sorte og det helt hvide.
Ingen véd det bedre end jeg - og redaktionerne. Da jeg i min seneste bog brugte min ytringsfrihed til at forklare en sag om løgnagtig beskyldning fra to gamle kommunister mod mig for at være holocaust-benægter, så røg mit navn ukritisk ind på de sorte redaktionslister (som alle benægter, men som vi, der selv har været journalister i mange år kun kender alt for godt).
Ikke EEN redaktion (trykt eller elektronisk) bragte anmeldelse af min seneste bog, som ellers kom lige midt i presserøret om emnet: "Søren Kam - Hitlers danske yndling"
Bl.a. kunne jeg fremlægge bevis for, at Søren Kam nok var nazist og hvad deraf følger af skidt og møg, men IKKE havde deltaget i det, som Mosaisk Trossamfund beskyldte ham for: Indbruddet i eftersommeren 1943 for at stjæle trossamfundets arkiver og medlemslister.
Jeg ville ønske, at den nødvendige debat kunne føres på seriøs måde uden indgroede fordomme. Men jeg tror ikke selv på, at den selvhævdede intelligensia vil træde i forgrunden. De har slået for megen plat på den sag, at de ikke har nogen vej tilbage.

Det er nok ikke kun et spørgsmål om nettets karakter, men i høj grad også om skolens. En historielærer nævnte for mig, at en af vores fælles elever tvivlede på holocaust på grundlag af en side på nettet. Jeg undskyldte pigen med, at det kunne jo være svært at holde tingene ude fra hinanden, når historielærerne fylder den tid, der ellers er for lidt af, med spillefilm. Den lærer brugte f.eks. gerne "Sophie`s Choice" i undervisningen. En anden historielærer fortalte mig, at hun glædede sig til at vise "Cabaret". "I hvilken sammenhæng?", spurgte jeg. "Tyskland i ´30erne", svarede hun glad. Men "Cabaret" siger ikke noget om Tyskland i ´30erne, men Hollywood i ´70erne. Men det sagde jeg ikke, for hun ville ikke kunnet have forstået det. - Nettet er en dejlig ting, men den rette brug kræver både viden og kritisk sans, og det er ikke egenskaber, der fremmes i milieuer, der sætter oplevelser og fællesskab højere.
Et andet forhold er måske, at holocaustbenægtelse blandt unge er en perverteret form for autoritetskritik. Tænk på hvor meget Bedste Mor And-snak, som børn og unge i dag må lægge øre til i dag lige fra de kommer i børnehave til de forlader gymnasiet.