Modelfoto: Hurup kirke i Thy. -
- Ruth Krogsgaard
Claus Vincents |
28. januar 2010
10.000 kirkelige medarbejdere er overgået til ny overenskomst
Fejl, forsinkelser og frustrationer.
Nye overenskomster for omkring 10.000 medarbejdere i folkekirken har skabt problemer og usikkerhed i mange af landets menighedsråd. Overenskomsterne for organister, kirketjenere, kordegne og gravere trådte i kraft ved årsskiftet, men flere steder kender de kirkelige medarbejdere endnu ikke deres nye løn- og arbejdsforhold.
For at komme godt fra start med overenskomsterne skulle alle medarbejdere ved årsskiftet have modtaget et nyt ansættelsesbrev. En række af de ansattes fagforeninger klager imidlertid over, at de er fulde af fejl.
– Vi har meget travlt og vores faglige sekretær bruger hele dagen på at snakke med gravere og menighedsråd for at forklare, hvordan det skal gøres korrekt, siger Bjarne Rødkjær, der er næstformand i Foreningen af Kirke- og Kirkegårdsansatte, som har mellem 1100 og 1200 medlemmer, der skal på den nye overenskomst.
De øvrige fagforeninger klager alle i større eller mindre grad over menighedsrådenes håndtering af de nye overenskomster, blandt andet Dansk Kirkemusikerforening.
– Der hersker alt for mange steder stadig usikkerhed med hensyn til implementeringen af organisationsaftalen, herunder blandt andet ansættelsesbeviserne, stillingsopslagene og tilrettelægning af arbejdstiden. Mange menighedsråd har helt klart behov for mere hjælp end den, som de allerede har fået fra såvel Kirkeministeriet, stifterne og Landsforeningen af Menighedsråd, siger Eric Holm, der er landsformand for Dansk kirkemusiker forening, som mener, at mange menighedsråd har ventet til allersidste øjeblik med at få overenskomsterne ført ud i livet.
Formanden for Foreningen af Sognemedhjælpere i Danmark, Esther Jensen, opsummerer forløbet af de nye overenskomster på denne måde:
– Man kan vist godt uden at fornærme nogen sige, at de har haft en kaotisk start.
De nye overenskomster giver som noget nyt menighedsrådene det fulde arbejdsgiveransvar med mulighed for at lave lokale lønforhandlinger. Der indføres en femdages arbejdsuge. Desuden kan man ansætte personale i mere end én faggruppe, som også kan arbejde i flere sogne. Hensigten har været at forenkle regler og skabe fleksibilitet. Men mange har i praksis haft vanskeligt ved at overskue forandringerne.
– Med så mange nye regler er det svært at forlange, at menighedsrådene har styr på det hele fra dag et, men de vil få det hen ad vejen, siger kontorchef i Haderslev Stift Lars Chr. Kjærgaard, som på linje med landets øvrige stifter rådgiver menighedsrådene. Han tilføjer, at der er planlagt en omfattende kursus- og rådgivningsvirksomhed, som skal hjælpe menighedsrådene med problemerne.
I Landsforeningen af Menighedsråd har personale- og juridisk afdeling måttet indskrænke telefontiden for at få tid til at udarbejde vejledninger i forbindelse med de nye overenskomster.
– Lige nu er et heftigt tidspunkt for menighedsrådene at skulle gå i gang med endnu en stor ting, for der er i forvejen nok at se til med mange nye love. Men det er mit indtryk, at menighedsrådene har kastet sig over opgaven med at få etableret de nye overenskomster i deres sogne. Med så mange aktører på banen er der nok noget, som kunne have været koordineret bedre, så processen havde været nemmere at overskue for menighedsrådene. Det er for eksempel først langt henne i processen gået op for os, at der har været flere forskellige udgaver af ansættelsesbreve i cirkulation, og da var det for sent, siger afdelingsleder Elisabeth Jensen, som mener, at planlægningen af den nye femdages arbejdsuge bliver den helt store udfordring for menighedsrådene.
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) erkender, at der er problemer, men beder landets menighedsråd om at se fremad.
"Jeg ved det godt. Det tager tid at sætte sig ind i de nye overenskomster. Men de nye overenskomster er en stor forbedring. Det samlede overenskomstresultat betyder nemlig færre og mere enkle regler for menighedsrådene", skriver kirkeministeren i en hilsen til Landsforeningen af Menighedsråd.
kirke@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad