For vores børns skyld

Han understreger, at de fleste forældre til højtbegavede blot ønsker, at barnet skal være glad og trives. Kun få forældre har i den forbindelse specifikke planer om, at barnet for eksempel skal være læge, naturvidenskabsmand eller kunstner.

– Men det er helt givet, at hvis et barn skal udvikle et talent, skal nogen have forventninger på barnets vegne. Er barnet dygtig til musik, skal der øves. Er barnet god til sport, skal der trænes. Kun ved at vise ægte interesse og vedholdenhed på det konkrete plan kan man som forældre medvirke til, at barnets talent udfoldes.

Men hvor langt kan man som forældre tillade sig at gå? Hvornår bliver hjælpen med at udvikle evner og lære god arbejdsdisciplin til en uacceptabel måde at pace barnet på? Ifølge Ole Kyed er det kulturbestemt:

– Synet på at pace børn afhænger af kulturen. I Østen har man lang tradition for, at forældre har høje uddannelsesambitioner på barnets vegne og sætter ind med ekstra undervisning. Også blandt indvandrerpiger er der en kultur om, at skal man frem i livet, skal man knokle. I vores europæiske kultur lægger vi traditionelt vægten på respekten for det individuelle menneske og dermed også på barnets ret til at træffe egne valg.

Men der er flere tegn på, at det i de senere år er blevet mere udtalt, at forældre har høje ambitioner på deres barns vegne. Det giver sig udslag i, at det ellers traditionelt lighedsorienterede Danmark har fået privatskoler for elitebørn, og at dygtige gymnasieelever udtages til ekstra talentpleje, og det påvirker også forældre, når statsministeren i sin nytårstale 2010 taler om, at børnene skal være så dygtige, at vi kan konkurrere med kineserne.

Endnu mere udtalte er forældreambitionerne inden for sport og musik, hvor foreningslivet beretter om forældre, som drømmer om succes for netop deres barn – og ikke just holder drømmene for sig selv. Dansk Boldspil-Union (DBU) har således set behov for at udarbejde brochuren "Mor og far på sidelinjen", som opfordrer forældrene til at slappe lidt af over for deres barns fodboldkarriere og lade være med for eksempel at råbe ad barnet, træneren, modspillerne og dommeren.

– De fleste forældre opfører sig ordentligt, men vi ser eksempler på forældre, der tror, det er dem, der er til fodbold, og ikke deres barn, siger kommunikationsmedarbejder Pia Schou Nielsen fra DBU.

Hun tilføjer, at visionen hos DBU er, at fodbold i de tidlige barneår skal være sjovt og socialt, så kan man altid gå i gang med elitearbejdet hen ad vejen.

Der findes dog mennesker inden for sportens verden, som mener, at netop et vist personligt pres fra forældrene allerede i de tidlige barneår er afgørende for den store sportslige succes. Rasmus Ankersen, coach og tidligere superliga-fodboldspiller har udgivet bogen "Opdragelse af en vinder", som direkte opfordrer forældre til at pace deres barn, hvis de ønsker succes.

Som forbillede fremhæver han blandt andre den amerikanske golfspiller Tiger Woods? far, Earl Woods, og herhjemme tennisstjernen Caroline Wozniackis polske far, Piotr Wozniacki. I begge tilfælde handler historien om en fars uforløste personlige ambitioner, som er blevet overført til barnet og har givet succes.

– Selvom der måske bliver talt mere om at arbejde med eliten, er det stadig et tabu at pace børn. De fleste forældre synes, barnet skal udvikle sig, men hvis det ikke har lyst, eller hvis det regner, så tager vi ikke til fodbold den dag. Men det, der gør dig god, er, at du træner, selvom du ikke har lyst. Her kan en forælder hjælpe med et pres, men danske forældre er alt for vattede, erklærer Rasmus Ankersen og uddyber:

– Succesen må gerne være forældrenes ambition, men ikke kun forældrenes ambition. Man skal kunne se i barnets øjne, at han eller hun stadig brænder for det, ellers er det forkert at pace.

En anden absolut nødvendighed er ifølge Rasmus Ankersen, at barn og forældre tør være hundrede procent ærlige over for, hvilke begrænsninger der skal arbejdes med og rettes op på.

– Skrækscenariet er de mennesker, vi ser i X Factor, som bliver svinet til af dommerne, fordi de er håbløse. De tror selv, de er fantastiske til at synge og danse, for det har forældrene fortalt, men de har ikke har gjort det arbejde, der kræves, siger Rasmus Ankersen, der fortæller, at han selv som fodboldtræner har haft en talentfuld dreng, hvis karriere blev ødelagt af, at faderen hele tiden fortalte ham, at han var perfekt, og gav alle andre skylden for det, der ikke var godt nok.

Netop X Factor-kulturen er lige nu meget fremherskende blandt danske forældre, vurderer Søren Østergaard, leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, som har rådgivet DBU omkring "Forældre på sidelinjen".

– Forældre ser ofte kun på deres eget barn og ikke på holdet. De vil så gerne have, at deres eget barn scorer mål, så de kan fortælle om det i frokostpausen og dermed demonstrere, hvor ressourcestærke forældre de er. Det er vigtigt at udfordre barnets potentialer, men det er hul i hovedet, hvis man vil leve sine egne ambitioner ud gennem sit barn, siger ungdomsforskeren, som dog betoner, at de fleste forældre formår at finde en nogenlunde fornuftig balance:

– Men de ambitiøse forældre findes, og de fædre og mødre, der råber på sidelinjen til fodbold, er typisk de samme, som også råber ad lærerne henne i skolen.

Ifølge Søren Østergaard kræver det cirka 10.000 timers hårdt arbejde fra den tidlige barndom at træne sig op til verdenseliten i sport. Om der skal et tilsvarende timetal til at blive nobelpristager i fysik eller topdirektør i en erhvervsvirksomhed, er mere diskutabelt, men i alle tilfælde er det givet, at succes kræver den helt rigtige kombination af talent, hårdt arbejde og sans for realiteter.

Og spørgsmålet er, om ikke enhver forælder inderst inde drømmer om, at deres børn skal lykkes ud over det gennemsnitlige, og at det blot ikke har været politisk korrekt at sige det højt. Det mener lykkeforsker Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet, som ser nutidens mere udtalte forældreambitioner som et fremskridt.

– For 100 år siden gik forældrepresset typisk ud på, at lægen ønskede, at hans søn også skulle være læge. Nutidens børn oplever et mere diffust pres. De føler, at deres forældre har høje ambitioner, men det står ikke klart, hvad de går ud på, siger han og tilføjer:

– I 1970?erne var det tabu at sige direkte, at man ønskede, at ens barn fik høje karakterer og en høj uddannelse. Men mange følte alligevel forældrenes uudtalte ambitioner. Resultatet er ofte, at børnene er forblevet i tvivl om, hvorvidt forældrene egentlig ønskede noget andet.

Christian Bjørnskov vurderer derfor, at det er lettere for barnet at blive lykkelig, hvis forældrene formulerer nogle overordnede ambitioner på barnets vegne – for eksempel at det skal tage en videregående uddannelse eller lære at spille musik – men overlader det mere præcise valg af uddannelse eller instrument til barnet selv:

– Det store forældredilemma gennem de seneste tusind år er, at vi gerne vil gøre det bedste for vores børn og samtidig skal lade dem vælge deres eget liv. Det bedste, vi kan gøre, er, at prøve at finde en balance.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk