Det er ikke nyt at gøre godt for andre. Men forretningssansen hos det stigende antal sociale iværksættere er ikke set før, og den er i færd med at skabe en ny social kultur, der allerede har spredt sig langt ind i den frivillige sektor
Niels Bonefeld kom i 2003 hjem fra Tanzania med en god idé. De havde for få og for dårlige cykler i det fattige land, og det gjorde det svært at komme i skole, finde arbejde eller bare komme til lægen. De færreste havde dermed mulighed for at løfte deres levestandard, og det burde man gøre noget ved, tænkte han.
Hjemme i København kørte hans fætter Henrik Smedegaard Mortensen cykeltaxa og arbejdede for en mere bilfri hovedstad. Han var opsat på at gøre en forskel, så da Niels foreslog, at de sendte en masse cykler til Afrika, var han straks med, og sådan opstod en af landets mest løfterige, socialøkonomiske virksomheder ved navn Baisikeli (cykel på swahili). Gennem politiet og forsikringsselskaber får de i dag fat i nogle af de 400.000 cykler, danskerne hvert år skrotter, og sender dem sydpå i store containere.
I Tanzania og Sierra Leone har de ansat lokale til at drive cykelværksteder og lære almindelige afrikanere at reparere og sælge cykler. Overskuddet bliver brugt på aktiviteterne i Afrika, så for at dække omkostningerne i Danmark lejer de cykler ud til turister og virksomheder. Efter tre år bliver de sendt videre til Afrika.
– Det er simpelthen en hel afrikansk cykelkultur, vi forsøger at skabe, forklarer Henrik Smedegaard Mortensen.
Og Baisikeli er blot et lille skvæt i en regulær bølge af sociale virksomheder, der lige nu dukker op i Danmark. Det sker på trods af økonomiske krisetider og et traditionelt iværksættermiljø i hastig nedgang. Og det sker med en sådan overbevisning, at både kommuner, erhvervsliv samt den frivillige og humanitære sektor er begyndt at tage tankegangen til sig.
Det, der er i gang, er et grundlæggende logikskifte, forklarer leder af Center for Socialøkonomi, Lars René Petersen. Erhvervslivet og den sociale verden er i færd med at bøje sig mod hinanden, og det betyder brud med en række traditioner: Jo, det handler om andet og mere end at tjene penge. Og jo, man kan godt gøre det til en forretning at gøre godt for andre.
– Den økonomiske krise har tvunget mange til at tænke nyt. Og her har erhvervslivet, den offentlige sektor og den frivillige verden indset, at de kan lære af hinanden uden at miste sig selv. Virksomhederne bliver mere bæredygtige, de frivillige bliver mere professionelle, siger Lars René Petersen.
Nogle af dem, der er ved at ændre strategi, er Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Flygtningehjælp. Her er man begyndt så småt at involvere sig i socialøkonomiske projekter og forsøger at tænke mere i produkter, markedsføring og salg. Men det er ikke en gnidningsfri proces, forklarer udviklingskonsulent i Dansk Flygtningehjælp, Michael Wulff:
– Det er jo en ny måde at tænke på, men det giver god mening eksempelvis at aktivere dem, vi gerne vil hjælpe, gennem en forretningsmodel, fremfor at de blot modtager hjælp. Det virker rigtig godt med nogle indvandrerdrenge, vi kører et projekt med lige nu. Men traumatiserede flygtninge skal nok hjælpes anderledes, så modellen virker ikke på alt.
Han spår, at organisationen helt sikkert vil tænke socialøkonomisk i endnu højere grad i fremtiden.
– Rigtig mange sætter denne tankegang på dagsordenen lige nu i den humanitære verden, så potentialet er stort, siger Michael Wulff.
En medvirkende årsag til denne udvikling er ifølge professor Torben Bager fra Syddansk Universitet, at den nye type iværksætter er mere højtuddannet end de traditionelle. På universiteterne er tendensen nemlig, at humanister og de mere forretningsorienterede i stigende grad mødes i tværfagligt samarbejde.
– De to verdener bliver simpelthen tættere knyttet end tidligere, og det skaber mere symbiose end modsætning. Det er her, den sociale økonomi virkelig får mulighed for at udvikle sig, siger han.
henriksen@kristeligt-dagblad.dk