Holme-strid når nye højder
28. jan 2010 15:04
Fire medlemmer forlader Holme menighedsråd som en konsekvens af dårlig dialog. Biskop Kjeld Holm afviser kritik
Sognepræst Kirsten Hald er på ny i skudlinjen, efter fire medlemmer af menighedsrådet i Holme Sogn ved Århus har meldt sig ud i protest mod hende. - Kim Haugaard/Scanpix Denmark
”Menighedsrådet i Holme bygger på løgn, intriger, magtsyge og manipulation, og det vil vi ikke længere være vidner til. Derfor bliver vi nødt til at træde ud af menighedsrådet”.
Sådan skriver fire tidligere medlemmer af menighedsråd i Århus efter en lang række stridigheder med deres sognepræst Kirsten Hald og det øvrige menighedsråd.
Stridighederne er kulmineret i to klager til biskop i Århus Stift, Kjeld Holm, blandt andet over en episode, hvor et medlem af menighedsrådet følte sig forulempet af Kirsten Hald.
Kjeld Holm har officielt afvist, at der er hold i klagerne, hvilket blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for de fire medlemmer af menighedsrådet. Det kan biskoppen dog ikke forstå.
- Jeg har behandlet klagerne efter alle kunstens regler, og der er ikke noget at komme efter. Så det tror jeg, at parterne selv er klar over. Hvis de virkelig mente, at de havde en sag, ville det være oplagt at klage til kirkeministeren over min afgørelse, og det har de jo fravalgt, siger han.
NetlistenI stedet har fire ud af tretten medlemmer af menighedsrådet i Holme Sogn meldt sig ud i protest. En af dem er Leif Sørensen, der har været aktiv i sognet gennem 30 år. I 2008 – før det seneste menighedsrådsvalg – oprettede Leif Sørensen gruppen Netlisten med det formål at begrænse den Kirsten Hals magt.
Netlisten fik succes ved valget med otte ud af 13 pladser i menighedsrådet. Men snart valgte halvdelen af gruppens medlemmer at blive løsgængere. Det betød, at de resterende fire kom i mindretal og nu har valgt at stoppe. Opgører med Kirsten Hald er slut, mener Leif Sørensen.
- Vi vil ikke vil bruge mere af vores energi på Holme Sogn. Stemningen er blevet så giftig, at vi ikke kan holde det ud. Alt, hvad Netlisten gør, bliver saboteret for eksempel arbejde for personalet, siger Leif Sørensen og fortsætter:
- Jeg har erkendt, at man ikke kan indgå i en ordentlig dialog med et menneske som Kisten Hald og heller ikke med hendes sympatisører. Enten er man en loyal ven, eller også er man fjenden selv. Og det dur ikke i en demokratisk proces. Man er nødt til at tale om tingene. Men jeg har forsøgt længe nok, og det føles dejligt at have sagt stop.
Et andet billede
Formanden for menighedsrådet Egon Bauer kan ikke genkende det billede, Leif Sørensen tegner.
- Vi har et velfungerende menighedsråd og et godt samarbejde med alle præsterne, siger han og afviser at være gået til valg på at ville begrænse Kistens Halds magt.
- Jeg ser fremad og vil ikke rode rundt i gamle stridigheder. Men der er andre, som har ment, det var mere væsentligt end det kirkelige arbejde her og nu, siger han.
Præsternes arbejde
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kisten Hald. Men hendes kollega, sognepræst Thomas Fischer-Larsen, fortæller gerne om, hvordan han oplever situationen.
- Jeg ser problemerne som interne problemer i menighedsrådet, hvor folk er for dårlige til at tale sammen og for let bliver fornærmede. Det er en skam, siger han og understreger, at han forsøger at holde sig ude af konflikterne.
- Samarbejdet med menighedsrådet er kun en mindre del af en præsts arbejde. Det vigtigste arbejde ligger for mig i kontakten til de 10.000 sognebørn, siger han.
Thomas Fischer-Larsen har noteret sig, at nogle af medlemmer i menighedsrådet ’kører på’ Kirsten Hald.
- Problemerne klistrer til Kirsten Hald. Jeg ved ikke hvorfor. Men efter snart 30 år er det blevet sådan, at når hendes navn bliver nævnt, ringer klokkerne alle steder, siger han og forklarer videre:
- Netlisten havde direkte som program at vælte Kisten Hald. Det kunne de ikke. Derfor er nogle af dem sure. Men det er da også et begrænset program at gå til valg på. Man kunne ønske sig, at de havde andre ambitioner, siger han.
Mulighed for suppleringsvalg
Efter menighedsrådet nu har mistet fire medlemmer, skal Kjeld Holm mødes med formanden for menighedsrådet for at drøfte, om der er brug for et suppleringsvalg, så alle pladser på ny kan blive besat.
Kjeld Hold kalder konflikten i Holm for en føljeton uden ende, men fremhæver, at der også er lyspunkter i sognets udvikling.
- Jeg trøster mig med, at kirkelivet i Holme Sogn fungerer godt. Der er en kompetent formand og nogle kompetente menighedsrådsmedlemmer. Desuden ser vi frem at åbne en ny kirke i et samarbejde med Skåde Sogn den 7. februar. Det er Østre Kapel, der nu bliver til Lyseng Kirke, og det glæder mig midt i alt balladen, siger biskoppen.