Minister Silvio Berlusconi obseverer minister for offentlig administration Renato Brunetta
- ALBERTO PIZZOLI/Scanpix Denmark
Rikke Albrechtsen |
28. januar 2010
Unges problemer med at frigøre sig er øverst på den politiske dagsorden i Italien
Måske skal der en lov til at få de italienske unge til at komme ud af mammas skørter. Men hvis det er tilfældet, kommer det ikke til at gå stille for sig, viser den mediestorm, som har ramt støvlelandet, efter minister for offentlig administration Renato Brunetta har foreslået at pålægge de italienske unge at flytte hjemmefra, når de er fyldt 18 år.
Brunettas udspil kom efter en meget omtalt dom ved retten i Bergamo, hvor en 32-årig filosofistuderendes mor sagsøgte sin eksmand, fordi han ikke ville understøtte sin datter, der på ottende år nok var indskrevet på universitetet, men ikke længere tog nogle kurser. Og som for resten stadig boede hjemme hos mamma. Men retten fandt, at faderen uanset datterens alder havde ansvaret for sine afkom "indtil de er selvforsørgende".
Dommen rammer lige ned i den følsomme debat om, hvorfor italienske unge bliver så ekstremt længe hjemme hos deres forældre. Ifølge Il Segnale viser tal fra det italienske svar på Danmarks Statistik, IStat, at kun 20,8 procent af dem mellem 18 og 39 år var flyttet hjemmefra i perioden 2003-2007. La Stampa citerer tal, der viser, at 60 procent af de italienske unge mellem 18 og 35 stadig bor hjemme. Mens La Repubblica siger, at det er 70 procent af de 20-30-årige italienere.
Uanset hvilket af de ekstremt høje tal, der passer bedst, så har sociologer, økonomer og politikere i årevis udpeget disse "bamboccionier" eller store babyer, som det kan oversættes til, til at være et problem for samfundet. Hvilket fik minister Brunetta til at reagere med et "nok er nok" efter dommen i Bergamo.
Men nu har både de unge og deres forældre rejst sig mod ministeren. Aviserne har været præget af en sand læserbrevsstorm. For eksempel hos Il Sole 24 Ore, som er det italienske svar på Børsen, hvor budskaberne kan summeres op i et indlæg fra læseren Giovanni: nemlig at Brunetta hellere skulle koncentrere sig om at skaffe job og en bedre fremtid til de unge, "i stedet for at komme med provokationer fra en behagelig velpolstret lænestol".
Og hos magasinet Espresso hæver man også skytset mod systemet.
– Vores land er alt andet end venligt stillet over for post-teenagerne, som gerne vil flytte ud. At leje en lejlighed, selvom man deler den, er en mulighed forbeholdt de få privilegerede. Og finde småjob, selvom de er dårligt betalt, som virkelig gør det muligt at studere samtidig, er også meget svært, skriver magasinet.
Der gribes dog også i egen italienske barm og peges på den "kulturelle modstand" mod, at de unge fjerner sig for langt væk fra la famiglia. Avisen La Repubblica fremhæver, at det er noget, man har til fælles med lande som Spanien og Irland, hvor de unge også bliver længe i familiens skød.
– Fællesnævneren er den fremherskende religion, nemlig katolicismen, og en forestilling om en familie, som stadig anser ægteskabet som den bedste grund til at flytte hjemmefra, skriver bladet.
Historien har efterhånden bredt sig til medier uden for Italiens grænser. Men hvor britiske BBC lettere fnisende interviewer en ikke så ung mand, hvis mor stryger hans skjorter, og The Times hæfter sig ved, at minister Renato Brunetta stadig fik sin mor til at redde sin seng, da han var 30 år, er der en anderledes forståelse hos naboen på den anden side af alperne.
I den franske avis Le Figaro fremhæves ministeren for ikke at være bange for at gøre sig upopulær. Ligesom avisen også hæfter sig ved, at finansminister under den tidligere venstreregering Tommaso Padoa-Schioppa faktisk fremlagde et forslag med samme formål i 2007, hvor han ville give skattelettelser til de unge, så de kunne få bedre råd til at flytte ud.
Både regering og opposition har dog været meget hurtige til at skyde idéen ned. Brunettas ministerkollega Roberto Calderoli sagde til La Repubblica, at hans kollega "havde tisset uden for kummen" på spørgsmålet, mens Massimo Donadi fra oppositionspartiet Italia dei Valori (Værdiernes Italien) kalder det "endnu et meningsløst forslag fra Brunetta".
Ministeren har også siden trukket i land og har udtalt til Il Sole 24 Ore, at hans forslag mest var ment som en provokation. Og den mission er lykkedes.
albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad