Vi er dem, der lige nu bærer evangeliet videre

Vi bærer, men vi bliver også båret. Guds Ånd bærer kirken, og det skal vi huske for ikke blive lammet af bekymring for nutiden og fremtiden: Hvordan skal det dog gå, og hvad nu, hvis alle melder sig ud af folkekirken, og kristendommen forsvinder fra landet?

Folkekirken er i krise – siges det tit. Det har den været i al den tid, jeg har levet. Folkekirken er altid i krise. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt. At være i krise er at stå ved en afgørende skillevej – og det gør vi altid. Kirken er altid i krise, fordi det gælder lige nu: Forkynd evangeliet eller svigt din opgave.

I den livslange krise skal vi samtidig hvile i, at råbet er bragt videre i 722.000 dage og gennem uendeligt mange flere mennesker. Så går det også lidt endnu, selvom der er alverdens ting galt med os. Vi er for selvfede og ligeglade, for rige og for kyniske og dovne, men vi er nu dem, der er.

Kirkens opgaver er altid: Gudstjeneste, undervisning, mission og diakoni. Hvordan de opgaver skal løses, må hver generation svare på. Vi har nogle helt åbenlyse opgaver i folkekirken lige nu, og så har vi nogle diskussioner om rammerne for kirken, som til tider kommer til at fylde mere i den offentlige samtale end kirkens egentlige opgaver.

For at folkekirken kan løse sine opgaver, er det vigtigt:

1) at sognemenighederne og deres ledelse, menighedsrådene, er opmærksomme på fællesskabet. Folkekirkens store udfordring er at skabe åbne fællesskaber og åben samtale om tro og liv – både for folkekirkens egne medlemmer og de mennesker i sognet, der har en anden eller ingen religion.

Det er ingen kunst at skabe lukkede fællesskaber for de enige. Underet sker, når fællesskabet kan rumme forskelligheden. Diakoni – tjeneste for medmennesket – er en afgørende del af kirkens liv. Hvis der ikke er sammenhæng mellem ord og handling, kan evangeliet ikke høres. Det gælder om at få øje på den nød og ensomhed, der kan være bag de lukkede døre af ligegyldighed. Samfundet skriger efter fællesskab – og hvorfra skulle det udgå snarere end fra folkekirken, som er forpligtet på at bære evangeliet om, at vi er hinandens søskende ud til alle – også i handling.

2) at have dygtige, vise og frimodige præster, der tør prædike og forkynde og oplyse efter deres overbevisning – både i kirken om søndagen, ved begravelser og bryllupper og i undervisningen – og på skrift og tale i offentligheden. De skal oplæres og opelskes af menigheden ved at blive brugt og lyttet og talt til, og de skal støttes til at prioritere opgaverne, så de ikke brænder ud, og til stadig at dygtiggøre sig til deres arbejde.

3) at gudstjenesten fejres og opsøges som en fest og et udgangspunkt for fællesskab, og at der sker en reel og offentlig oplysning om, at kirke og kristendom er for børn, unge og voksne. Folkekirkens liv er lokalt. Det er et fysisk fællesskab. Sognet består af de mennesker, der bare har det til fælles, at de bor og lever på et bestemt sted i den fysiske virkelighed. Der er nogle opgaver – arbejde med udvikling af religionspædagogik og liturgi, mediebrug og så videre, som hvert sogn ikke kan løse alene, og derfor er samarbejdet på provsti-plan, stiftsplan og landsplan vigtigt. De fælles initiativer – stiftsråd og -udvalg, netværksopbygning, informationstjeneste med mere skal udmøntes og bruges i det gudstjenesteliv og den undervisning, der finder sted lokalt, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt, hånd til hånd.

Er der noget, der hindrer os i at være kirke? Egentlig ikke. Alligevel bruges der i medieoffentligheden mest krudt på at diskutere rammerne om folkekirken. For eksempel forholdet mellem stat og kirke – Grundloven bestemmer, at der er et forhold, og medmindre folkekirkens egen medlemmer ønsker, at det skal være anderledes, så bliver det det ikke.

Det gode forhold mellem stat og kirke forudsætter, at staten ikke bestemmer, hvad kirken må sige, og at kirken ikke bestemmer, hvad staten må gøre. Samme grundlov bestemmer, at vi har religionsfrihed – et gode både for samfundet og for kirken. Folkekirkens synlige tilstedeværelse i Grundloven og i samfundet skal være med til at værne om friheden til at tro og tale og tilslutte sig en religion, synligt eller usynligt.

I den senere tid har der med blandt andet den ulykkelige Brorson-sag og klimaklokkeringningen været voldsom diskussion om evangeliets fortolkning i det offentlige rum. Men at meningerne brydes omkring centrale ord som barmhjertighed, frihed, næstekærlighed og skabelse, skader hverken staten eller kirken. Tværtimod. Tavshed og tvang er ødelæggende. Ikke åben debat.

Hvem bestemmer i folkekirken? Det er givet, at demokratiet i folkekirken skal styrkes sammen med bevidstheden om kirkens opgaver. Det at folkekirken er en evangelisk-luthersk kirke, der skal forkynde evangeliet ,er ikke genstand for demokratisk afgørelse. Men måden, hvorpå vi forvalter pengene, er. Det økonomiske løsen har i de senere år heddet: "Mere kirke for pengene". (Kirkeministeriets Betænkning 1491 om Folkekirkens økonomi).

Men hvordan måler man mængden af kirke? Er pengene brugt bedst på et foredrag, hvor der kom 200 glade mennesker, eller på en gudstjeneste, hvor der sad 8, og hvor den ene pludselig følte hele sit liv oplyst af nogle ord i en salme? Det er ikke til at sige, men man skal som bekendt vare sig for at gøre alt op i penge. Kan vi besinde os på kirkens opgaver, gudstjeneste, undervisning, mission og diakoni, og lade de opgaver være rettesnoren for, hvordan pengene skal bruges, så bliver det måske hverken mere eller bedre kirke for pengene, men i hvert fald kirke før pengene.

"Forkynd evangeliet for al skabningen – brug om nødvendigt ord". Den opfordring siges at stamme fra Frans af Assisi. Ord bliver der brugt rigeligt af ved et bispevalg. Men det er kun et øjebliks eftertanke. Så går kirkens liv videre over stok og sten, i ord og handling, alle dage indtil verdens ende.

Marianne Christiansen er kandidat til bispevalget i Aalborg