Derfor går der politik i revision

Meget ofte handler de om konkrete sager, og den ansvarlige minister kan komme i søgelyset.

Så går der politik i det. Rigsrevisionens beretninger skal nemlig drøftes af de seks statsrevisorer, partierne har udpeget. De forsøger at blive enige om en politisk konklusion på Rigsrevisionens beretninger.

Selvsagt forsøger regeringspartiers revisorer at være mere venlige over for ministre, end Rigsrevisionens rapporter tilsiger, mens oppositionspartiers revisorer er mere kritiske, end der er grundlag for.

Det afgørende er, at man forsøger at nå til enighed.

Statsrevisorerne har deres egen karakterskala, der strækker sig fra, at de finder noget "meget eller særdeles positivt" – til at de "påtaler skarpt og henleder Folketingets opmærksomhed på" et eller andet forhold.

I alt afgiver Statsrevisorerne 18-20 beretninger hvert år til Folketinget, og et par gange er de ovre i den meget kritiske ende af karakterskalaen.

Det fører ikke i sig selv til, at en minister må træde tilbage, men kritiske udtalelser har historisk skadet ministres karrierer.

I 1986 måtte den daværende trafikminister, centrumdemokraten Arne Melchior, gå af, efter at statsrevisorerne havde påtalt rod i hans rejsebilag.

I 2006 blev den konservative fødevareminister Lars Barfoed også tvunget fra sin post efter en kritisk rapport om fødevarekontrollen.

I det sidste tilfælde hører det med, at statsrevisorernes kritik ikke var specielt hård ved Lars Barfoed.

Kritikken var nok så hård mod hans forgængere, men han kom til at betale prisen, fordi Dansk Folkeparti trak tæppet væk under ham.

Mere almindeligt er det, at ministre rammes indirekte af de kritiske rapporter.

Venstres tidligere miljøminister Hans Christian Schmidt blev i 2004 kritiseret af Rigsrevisionen og statsrevisorerne. Der var indført en miljøstøtteordning på 13 millioner kroner, og minister kanaliserede nogle af pengene over til et projekt på den skole, hvor han tidligere havde været viceskoleinspektør.

Det gav kritik, og ved en senere ministerrokade blev han i stedet fødevareminister, og i dag er han gruppeformand for Venstre.

Et andet eksempel på indirekte konsekvenser af kritik drejer sig om tidligere kirkeminister Tove Fergo (V). Hendes ministerium blev i 2003 undersøgt af Rigsrevisionen, og det kom der en kritisk rapport ud af.

Pudsigt nok var det en undersøgelse, Tove Fergo selv havde bedt om, sandsynligvis for at få placeret et ansvar for det rod, hendes forgængere havde efterladt i Folkekirkens Fællesfond.

Tove Fergo blev ikke fjernet som minister af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), men da vælgerne ikke genvalgte hende ved det følgende folketingsvalg, trak hun sig selv fra posten.

I den aktuelle sag om statens betaling for ydelser til privathospitaler har Lars Løkke Rasmussen (V) foreløbig redet stormen af, men prisen har været en usædvanlig splittelse hos statsrevisorerne.

Det er kun anden gang på 30 år, de har været uenige om, hvilken karakter de skulle uddele på baggrund af en beretning fra Rigsrevisionen.

Første gang var i 1990'erne, da den daværende statsrevisor Ivar Hansen havde et særstandpunkt i en sag om kommunal revision.

Ellers skal man tilbage til de vilde 1970'ere for at finde uenighed blandt statsrevisorerne, hvor Fremskridtspartiets statsrevisor jævnligt afveg fra konsensus.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk