Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


- Allan Sørensen, mellemøst-korrespondent 
Allan Sørensen
Send artiklen Mild, munter og myndig til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mild, munter og myndig

Bispekandidat Henning Toft Bro fra Nykøbing Mors har det bedst med vand og både i nærheden. Heldigvis går Limfjorden hele vejen til Aalborg -- ifald han skulle blive stiftets næste biskop. --

- Malene Korsgaard Lauritsen.

Fakta

De tre kandidater

Der er bispevalg i Aalborg Stift, og torsdag den 11. februar kendes resultatet af første...
Læs mere

Henning Toft Bro

Født 1956 i Thyborøn. Fisker og havnearbejder i Thyborøn, inden han i 1978 tog sin HF-eksamen i...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Læs Kristeligt Dagblads store valg-interview med Henning Toft Bro

Det er endnu mørkt i Nykøbing Mors. På torvet foran den røde Nykøbing Mors Kirke bliver konfirmander læsset ud af biler. Andre kommer daskende til, skuttende sig i kulden. Konfirmandundervisningen begynder klokken otte med en lille morgengudstjeneste i kirken.

– Nå er I friske? Ellers bliver I det, når vi har sunget "Morgenstund har guld i mund", prøver Henning Toft Bro opmuntrende.

Konfirmanderne synger nu ikke særlig højt af den grund. Efter salmen læser han søndagens bibeltekst. Det er vigtigt for ham, at de unge får forkyndelsen med.

Læs også: Syv skarpe til Henning Toft Bro

Annonce
53-årige Henning Toft Bro er provst på Mors på tolvte år og en ud af tre kandidater til bispesædet i Aalborg Stift. Selvom han har travlt med at føre valgkamp, skal både præste- og provstefunktionen passes som vanligt. Men han er ved at glæde sig til den 11. februar, hvor resultatet af første valgrunde bliver offentliggjort. Det fylder i bevidstheden at være bis-pekandidat, og det er efterhånden over to år siden, han lod sig overtale til at stille op.

– Ønsket om at blive biskop er ikke groet i min egen have, men i 2007 fik jeg nogle opfordringer til at stille op, og jeg drøftede det med min familie, fordi jeg syntes, det var en spændende udfordring. Blandt mine stillere er otte provster, som har set mig arbejde, og det betyder meget, at de bakker mig op, fortæller han.

Efter den korte gudstjeneste er der foredrag for konfirmanderne. Da det er godt i gang, lister Henning Toft Bro videre. Han har et længere møde med provstiudvalget. Både hans privatbolig og hans kontor ligger lige bag kirken, så han kan være fremme på to minutter. I entreen til kontoret er de seks folkevalgte medlemmer af provstiudvalget samt sekretæren ved at indfinde sig. Alle giver hånd til alle.

– Goddag, goddag, goddag.

Det er årets første af cirka ti møder i udvalget. Også dette møde begynder med en sang – "Lysets engel går med glans" – og de otte synger væsentligt højere end konfirmanderne.

Bispekandidaten sidder for enden af det ovale bord, og på hans foranledning gennemgår udvalget punkterne på dagsordenen, der blandt andet tæller renovering af bygninger og problemer med skimmelsvamp. At være provst handler meget om økonomi og administration, om mus-samtaler og nyansættelser.

– Hvornår er det nu, du starter som biskop? spørger et humoristisk udvalgsmedlem.

Hvis Henning Toft Bro bliver biskop, har han tænkt sig at trække på sin lange erfaring som både præst og provst. En smidig administration er netop et af hovedtemaer i hans valgprogram.

– I fremtiden tror jeg, provstiet i langt højere grad kommer til at virke mere som et sekretariat, som menighedsrådene må trække langt større veksler på.

– Som biskop må man prioritere sin tid, så man kan komme ud i hjørnerne af stiftet. For mange rundt om i sognene handler det om at vide, at man ikke er glemt. For menighedsrådene er det vigtigt at vide, at de både har en biskop og en stiftsadministration i ryggen. Biskoppen skal virke som en samlende faktor, fastslår Henning Toft Bro.

Han har tænkt sig at benytte sig af sin evne at lytte til folk.

– I min måde at være menneske på lever jeg meget godt op til mit efternavn – Bro. Jeg er god til at bygge bro mellem mennesker, og det synes jeg, der er stort behov for i folkekirken.

Kristendomsundervisningen og forkyndelsen er også blandt kandidatens mærkesager. Han vil gerne have et stiftsudvalg for undervisning for på den måde at gøre en målrettet indsats for kristendommen.

– Når jeg lægger så stor vægt på en tydelig forkyndelse, er det fordi ikke bare præsten, men også menighedsrådene skal have det for øje i deres arbejde. Vi er sat i verden for at drive mission. Det at døbe, lære og forkynde. I menighedsrådene må vi tale om, hvordan vi kan opfylde vores missionsforpligtelse, mener Henning Toft Bro.

