I 1910 mødtes missionærer fra hele verden i Edinburgh, Skotland for at diskutere, hvordan den nye generation skulle kristnes. -
- Wikimedia Commons
Viggo Mortensen og Andreas Østerlund Nielsen |
26. januar 2010
For 100 år siden samledes kristne missionærer i Edinburgh. Nu samles missionærerne igen
EU SKAL STÅ SAMMEN om en fælles offensiv global værdipolitik, udtalte Per Stig Møller (K) til Kristeligt Dagblad den 9. januar. Udenrigsministeren mener, at EU bør have et direktorat for globale værdier baseret på menneskerettighederne, ytringsfrihed, demokrati, religionsfrihed, frihed for religiøse minoriteter og så videre.
Det skal være et modsvar til de islamiske landes meget succesfulde lobbyorganisation Organisationen af Islamiske Stater (OIC), som har haft held til at få vedtaget flere resolutioner inden for FN-systemet, der lægger op til begrænsninger af ytringsfriheden og grænser for religionskritik.
"Er Per Stig Møller blevet missionær?" kan man med rette spørge. Set i lyset af de forskellige religioners udbredelseshistorie ligger det i hvert fald lige for at se historien som en historie om mission og et udslag af vekslende styrkeforhold mellem religioner og kulturer, her den islamiske og den kristne.
De to religioner er som bekendt begge missionariske religioner betænkt på at udbrede deres budskab til hele verden. Det har de i tidens løb udviklet forskellige strategier for, herunder forsøg på at alliere sig med de politiske magthavere.
Kristen mission har i kolonialismens og imperialismens tid brændt fingrene grundigt på denne alliance. Derfor er det påtrængende nødvendigt at drøfte, hvordan kirken skal forholde sig til et sådant udspil. Er Per Stig Møller en god missionær for kristendommen og vestlig kultur, eller må kristen mission gå helt andre veje?
I år skal vi fejre hundredåret for den store missionskonference i Edinburgh 1910. Alt, hvad der havde navn inden for den vestlige kristne missionsbevægelse kom i 1910 sammen under det triumfalistiske motto formuleret af den store missionshøvding John R. Mott: "Verdens kristianisering/evangelisering i denne generation."
Ikke noget urealistisk mål efter deres egen opfattelse: De vestlige imperiale magter kontrollerede politisk og militært hen ved 90 procent af Jordens befolkning. Imperiet var på plads – nu gjaldt det bare om at smøge ærmerne op, give den en ordentlig skalle, og så ville verden blive kristen. Man tvivlede ikke et øjeblik på den vestlige kulturs overlegenhed og dermed heller ikke på den kristne religions absoluthed og suverænitet. Det gav en solid selvtillid til den kristne missions aktivitet.
SOM BEKENDT gik det ikke, som de så aktive missionsinteresserede spåede. Verden blev ikke kristen de næste 30 år, men kristendommen blev global. Den uhyre optimisme på den vestlige kulturs vegne fik sit første grundskud i Første Verdenskrigs skyttegrave, og resten af århundredet stod i afkolonialiseringens tegn. Antropologisk forskning og postkolonial kritik har gjort det af med den sidste rest af tro på den vestlige kulturs overlegenhed – i hvert fald indtil de senere års konfrontation med islam.
I år, 2010, afholdes til juni en tilsvarende konference i Edinburgh for at fejre 100-års-jubilæet. Det vil ske i en ganske anden stemning. Man samles i bevidstheden om, at nok er kristendommen blevet global, men den er også trængt. I dens tidligere kerneområde i Vesten, først og fremmest i Europa, er de konfessionelle og traditionelle kirker visse steder i dramatisk tilbagegang. Delegaterne her kan ikke undgå, hvis de vil være realistiske, at overveje, verdens dekristianisering i det 20. århundrede.
MEN MAN VIL glæde sig over og forsøge at forstå, hvordan det kan være, at de kristne kirker vokser i Syden med en kristendom, som er meget anderledes end den, der fandt sit hjemsted i Vesten. Og man vil ganske sikkert komme med mere ydmyge bud på kristendommens fremtid, der understreger, at kristen mission hverken er Vestens eller de kristnes mission, men Guds mission i verden (Missio Dei).
Den første og største akademiske fejring af 100-året for missionskonferencen i Edinburgh i 1910 afholdes på Aarhus Universitet i dagene 27.-29. januar. Her samles missionsteologer fra det meste af verden under overskriften "Church and Mission in a Multireligious Third Millennium."(Kirke og mission i et multireligiøst tredje årtusind, red.).
Sammen vil de vende blikket fremad og drøfte kristendommens fremtid i en globaliseret verden, hvor religioner, kulturer og økonomier skal håndtere at eksistere sammen. Konferencen vil tage sit udgangspunkt i to vidt forskellige bud på kristendommens plads i samfundet og forholdet mellem kirke og samfundskultur. Skal kirken skærpe sin egenart som et radikalt og ikke-voldeligt alternativ til den vestlige liberale kultur og samfundsindretning for dermed at være vidne om en Gud, der ydmyger sig og lader sig korsfæste? Eller skal kirken fremme samhørigheden mellem kirke og folk ved at tydeliggøre kristendommens historiske indflydelse på de vestlige samfund og søge at bevare denne?
På denne baggrund drøftes kirkens betydning for kristen mission. Mission er ikke længere organisationernes opgave ude på "missionsmarken", men det er enhver kirkes – lokal, national og global – eksistensvilkår.
Denne erkendelse fører i disse år, i Danmark og resten af verden, til et intensivt kirkeligt fornyelsesarbejde, og konferencen vil belyse, hvilke veje denne fornyelse går. Hvilken forståelse af kristen mission peger alt dette så på? Global dialog, interkulturel teologi og fantasi bliver i hvert fald nødvendige ingredienser.
I 1910 stod den kristne missionsbevægelse på sit højeste. Inspiration fra den har sat sig spor i mange egne af verden, og den gav stødet til det 20. århundredes økumeniske bevægelse. Andre tog ved lære, således den muslimske verden, der i mangt og meget forsøgte at efterligne den kristne missions strategi. Og med et vist held, må man sige, hvis man ser på OIC's succesrige lobbyvirksomhed.
ISLAM HAR i den foregående periode spredt sig hastigt mod vest, således at den nu fremstår som den afgørende religiøse spiller i Europas politiske udvikling. I disse år står den muslimske verden på højden af sin succes, og som udenrigsministerens initiativ dokumenterer, så finder Vesten nu anledning til at efterligne den muslimske verdens missionsindsats.
Men en sådan efterligning og tanken om et "direktorat for globale værdier" baseret på værdier opstået i det traditionelt kristne Vesten smager af en ny form for imperialisme, som kirken belært af sin missionshistorie bør lægge afstand til.
Spørgsmålet bliver: Kan og skal den kristne kirke, med nødvendigt forbehold, bifalde den bølge af ny kristelig selvbevidsthed, som konfrontationen med islam har givet anledning til, og den tilsvarende nye kirkelige og politiske vilje til at udbrede, hvad der af mange regnes for kristne kulturværdier, ud fra den redelige overbevisning, at de er modsvarende muslimske værdier overlegne?
Eller er kristen mission et sandhedspostulat, som kun kan fremføres i form af det vidnesbyrd, kirken er, om Guds handlemåde, når den giver afkald på enhver – herunder politisk, økonomisk og kulturel – magtanvendelse?
Kristendommens fremtid afhænger ikke af svaret på disse spørgsmål, for den er i Guds hånd. Men både kirke og missionsteologi befinder sig midt i et nyt landskab, hvor det er presserende at finde en ny retning og gå andre veje. Det er blandt andet det, missionskonferencen på Aarhus Universitet vil filosofere over.
Professor, dr.theol. Viggo Mortensen er formand for konferencekomitéen for "Church and Mission in a Multireligious Third Millennium", som finder sted onsdag til fredag i denne uge. Ph.d.-studerende, cand.theol. Andreas Østerlund Nielsen er konferencekoordinator. Man kan læse mere om konferencen på hjemmesiden www.teo.au.dk/churchandmission
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad