50-året for forfatterens tidlige død markeres iøjnefaldende i Frankrig, hvor 2010 er blevet kaldt et Camus-år. Hans aktualitet fremhæves. Og hans bøger, der er oversat til mere end 60 sprog, udkommer i nye oplag over hele verden.

– Camus har i disse år fået en opblomstring. Men det er for de få læsende og søgende unge, der vil overtage hans heroisme over for meningsløsheden i tilværelsen, siger professor, dr.phil. og mangeårig litterarturkritiker ved Kristeligt Dagblad Bo Hakon Jørgensen.

– Verden har jo ikke ændret sig fundamentalt siden Camus, supplerer Jørn Boisen. Der er religiøse og ideologiske holdninger. Og der er materialisme. Camus har en plads et eller andet sted midt imellem og i skarp modsætning til alle tre tendenser. Han havde ikke troens nådegave. Ideologierne og de enkle politiske sandheder var i hans øjne farlige og forløjede konstruktioner. Og den moderne materialisme ville uden tvivl have gjort ham dybt deprimeret på menneskehedens vegne. Han er aktuel på grund af sin skepsis og sin skarpe kritiske sans. Camus er som forfatter, tænker og intellektuel en vigtig del af det 20. århundredes kulturelle landskab. Han inkarnerer århundredets store problemstillinger og er derfor næsten uomgængelig.

Biskop Kjeld Holm, Århus, læste første gang Albert Camus i 1960'erne, da eksistentialismen, som han siger, "var højeste mode".

– En af de bøger af ham, der har betydet meget for mig og fortsat gør det, er hans store filosofiske værk "Oprøreren", der udkom i Frankrig i 1951 og i Damark i 1964. Camus gør sig her nogle overvejelser om terror på mange forskellige niveauer og har nogle distinktioner, som stadigvæk er aktuelle. Den måske afgørende er distinktionen mellem oprør og mord. Han understreger, at oprøret – men ikke nødvendigvis et voldeligt – er nødvendigt, hvis ikke verden skal stivne, og man overhovedet skal kunne overleve som menneske. Et oprør kan komme til at koste liv som for eksempel i modstandskampen i Frankrig under Anden Verdenskrig. Men i vore dages islamiske terrorisme er dette at slå andre ihjel blevet et mål i sig selv. Og den holdning kan aldrig føre til det sande oprør. Camus har nogle enormt spændende overvejelser om at blive befriet fra dette, at mordet i sig selv er et mål. I den forbindelse kommer han ind på kunstens og fantasiens rolle. På verdens mangfoldighed, der fastholdes i det kunstneriske udtryk. Kunsten skaber et rum i det enkelte menneske, så det også i en oprørsk situation kan orientere sig, og oprøret derved ikke bliver umenneskeligt. "Oprøreren" er, fastslår Kjeld Holm, en på mange måder optimistisk bog, hvor Camus blandt andet skriver, at kunsten og oprøret først vil dø med det sidste menneske.

Lad os gå ind i den skønlittære del af Albert Camus' forfatterskab:

– Jeg kan, siger Jørn Boisen, bedst lide "Den fremmede", som jeg i hvert fald har læst en halv snes gange. Romanen er bedragerisk enkel, men også multifacetteret og uigennemskuelig som en sort diamant. Hver læsning giver en ny indsigt og en ny usikkerhed. Det er Hemingway og Kafka i én bog. Så snart man læser den berømte indledende sætning "Mor er død i dag", træder man ind i et andet univers. Novellerne i "Eksil og kongedømme" er en smule oversete, men de er mesterlige og viser, hvor stor en sprogkunstner Camus også var. Endelig er der det ufuldendte manuskript "Det første menneske", der både er meget personligt og har et stort episk vingefang. Det er Camus' forsøg på at give de historieløse, de fattige europæiske algerier, en erindring. Bogen er gribende. Camus er en god, vedkommende og meget mere formbevidst forfatter, end man normalt tror. Hver af hans bøger har en særlig stil, der er afstemt til temaerne. Der er noget fundamentalt menneskeligt over ham. Man kan føle beundring over for mange store intellektuelle. Men for Camus føler man nærmest venskab.

Kjeld Holm fremhæver "Faldet":

– Det er en fremragende roman, der betog mig, da jeg i gymnasietiden læste den første gang. Den skildrer noget, som jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med i litteraturen. Bogen handler om en mand, der fra ende til anden har orden i sit liv. En aften i Amsterdam ser han en ung kvinde springe i floden. Uden at han forsøger at komme hende til hjælp. Så husker han pludselig en parallel begivenhed engang i Paris. Og disse to begivenheder bliver den udløsende faktor for, at hans tilværelse bryder sammen. En del af eksistentialismen gik netop ud på, at vi lever i to dimensioner. En overfladisk domineret af konventioner, normer og moral – men under denne viser tilværelsen sit sande ansigt i form af det meningsløse og grusomme. Tanken om de to dimensioner var også bærende i Johannes Sløks forfatterskab i midten af 1960'erne, specielt i bogen "Det absurde teater og Jesu forkyndelse". Eksistentialismen fik jeg formidlet på uforglemmelig vis af Sløk, både i forelæsninger og i personlige samtaler.

Om Kjeld Holm i sin teologi er påvirket af eksistentialismen? Han svarer, at det "selvfølgelig" kun kan være indirekte.

– For både Jean-Paul Sartres og Camus' filosofi og forfatterskaber er jo gudløse. Men det er ikke gudløsheden som triumf. Det er Guds fravær som et problem. En mangel. Den slags mener jeg, at teologien altid kan lære noget af. Der er ikke meget ved at læse skribenter, der mener det samme som én selv.

– Det er mennesket, der er absurd, al den stund det ikke kan komme overens med tilværelsens mangel på mening, siger Bo Hakon Jørgensen, der først og fremmest forbinder Camus med "Den fremmede", "Sisyfos" samt hans essayistiske forsøg på at indkredse "det absurde".

– Stædigt, heroisk fastholder mennesket sin længsel efter mening, skønt det gang på gang må se den utilfredsstillet. Ligesom stenen gang på gang ruller ned for Sisyfos. Alligevel er han en lykkelig mand. Camus skriver blandt andet, at han "vidner om den højere troskab, som fornægter guderne og løfter stenene (...) Kampen for at nå op til tinderne er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand".

– Camus er eksistentialist i det forhold at forsøge at opretholde menneskelig værdighed og bevidsthed, efter at enhver ydre stor referent, som for eksempel Gud, er død. Mennesket skal skabe sig selv og sin mening, skønt den er usammenlignelig med den tilfældige omverden. Derfor taler Camus om "en højere troskab, som netop er menneskets selvskabte vertikale mening uden Gud. Ud fra denne mening gennemfører Sisyfos sit arbejde og opretholder omvendt meningen gennem arbejdet. I den vekselvirkning mellem mening og opgave indser han, at alt er godt. Han kan så vende sig mod den fremmede verden og erkende, at den glimter af øjeblikkets betydning, hvis man blot ikke kræver varighed og menneskemening af den. Man kan altså nå ind til et næsten autentisk forhold til verden, hvis man opgiver at afkræve den mening. Den situation er midt i omverdenes larmen den mærkelige stilhed inderst i romanen "Den fremmede", siger Bo Hakon Jørgensen.

grymer@kristeligt-dagblad.dk