Victor Marcussen er fortrinlig i rollen som Helmuth. Han har både pondus, nerve og musikalitet. --
- Morten Fauerby/Svalegangen
Claus Grymer |
26. januar 2010
En stor kunstner demaskeres med overbevisende skuespil om Osvald Helmuth på Svalegangen
En stor kunstner, men som privatperson mere eller mindre umulig. Mest "mere". Den velkendte problematik gennemspilles overbevisende i Gunnar Geertsens skuespil om Osvald Helmuth, "Osvald", der i samarbejde med Jomfru Ane Teatret i Aalborg og i Pelle Koppels iscenesættelse har haft urpremiere på Svalegangen i Århus.
Vi oplever en gloværdig karriere fra bagsiden og hører om den høje pris, som først og fremmest Osvald Helmuths nærmeste måtte betale. Sønnen, Frits, fik mavesår i en alder af bare seks. Vi lades ikke i tvivl: det var fars skyld.
Osvald Helmuth kunne med jovial solidaritet fremstille den "almindelige" dansker, genkendelig for enhver. Portrætterne virkede så autentiske, at man umiddelbart – og meget naivt – forestillede sig, at de personer, han fremstillede, nærmest måtte være ham selv. Det var de ikke. Eller de var blot en ganske lille – og måske drømmende – del af ham. Bag jovialiteten, og skjult for offentligheden, herskede et minefelt af dæmoni. Helmuth kæmpede med sig selv, og tabte – samtidig med at han sejrede som kunstner. I flere dage kunne han være hjemmefra, uden at hans kone anede, hvor han var. Hun havde dog nok sine gisninger. Utro var han, og ikke alene med kvinder. Når han endelig dukkede op, var han måske fuld og/eller "ædende ond".
En mulig parallel til Osvald Helmuths forhold til de personer, han gav liv og nærvær, har vi i et digt, hvor Dan Turèll bekender sig til den enkle, rolige hverdag, han var ude at stand til leve i.
Under arbejdet med det demaskerende skuespil har Gunnar Geertsen støttet sig til den eksisterende litteratur om Osvald Helmuth. Noget nyt fortæller han altså sådan set ikke. Hans hensigt har da heller ikke været at afsløre, snarere at stille skarpt på det principielle: den svære virkelighed bag den "lette" kunst. Det er da også netop dér, "Osvald" har sin værdi.
Vi hører om hele karrieren i et forløb gennemvævet af brudstykker af de mest kendte viser, som opleves anderledes end ellers, fordi den sammenhæng, hvori vi hører dem, er anderledes. Stykket begynder i garderoben på Hel-singør Theater i 1963, hvor vi møder en kolerisk Osvald Helmuth med stjernenykker. Men da en ung pige dukker op, bliver han straks den flinke mand. Eller er han bare en skuespiller, som til fuldkommenhed behersker rollen som flink mand? Dermed åbnes for et gennemgående motiv: Hvornår er Osvald Helmuths liv teater – og hvornår er det ikke?
Victor Marcussen er fortrinlig i rollen som Helmuth, har pondus, nerve og musikalitet. Lige så bemærkelsesværdig er Anne-Vibeke Mogensen som den (urimeligt?) tålsomme hustru, der skildres ikke som et offer, men som en stærk kvinde, der er meget bevidst om, at hun lever, som hun selv har valgt. Hun opfatter samlivet med Osvald Helmuh som sin skæbne, ja, som selve meningen med sit liv. Men han er ikke hendes livs kærlighed, den siger hun nej til i erkendelse af, hvor hun bør være. I mindre roller ses de to skarpt spillende unge talenter Julie Riis og Rolf Hansen.
Forestillingen, der bekræfter, at et "lille" menneske sagtens kan være en stor kunstner, slutter oplivende og usentimentalt i det milde skær fra en antydet forsoning.
Gunnar Geertsen: Osvald. Iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi: Steen Lock-Hansen. Musikalske arrangementer. Niels Søren Hansen. Pianist: Pia Hessner. Urpremiere. På Svalegangen indtil den 27. februar. Derefter danmarksturné samt spilleperiode på Jomfru Ane Teatret.grymer@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad