Problemer langs Kabuls “ring af stål”

Politikaptajnen Mohammad Akbar, som er den ansvarlige for kontrolposten, øjner straks en mulighed for en sen julegave:

– Vi har kun to Kalashnikov-rifler til deling mellem fem betjente. De to, som undersøger bilerne, er slet ikke bevæbnede, lyder det i et opgivende toneleje fra betjenten, som har meget mere på ønskelisten:

– Vores løn er forsinket, vi har ikke nok mad – og vi har heller ikke set noget til de vinteruniformer, som vi blev lovet for lang tid siden, klager Mohammad Akbar, mens han løfter en flig af sin tynde grå vindjakke og sender et håbefuldt blik mod Erik, som flittigt noterer ned med små nik.

Politikaptajnen fortæller, at hans betjente stopper alle mistænkelige biler, uden dog at komme nærmere ind på, hvad de er på udkig efter. Mens Erik og Hamid modtager alle de korrekte svar, spadserer en kraftig burka-klædt kvinde med en stor plasticpose under armen tværs igennem kontrolposten. En af betjentene prøver at genne hende tilbage, men hun fortsætter uantastet og hvæser, at det skal han overhovedet ikke blande sig i. Den insisterende burka får lov at passere uhindret bag om betjentene, som smiler mildt undskyldende til kontrollanterne fra Europa.

Vel tilbage i den pansrede Mercedes er der nogenlunde tilfredshed med situationen ved Mahmood Khan-broen.

– Det her er klart en af de bedre kontrolposter. De virker motiverede, og de har nogenlunde styr på, hvad som foregår omkring dem, siger Jesus.

De to kontrollanter er dog bekymrede omkring selve placeringen af kontrolposten lige efter et vejkryds.

– De, der har noget at skjule, kan let nå at dreje af, lige inden de risikerer at blive undersøgt. Det er jo ikke alt for gennemtænkt, lyder det tørt fra Jesus.

Den svenske udsendte har generelt ondt af politifolkene:

– De er alt for udsatte. Personlig ville jeg være ret nervøs for at bemande det her sted uden skudsikker vest og med så svag en bevæbning.

Erik, som kun har været i Afghanistan i tre uger, havde hørt om den lemfældige politikontrol i hovedstaden, men han synes alligevel, at det står lidt værre til, end han havde forventet:

– Som jeg ser det, er det fuldstændig ukompliceret for oprørerne at smugle våben og sprængstoffer ind i Kabul.

Ved flere lejligheder har Taleban angrebet mål midt i Kabul iført politiuniformer, som frit kan købes i basarer overalt i landet. Resultatet er forudsigeligt nok, at de ægte politifolk går i panik og skyder på alt og alle.

Det næste stop på inspektionsrunden er placeret ved en af Kabuls store rundkørsler ikke langt fra lufthavnen og præsidentpaladset. Eupol-folkene er forventningsfulde.

– Det her er en af byens bedste kontrolposter. Jeg har personligt trænet den ansvarlige her, røber tolken Hamid, der tydeligvis har andre og vigtigere opgaver end blot oversættelse.

Kontrolposten er velbemandet, men betjentene klager over, at de kun har fire Kalashnikov-geværer til deling. De har dog noget, som kun de færreste andre kolleger har: en bombehund. Den energiske schæfer snuser sig gennem Corolla efter Corolla, mens bilernes afghanske ejere ser undrende til på god afstand. Afghanere er som oftest ret bange for hunde.

– Den her hund finder med 100 procents sikkerhed sprængstoffer, hvis de er her, fortæller Hamid.

Hundeteamet har endnu ikke fundet nogen sprængstoffer her, men derimod masser af ulovlig narkotika.

Betjentene fortæller, at de går efter biler, som enten er tungt lastede eller har tonede vinduer samt køretøjer med nummerplader fra provinsen. De store VIP-firhjulstrækkere får derimod lov at passere uhindret, selvom det netop var en VIP-bil af mærket Lexus med tonede vinduer og falsk VIP-skilt, som fik lov at passere gennem utallige kontrolposter på vejen til den stærkt befæstede indiske ambassade den 8. oktober 2009. Hele gaden blev revet i stumper og stykker og 17 mennesker – langt de fleste civile – omkom ved den lejlighed.

Eupol-folkene har ikke noget svar på det problem:

– Betjentene her risikerer bank på stedet fulgt af fængsel på ubestemt tid, hvis de stopper VIP?erne og deres sikkerhedshold, fortæller Hamid.

Jesus, som har været i Afghanistan siden februar 2009, var involveret i den store træningsindsats op til præsidentvalget den 20. august.

Opgaven lød på at træne mindst 3000 betjente i løbet af sommeren. De nye rekrutter blev installeret i store telte og modtog hver tre ugers træning i fag som våbenbrug, brug af håndjern, teoretisk viden om menneskerettigheder og så videre. Det var meningen, at de skulle have yderligere to måneders træning, men aflysning af al undervisning på grund af frygt for svineinfluenza har medført, at videreuddannelsen blev udsat på ubestemt tid som så meget andet i Afghanistan.

– Det gik ellers godt op til præsidentvalget i august, beretter Jesus.

– De nye politifolk var motiverede, og der var rigeligt med mandskab ved Kabuls kontrolposter. Men siden er det gået ned ad bakke. For nogle uger siden kom jeg forbi en kontrolpost sammen med en spansk tv-journalist. En af de få tilstedeværende betjente lå desværre og sov tungt på sin vagt, hvilket selvfølgeligt røg direkte i spansk fjernsyn, fortæller Jesus med et opgivende smil.

Det næste besøg er på en af de knap så velfungerede kontrolposter i hovedstaden, fortæller Erik, og den svenske betjent får mere ret, end han har regnet med.

Da den sorte Mercedes tjekker ind ved siden af den grønne afghanske politi-pickup, bliver Eupol-teamet straks mødt af en midaldrende og stærkt ophidset afghansk vognmand. Mens en håndfuld surmulende afghanske politifolk ser til fra en meters afstand, aflægger vognmanden rapport:

– De vil ikke lade mine to lastbiler køre videre, før jeg betaler bestikkelse, forklarer vognmanden.

Erik noterer vognmandens telefonnummer og går i gang med at skrive navne og tjenestenumre på kontrolpostens tavse politifolk, som ikke umiddelbart kan komme i tanke om noget at sige til deres forsvar.

– Vi aflægger rapport til deres chef, og så sker der nok ikke mere i den sag, vurderer Jesus.

I de europæiske politifolks stærkt befæstede hovedkvarter i Kabul nikker Eupol?s missionschef, danske Kai Vittrup, stille med en lidt ærgerlig mine, mens han hører om hændelsen med de korrupte betjente. Han er ikke overrasket:

– Det er jo ikke nemt at overleve med en familie i Kabul for de 130 dollar, som en nyuddannet politimand får. Vi er nødt til at være realistiske. Ambitionen er ikke at udrydde korruption fuldstændigt, men vi skal nå frem til, at Afghanistan ikke er værre end resten af landene i regionen. Det, der skal til, er højere løn, mere uddannelse og læse- og skriveundervisning. Det skal være mere attraktivt at være politimand eller politikvinde, slår den danske politichef fast.

For at slå ned på korruption har Kai Vittrup igangsat en kampagne, hvor folk, som møder korruption, opfordres til ringe 119 til seks efterforskningshold komplet med anklagere. På en plakat holder tre betjente håndfladerne op som det synlige symbol på "nej til korruption".

– Vi var nødt til at tjekke de tre betjente på plakaten grundigt igennem, før vi hængte dem op, lyder det fra Vittrup.

Efter mere end et år på posten i Kabul er han klar over korruptionens omfang. Problemet er ikke mindst den store korruption:

– Hvordan kan man have store huse i både Kabuls dyre kvarterer og ved stranden i Dubai, når man officielt kun har et regeringsjob til 700 dollar om måneden? spørger den danske politimand retorisk og tilføjer:

– Så skal man godt nok være helt ekstremt god til at spare op.

udland@kristeligt-dagblad.dk