Rejser
Pilgrimme bestiger Mosesbjerget
23. jan 2010 00:00 Hver nat mødes pilgrimme og turister i Sinais ørken for at bestige Mosesbjerget
| Kommentér |
|
| Pagtens bjerg |
Flere rejsebureauer har vandreturen i deres program. Der er cirka to-tre timers buskørsel fra feriebyerne på sydkysten af Sinai. Medbring vandrestøvler og varmt tøj, da temperaturen på toppen kun er et par grader. Turen er i alt på cirka 14-15 kilometer og tager mellem seks og otte timer. Vil man prøve turen på kamel, så vælg strækningen opad. Ellers bliver man søsyg på den stejle nedstigning. Helena, Kejser Konstantins moder, beordrede i år 330 bygningen af en kirke ved Den Brændende Tornebusk. Da den unge Katarina af Alexandria lider martyrdøden, fragter engle hendes lig til et nærliggende bjerg, som opkaldes efter hende. Det samme gør ad åre den lille kirke, som bliver til Sankt Katarina Klostret. Klostret har været under beskyttelse af Muhammed og Napoleon. |
| Udskriv |
| Tip en ven |
Cirka klokken 5.45 står solen endelig op, og de mange gæster på Mosesbjerget kan få taget deres billede. -- Fotos: Natasja Broström.
Pilgrimme og turister tager til Sinais ørken for at bestige det 2285 meter høje "Djebel Musa", hvor profeten Moses modtog De 10 Bud.
Det sker i så stort et omfang, at der hver nat er mennesker på vej mod toppen.
At der stadig er tvivl om, hvorvidt bjerget på den egyptiske halvø er stedet, hvor Moses ifølge Det Gamle Testamente modtog "stentavlerne, loven og buddet", skyldes geografiske tolkninger af "Exodus" eller Anden Mosebog.
Da store dele af Sinai er som et gyldent hav af takkede toppe, er det svært præcist at udpege, hvor israelitterne i den tredje måned efter udvandringen fra Egypten slog lejr. Således kandiderer op til 20 forskellige bjerge til titlen som Mosesbjerget.
Opstigningen ad det officielt anerkendte Mosesbjerg begynder om natten, så man kan opleve solopgangen på toppen.
Landskabet langs den såkaldte kamelrute er lagt i et tungt mørke, som gør det vanskeligt at skelne en stenformation fra en levende kamel.
Omvendt er månelyset netop stærkt nok til, at man ikke sætter sin fod forkert, men det forhindrer ikke flere i at snuble over de delvist gemte klippestykker i det løse, askefarvede sand. De lokale har lugtet gode penge og følger pilgrimmene tæt. Fra hvert sving hviskes der fra mørket: Camel? Want Camel?
Langsomt trækker det ujævne underlag kraften ud af benene, og flere stopper ved de interimistiske kiosker for at købe drikkevand eller varm te.
Man må lade sig imponere over profetens bedrift. Moses var ifølge Det Gamle Testamente over 80 år, da han foretog denne tur.
Det sker i så stort et omfang, at der hver nat er mennesker på vej mod toppen.
At der stadig er tvivl om, hvorvidt bjerget på den egyptiske halvø er stedet, hvor Moses ifølge Det Gamle Testamente modtog "stentavlerne, loven og buddet", skyldes geografiske tolkninger af "Exodus" eller Anden Mosebog.
Da store dele af Sinai er som et gyldent hav af takkede toppe, er det svært præcist at udpege, hvor israelitterne i den tredje måned efter udvandringen fra Egypten slog lejr. Således kandiderer op til 20 forskellige bjerge til titlen som Mosesbjerget.
Annonce
Landskabet langs den såkaldte kamelrute er lagt i et tungt mørke, som gør det vanskeligt at skelne en stenformation fra en levende kamel.
Omvendt er månelyset netop stærkt nok til, at man ikke sætter sin fod forkert, men det forhindrer ikke flere i at snuble over de delvist gemte klippestykker i det løse, askefarvede sand. De lokale har lugtet gode penge og følger pilgrimmene tæt. Fra hvert sving hviskes der fra mørket: Camel? Want Camel?
Langsomt trækker det ujævne underlag kraften ud af benene, og flere stopper ved de interimistiske kiosker for at købe drikkevand eller varm te.
Man må lade sig imponere over profetens bedrift. Moses var ifølge Det Gamle Testamente over 80 år, da han foretog denne tur.
Efter et par timer nås det plateau, hvor Moses efterlod sin bror Aron og halvfjerdsindstyve af Israels ældste for at gå det sidste stykke alene. Mens det meste af turen er foregået ad brede stier, består den sidste del af cirka 750 klippetrin. De er hverken lige høje eller lige store, og der er ofte ingen væg at støtte sig til. Eneste måde at udstå strabadserne på er at synke ind i sig selv og koncentrere sig om, hvor vedkommende foran sætter sin fod.
Med dunkende puls når man toppen, hvor Moses fastede i 40 dage og nætter, hvorefter Gud med sin finger skrev De 10 Bud på to stentavler og beseglede pagten med sit udvalgte folk.
I dag ligger der et kapel for Den Hellige Treenighed, men de fleste kommer for solopgangen eller for at føle Guds nærhed.
Bjerget er også helligt for muslimer. Det var fra selvsamme top, at Muhammeds hest Buraq eller Boraq steg til himmels.
Tæppeudlejerne har gode tider i nattekulden, mens turisterne med dampende ånde skuer mod øst. I mørket danser små prikker af lys fra skærmene på mobiltelefoner og lommekameraer.
Da solen titter op over bjergkammen og farver Sinais forrevne landskab, istemmer en gruppe sortklædte kvinder en russisk hymne, hvor navnene Jesus og Maria gentages i omkvædet.
Mens solen får magt, afsløres landskabet og den stejle trappe. Det virker næsten urealistisk, at gruppen har kunnet forcere et så uvelkomment terræn i mørke uden at falde i afgrunden. Især når flere af de ældste pilgrimme bruger stok.
Projektet virker håbløst, men alle viger respektfuldt, og ingen falder i forsøget på at stige ned ad de ujævne trin.
De, som søger en ekstra udfordring, går ned ad "Angerens Trin", som støder til kamelruten ved det føromtalte plateau. Stien benyttes kun i dagtimerne, da det kræver fuldt overblik at gå ad de cirka 3000 trin, som er udhugget af munke fra det nærliggende Sankt Katharina-Kloster.
Det tiltagende lys får de fleste til at sætte tempoet i vejret, hvilket er en overmodig fejl. Mange snubler.
Efter et par timer når man tilbage til dalen med verdens formentlig ældste fungerende kloster: Sankt Katharina-Klostret. De høje mure har ingen døre. Besøgende bliver hejst op i en lift.
I dag har klostret åbnet sig mod den verdslige verden, og stedet rummer, foruden en imponerende samling ikoner, et af jøde- og kristendommens største undere: Den brændende Tornebusk.
Det var gennem denne busk, at Gud beordrede Moses til at udfri israelitterne fra trællehuset og lede dem til Kanaans land. Busken er efter sigende en omplantet version af den oprindelige. Pilgrimme har gennem tiden stukket små, hvide sedler ind under den efterhånden meterbrede krone.
Hvad de har ønsket, er ikke til at sige, men langt de fleste pilgrimme ser på nuværende tidspunkt, efter et halvt døgns vandring, nok mest af alt frem til at sove og senere fryde sig over, at man gennemførte vandringen i Moses' fodspor.
rejser@kristeligt-dagblad.dk
|
| Flere nyheder? Tilmeld dig vores nyhedsbrev |
|
|
|
|
|
|
Mest læste Danmark
Mest læste kirke og tro
Mest læste Liv&Sjæl
|
Mest læste udland
Mest læste kultur
Mest læste debat
|
Temaer fra Kristeligt Dagblad |
Temaer fra religion.dk |
Temaer fra kristendom.dk |
|
|
|
|
|
|
| Afstemning |
| Kristeligt Dagblad 4 uger gratis |
 |
| Seneste nyt religion.dk |
|
09. mar
|
| Nyhedsbrev |
|
Ja tak, send mig dagens nyheder på e-mail |