Han ser medierne som en vigtig medspiller i kirkens mission.

– Vi kan forkynde evangeliet via de nye medier som mobiltelefon, internettet og facebook. Det er en enestående måde at kommunikere på og bruge det mere aggressivt, end jeg har været vant til. Der ser jeg nogle store muligheder, fortæller bispekandidaten.

På samme måde ser han også muligheder for kirken i den debat, der jævnligt er i medierne om fadervor i folkeskolen og i det hele taget religionen i det offentlige rum.

– Som kristne og som kirke er vi blevet tvunget ud i nogle overvejelser, som vi tog som en selvfølge før i tiden. Det er vigtigt, at vi holder fast i den kristne kulturarv og ikke skammer os ved den. Vi skal stå fast på, at vi er rundet af en årtusind lang tradition for kristendommen her i landet, og at det er et af varemærkerne for det danske folk, siger han.

I privaten er indretningen lys og imødekommende med udsigt over fjorden. Der er lyse sofaer, flere kunstværker af den lokale kunstner Erik Heide og farvekoordineret bogreol. Sidstnævnte er hustruen og børnehaveklasseleder Ragna Bros værk. De har været sammen siden teenageårene – 40 år er det snart – og hun er hans store støtte både arbejdsmæssigt og privat. God til at give sin ægtemand et kærligt puf, når det behøves.

Henning Toft Bro kommer helt ude fra Vesterhavets kant: Thyborøn, hvilket han i øvrigt har tilfælles med stiftets siddende biskop, Søren Lodberg Hvas. I dag beskriver bispekandidaten sin fødeegn som "mit tabte paradis". Derude ved det salte hav var kirkegang lige så naturligt som at trække vejret og ikke noget, man tænkte nærmere over.

– Jeg betragter mig som stående midt i god, dansk folkekirketradition med stor kærlighed til gudstjenesten og med vægtlægning på dåb og nadver. Vokset op i kirkeligt miljø var det vigtigt, at hjemmet var repræsenteret i kirken. I slægten har vi altid haft en stor kærlighed til gudstjenesten, fortæller han.

Familien kom i Indre Mission og bad bordbøn til aften.

– Søndagsskolen er en del af min ballast, men det betyder ikke noget for mit kirkesyn i dag. Ikke ud over, at jeg har taget det bedste med fra Thyborøn. Det, der handler om fællesskab, omsorg og hjælpsomhed, fortæller han.

Selvom det nordvestjyske område betyder meget for ham, er han er klar til at skifte Nykøbing Mors ud med Aalborg, skulle det blive aktuelt.

– Jeg har problemer med at forlade, hvad jeg elsker, men jeg ved, at det, man får, ofte opvejer det, man flytter fra, siger han.

Vi går ned på havnen i Nykøbing, hvor kutterne er trukket på land, halvt begravet i sne. Provsten har selv en lille båd, men den ligger vinteren over i en lade på landet. Han sætter pris på at komme ud i den friske luft. Normalt går han altid en morgentur for at få blæst hovedet igennem, inden dagen begynder for alvor. Eller han sætter sig ned min sin guitar og spiller sig ind i en anden verden for at slappe af. I mange år var han en del af musikgruppen Tørfisk, han har skrevet masser af sange og salmer, og senest har han udgivet en cd med sønnen Christian, hvor de synger på den lokale dialekt, som kandidaten holder meget af.

– Det at kende til sproget, forstå, hvad folk siger, og lytte sig til, hvad folk ikke siger. Sindigheden er meget betydningsfuld her i et område som her.

På vej tilbage kommer en af de lokale busser forbi. Buschaufføren blinker ind til siden, åbner døren og springer hen til trappen.

– Hej Henning, jeg har sendt min stemmeseddel af sted – og jeg har stemt på dig, råber han glad.

Henning Toft Bro takker og vinker, da bussen kører videre. Det lader til, at den lokale opbakning er god.

Det samme gælder opbakningen fra familien. Om aftenen er der bispevalgmødre i Ydby, Thy, hvor de tre kandidater endnu en gang må fremføre deres synspunkter og svare på spørgsmål. Sønnen Christian er kommet kørende fra Holstebro for at give sin støtte, og også den yngste datter Ane og hustruen Ragna er med, naturligvis. Flere af medlemmerne af provstiudvalget har også taget turen over Vildsundbroen og blander sig med de 300 andre i salen.

Henning Toft Bro har skiftet til "mødesættet": hvid skjorte og sort habitjakke. Skægstubbene er også en del af pakken.

– Skulle det ske, at jeg bliver biskop i Aalborg Stift, vil jeg udvise myndighed, mildhed og munterhed, lover han vælgerne.

schelde@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
splitblock
Mener du, at uligheden vokser i det danske sundhedssystem?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock