Øboere har pingviner som nabo
23. jan 2010 00:00
Falklandsøerne ser ud til at være ærkeengelske. Men her er også skandinaviske spor
|
| Transport til Falklandsøerne |
Langt de fleste turister kommer til Falklandsøerne med krydstogtskibe. En rundtur fra Buenos Aires i Argentina til Falklands-øerne, South Georgia-øerne og Antarktis og retur koster omkring 40.000 kroner. Det norske selskab Hurtigruten er en af de få arrangører, der tilbyder denne tur. Dog er det også muligt at flyve fra Brize Norton-basen i England. En retur koster omkring 11.000 kroner.
Denne tur til Falklandsøerne blev delvist sponsoreret af det norske krydstogtselskab Hurtigruten. Selskabet sejler i vores vinter mellem Argentina og Antarktis med skibet M/S Fram. Se også: www. hurtigruten. no/antarktis.
Eventuelle billedtekster:
059 75 procent af verdens sortbrynede albatrosser yngler på Falklandsøerne. På New Island på øernes vestligste side holder et par tusinde par til. Kun et æg lægger de per år, til gengæld lever de i gennemsnit op til 40 år.
075 Springpingviner deler yngleplads med albatrosserne på den nordlige ø, West Point Island. De lægger deres æg på en blanding af mudder, sten og græs i de første spæde forårsmåneder, oktober og november.
081 Kongepingvinernes unger venter i op til en uge på stranden i klynger, mens deres forældre er på jagt i havet efter mad. I de ofte flere hundrede styk store grupper kan ungerne let kende deres forældre på det kald, de giver, når de kommer i land.
037 Skibsvrag og hvalknogler fortæller Falklandsøernes blodige historie, men minder også øboerne om deres aner. Det var nemlig skandinaviske hvalfangere, der i stort antal kom hertil i starten af det forrige århundrede, og i kølvandet på bådene fulgte mere end blot forretning. Også mange par fandt sammen, hvorfor skandinaviske efternavne i dag er almindelige på øerne.
213 Hvalknogler stikker op og danner indgangspartiet foran Kristus Kirken i Port Stanley, hovedbyen på Falklandsøerne. De er et levn fra en ikke så fjern fortid, hvor skandinaverne for en periode blandede sig med briterne på øen og efterlod et varigt minde. |
Kongepingvinernes unger venter i op til en uge på stranden i klynger, mens deres forældre er på jagt i havet efter mad. I de ofte flere hundrede styk store grupper kan ungerne let kende deres forældre på det kald, de giver, når de kommer i land. -- Fotos: Anna Klitgaard.
Anna Klitgaard skriver fra Falklandsøerne
Fangerne tømte havet for hvaler fra Falklandsøerne til Antarktis fra starten af det forrige århundrede op til 1960'erne.
Man mener, at kun fire procent af den oprindelige bestand af hvaler i området var tilbage, da de sidste fangere lagde op. Mange af de sømænd, der bemandede hvalfangerskibene, var fra Skandinavien.
Strandene i det sydlige Atlanterhav vidner stadig om de blodige drab, for rundt om i vige og laguner ligger hvalskeletter og -knogler. De minder besøgende om den fortid, der gjorde strandene her alt andet end kridhvide, men også om befolkningens ophav, som ikke er så britisk endda.
De skandinaviske hvalfangere begyndte allerede at komme til Falklandsøerne omkring slutningen af det 19. århundrede.
Egentlig var det ikke så meget de små vindombruste øer her ud for Argentinas kyst, de søgte, men snarere øgruppen South Georgias endnu køligere vande og hvaler længere mod sydvest.
De britiske øer var dog et godt udgangspunkt, og flere begyndte da også at bruge dem som vinterbase.
I løbet af de 60-70 år, hvor hvalfangsten var profitabel i området blev det til en del skandinaviske efterfølgere, for fangerne faldt til og stiftede familie på øerne.
En af disse efterkommere er Derek Pettersson. Han bor på det yderste næs af Volunteer Beach to en halv times kørsel fra hovedbyen Port Stanley. Han har boet her hele sit liv og har som sine nærmeste naboer 500 kongepingviner og deres brunpelsede unger.
Sommeren 2009 tog Derek for første gang til Sverige for at finde den familie, der har givet ham det svenskklingende navn.
Han vidste, at hans oldemor havde giftet sig med en svensk hvalfanger, men eftersom han aldrig havde mødt hende, så var han nysgerrig efter at vide mere om landet mod nord.
Sammen med sin hustru og to børn pakkede han derfor kufferten.
– Jeg vidste, jeg havde en onkel i Sverige. Jeg har aldrig haft kontakt til den del af familien, men jeg syntes, det kunne være spændende at finde ud af noget mere om mine forfædre. Derfor tog vi af sted.
Desværre for familien Pettersson resulterede rejsen ikke i en stor familiefest. For Sverige var langt større, end Derek havde forestillet sig, og Pettersson et meget udbredt navn.
Mens Derek i læ for den stride vind har siddet og fortalt, nikker vores guide Anthony Anderson en gang imellem.
Også han har skandinaviske aner, og selvom han aldrig har forladt øerne for at søge efter dem, så ved han, at en familie findes et sted i Skandinavien.
– Ikke alle hvalfangerne blev her, og andre var bare på gennemrejse. De arbejdede på skibene i det sydlige Atlanterhav og kom måske bare her på vej til eller fra Skandinavien. Min mormor giftede sig med en svensker, men han blev her ikke, så det, vi har nu, er efternavnet. Og det er vi ikke alene om, blinker han smilende.
På trods af efternavnet er Anthony dog ikke i tvivl om sin nationalitet.
For Falklandsøerne er britiske, og han selv brite. Han husker krigen i 1982, da argentinerne kom. Dengang boede familien ikke som nu i byen Port Stanley men uden for, og derfra blev familien ført til et hus, hvor soldaterne holdt dem indespærret i en måned. Da briterne endelig befriede dem, blev de mødt af minefelter og efterladt krigsmaskinel, som stadig ses på øerne.
Mange turister kommer for at se de militære efterladenskaber og krigsmindepladserne, der dukker op rundt omkring i det ellers øde terræn.
Andre kommer for at opleve det fantastiske dyreliv. Kongepingviner, springpingviner, albatrosser og sæler lever side om side med et rigt fugleliv.
Mere end 700 øer er her, men langt de fleste er ubeboede. Kun 3100 mennesker bor der på Falklandsøerne, og af dem bor 2700 i hovedbyen Port Stanley, der da også er det eneste sted, hvor besøgende kan hæve penge, spise ude og købe souvenirs.
Dog er det muligt at bo rundt omkring i oplandet eller i "campen", som øboerne kalder alt uden for Port Stanley. Blandt andet kan op til fire gæster bo hos familien Pettersson ved Volunteer Beach, men også spredt ud over de andre beboede øer findes der små gæstehuse.
Dog er det i Port Stanley, at rødderne tilbage til Skandinavien viser sig tydeligst. Uden for Kristus Kirken midt i byen rejser store hvalknogler sig i en buet indgang, og inde mellem de engelske stenhuse ligger typisk skandinaviske træhuse.
I et nybyggerkvarter viser Anthonys søn, Paul Anderson, stolt sit nyopførte hus frem. Det er af træ og malet som mange svenske huse i gule farver. Det er også her, turistkontoret og det lokalhistoriske arkiv findes, og herfra nysgerrige som lokale kan finde vejen tilbage til deres rødder – i manges tilfælde tilbage til hvalfangernes flygtige historie og Skandinavien.
rejser@kristeligt-dagblad.dh