Langballe og den tredje tidehvervske krig

I antikkens Rom sluttede Cato den Ældre altid sine taler i Roms senat med ordene: "I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges". For dette fyndord huskes han, og Karthago blev faktisk ødelagt af Rom i Den Tredje Puniske Krig kort efter Catos død.

I Danmark udkæmper to ældre fætre i øjeblikket en krig, den tredje tidehvervske krig. De danske medier har i ugens løb haft travlt med Jesper Langballes udtalelser om visse muslimske mænd. Denne sag forstås ikke uden at kende til bevægelsen Tidehverv, der er en helt særlig fraktion i dansk teologi og kirkelighed. Med stor vedholdenhed har Tidehvervs ledende talsmænd, Søren Krarup og Jesper Langballe, ført deres kampe gennem årtier – mod oplevelseskristendom, mod ungdomsoprør og nu mod islam.

Tidehverv opstod i 1920?erne som et ungdomsoprør mod forkyndelsen i Danmarks Kristelige Studenterforbund. Selvom oprørerne hentede inspiration fra Luther, Søren Kierkegaard og Bultmann, var det først og fremmest et dansk opgør. Derfor findes der heller ikke udenlandske paralleller til Tidehverv.

Opgøret handlede primært om modstand mod lov-religion, modstand mod moralsk bedreviden og vægtlægning på individualisme. Lovreligion fandt man oprindeligt i vækkelsesmiljøet omkring Studenterbevægelsen, hvor der blev lagt vægt på omvendelsen som en "gerning" og på de gode gerninger, som omvendelsen burde føre til i de troende. Det medførte en vægtlægning på gerninger, som Tidehverv reagerede imod. Man ville tilbage til evangeliet, luthersk forstået: Evangeliet som et budskab om ren nåde. Der var ganske vist en lov, et absolut ansvar for ens næste, men tanken om en særlig kristen etik tog man afstand fra som moralsk bedreviden. Man var udpræget individualistisk. Det var den enkelte, der hørte evangeliet og derefter skulle gå ud i hverdagen og tjene sin næste. Ingen kunne give normer for, hvad dette konkret indebar.