Først og fremmest en hverdagsbiskop

– På en auktion ville den ikke indbringe særlig meget, fordi den er så laset, men for mig har den stor værdi.

Den nuværende lektor har det rigtig godt i sin nye stilling, og ligesom han i sin tid ikke ønskede at være præst, har han heller ikke selv haft lyst til at være biskop. Men når man bliver kaldet til sådan en opgave, så må man sige ja. Og han tager opgaven på sig, hvis han bliver valgt til biskop den 11. februar.

– Det hører med til min livsindstilling, at jeg aldrig har kunnet vælge den lette vej og efter mit eget hoved, hvis jeg følte, nogen kaldte på mig. Hvis jeg bliver biskop, håber jeg, at jeg kan vokse med opgaven. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan gøre det med den ene hånd i lommen, siger han.

Dagens undervisning på kirkemusikskolen er i gang. Jørgen Kjærgaard noterer med store typer på tavlen: OPLYSNING – RATIONALISME – ROMANTIK. Han og de seks studerende skal nå dobbelt så meget i dag, fordi alle var sneet inde sidst. Så de drøner igennem kirkeåret med dets farver (violet, ikke lilla!) og latinske udtryk. Som ved bispevalgmøderne får Jørgen Kjærgaard hurtigt en engageret kulør i kinderne.

Det er en nogenlunde typisk hverdag i hans liv; der er noget undervisning, enten i Vestervig eller i Århus, måske nogle opkald i løbet af dagen fra præster eller andre, der efterlyser inspiration og vejledning til for eksempel gudstjenester eller salmevalg. I aften skal han til Storvorde i den anden ende af Limfjorden for at holde et foredrag om salmer, naturligvis.

Som i sangen "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" mener bispekandidaten, at Aalborg Stift består af mange lande; ikke mindst Thyland og Himmerland, hvor han selv er vokset op. Han ser det som en fordel, at han kender de forskellige områders særpræg og har også tænkt sig at bruge det, hvis han bliver valgt til biskop.

– Jeg kender de fine undertoner af det, man ikke siger. Jeg kan forstå, hvad folk mener, selvom de ikke siger så meget. Og jeg har oplevet, hvor dybt forankret det kirkelige er i det folkelige – og hvor meget man kan ødelægge, hvis man piller ved noget, selvom det ser småt ud.

I bispevalgsregi har han netop gjort sig til fortaler for de små sogne. Selvom han ikke er meget for at kalde dem det.

– Det er en regnedrengsbetegnelse. De sogne er kun små, fordi der ikke bor mange mennesker. Kirkeligt set er de ofte store. Nogle af de folketalsmindste sogne findes i Thy, men det er her, man har en kirkegang, der er blandt landets højeste. Kirken er en sammenhængskraft i det lokale. Fjerner man kirken, fjerner man den lim, der holder det folkelige sammen.

– Derfor mener jeg, det er en ærlig sag, at jeg, hvis jeg bliver biskop, vil søge nogle udveje for at bevare det, der hvor det er livskraftigt, og det giver mening, siger Jørgen Kjærgaard, der er opmærksom på, at Aalborg Stift i fremtiden skal afgive 7,8 præstestillinger.

– Det bliver en kunst at gøre det regnestykke færdigt. Nogle steder i landsognene må man lave samarbejdsløsninger og gå sammen om en præst. Men sognet skal bevares i videst muligt omfang. I de rige bysogne har de også mulighed for at ansætte en overenskomstansat præst, så man ikke behøver tage stillingen fra landsognene.

Også livet i bysognene vil han kæmpe for, hvis han bliver biskop. Folkekirken handler ikke om stordrift, men om at respektere forskelligheden i sognene.

– Det er vigtigt, at man i byerne prøver at generobre en sognebevidsthed. Sognegrænserne i større byer er stort set brudt ned til soklen, og man shopper rundt til den kirke, man nu synes er pæn, eller hvor man kan lide præsten. Der er en udfordring i at give folk et tilhørsforhold. Det kan for eksempel ske gennem tilbud til familierne om babysalmesang eller udvidede dåbssamtaler, foreslår Jørgen Kjærgaard.

Ligesom han er fortaler for at gøde livet i det enkelte sogn, er han tilhænger af hverdagen, og han vil hellere være hverdags- biskop end festbiskop.

– Jeg vil lige så gerne invitere mig selv på besøg i sognet en helt almindelig søndag eller hverdag. Jeg vil spise et måltid med menighedsrådet og spørge, om der er noget, de døjer med og opmuntre dem til at holde ved. Der behøver ikke være en særlig anledning til, at biskoppen kommer, forklarer han.

Da Jørgen Kjærgaard officielt blev bispekandidat, lød rygterne, at han var den kirkelige højrefløjs mand.

– Og jeg er også blevet kaldet tidehvervsk og alt mulig andet, men jeg vil gerne have mig frabedt at blive kaldt højrefløjens kandidat. Det er rigtigt, at der blandt mine stillere er præster og menighedsrådsmedlemmer med tilknytning til Indre Mission, men de peger på mig, selvom jeg ikke hører til på den kirkelige højrefløj, og det er jeg overrasket over og glad for, siger han.

Privat bor bispekandidaten sammen med sin familie i den lillebitte by Lyngby, 15 kilometer fra Vestervig. Sin kone, Helle Sommer, mødte han på teologistudiet i Århus. Hun har tidligere været præst, men er nu udviklingskonsulent i KFUM's Sociale Arbejde.

– Hun passede mine potteplanter, mens jeg var på udveksling i Rom, og så syntes hun vist, det var meget hyggeligt, at jeg havde et sort-hvid fjernsyn. Man må jo bruge de scoretrick, man har, tilføjer kandidaten, der også havde studieophold i Jordan og Jerusalem, da han læste teologi i Århus.

De to ældste børn er flyttet til København, mens den yngste søn endnu bor hjemme og går i gymnasiet i Thisted. Sammen går far og søn indimellem til jazzaftener i byen.

Boligen i Lyngby er et tidligere fiskerhus midt i det, der nu er nationalpark. Her går Jørgen Kjærgaard tit ture, når han ikke sidder fordybet i faglitteratur.

Sidst på eftermiddagen er det er tid at køre østover. Bispekandidaten har planlagt, at vi tager en mundfuld mad undervejs, men det udsete spisested i Nibe er tilsyneladende lukket siden sidst. Desuden er det begyndt at sne, så for at være sikker på at nå frem i tide kommer SuperBests cafeteria i Aalborg SV til at danne rammen om aftensmaden. Jørgen Kjærgaard bestiller sandwich med fiskefilet. Efter sit eget udsagn kan han leve af fisk, det elsker han simpelthen. Derudover har han en sød tand, "der aldrig er blevet trukket ud".

Og så er der selvfølgelig salmerne, som er det, han skal tale om i aften. Nye salmer, gamle salmer og protestsalmer for at nævne nogle.

Omkring 30 mennesker dukker op i sognehuset i Storvorde. Flere er nysgerrige efter at lære bispekandidaten bedre at kende. Han var den sidste til at melde sig på banen som kandidat – og er muligvis den, de stemmeberettigede kender mindst. Til valgmøderne rundt omkring har han derfor gjort en dyd ud af at fortælle lidt mere om sin baggrund og slægt. Én i salen vil vide, om han ikke frygter de administrative opgaver.

– Jo, det kan virke frygtindgydende, men nu man skal heller ikke gøre stiftsadministrationen til et flerhovedet uhyre.

– Jeg kan love jer én ting. I skal nok få en biskop, siger Jørgen Kjærgaard.

Og så har man ikke sagt for meget.

Så er det ud i bilen og hele den lange, hvide vej tilbage igen langs Limfjorden. Måske han inden længe kan nøjes med at dreje af ved Aalborg?

schelde@kristeligt-dagblad.dk