Optimismen har fået et grundskud

Viggo Mortensen finder Vestens krig mod terror lige så uhensigtsmæssig som Osama bin Ladens projekt. For den store udfordring fremover bliver at finde måder, hvorpå verdens folk og religioner kan leve fredeligt sammen.

– Globaliseringen fortsætter. Den holder ikke op. Og til den dagsorden hører også den blanding af kultur, folk og religion, der lever i globaliseringen. For selvfølgelig får religioner også her en rolle at spille, fordi de former mange menneskers liv og idéer.

Det kan virke mærkeligt, at Viggo Mortensen har valgt provinsen i form af en lille ø med 7000 indbyggere, når hans tanker er optaget af det internationale, det interreligiøse og den pluralistiske sameksistens.

Det er der en forklaring på:

– Det lokale er det globale. Vi har en tilbøjelighed til at mene, at globalisering betyder enhedskultur. At en McDonald?s-burger skal smage ens, uanset om man spiser den i Korsør eller i Sydney. Men det er kun den ene side af sagen. Den anden er, at det globale fremkalder det lokale, at det globale implementeres i det lokale. Det globale fremkalder bevidstheden om det særegne, så det går hånd i hånd. På Ærø får jeg blik for, hvordan den sameksistens fungerer, så det hænger godt nok sammen, siger han.

Og tilføjer, at Ærø nok er provins, men ikke provinsiel. Ærø-boerne rejser meget og har som søfarere par exellence altid gjort det.

– Bare læs Carstens Jensens "Vi, de druknede".

Globaliseringen flytter mennesker og fører dem fra hele verden ind i lande, hvor de ikke er født. Arbejdsmigranter, indvandrere og flygtninge. Og kærlighed.

– Så vi er nødt til at tale om integration, også fremover. Og om, hvordan den skal foregå i et stadigt mere pluralistisk samfund. Og efter min opfattelse kan det kun foregå, hvis der er noget at integrere sig ind i.

Det er i den forstand, at Viggo Mortensen introducerer det – for nogle – provokerende begreb "en ledende kultur".

– Ellers ender vi med et søjlesamfund, hvor alle lever hver for sig. Eller i apartheid. For det, der inspirerer til apartheid, er netop at leve hver for sig. Og det går bare ikke. Vi er nødt til at blive enige om bestemte grundlæggende værdier. Hver gang man nævner værdier, er der nogen, der siger, at det jo ikke er danske værdier. Det behøver det heller ikke at være. Men der er jo ingen grund til at begynde forfra, når vi har en historie, som vi bærer med os.

– Når vi så taler om et samfunds sammenhængskraft, må der være noget, der binder disse lokale grupper af kulturer sammen. Medierne kan hjælpe med at skabe en fælles horisont, men med det øgede udbud bidrager de også til fragmenteringen. For at et samfund bliver et sam-fund og ikke et hver for sig-fund, må der mere til. Traditionelt spillede religionen en stor rolle i dette fælles. Med pluraliseringen også af religionen skal det tænkes på ny.

– Grundtvig beskriver det, når han siger, "at alle de ét får i sinde", og han siger også, hvordan det skal ske. "At vi skal gennemtrænges af ånden". Hermed mener han både folkeånden og den hellige ånd. Hvordan? Familien er vigtig som det første socialiseringssted. Skolen er vigtig som det bredeste sted for en samlet påvirkning. Politik kan opstille nogle rammer. Og endelig skal religionen give sit bidrag ved at give input til den igangværende værdidebat og kulturkamp.

Udtalelserne betyder ikke, at alle tilflyttere til Danmark skal have samme religion, gå ens klædt eller spise det samme.

– Der foregår en kamp om symbolerne. Debatten om burkaer og minareter er en debat om symboler. Muslimer markerer hermed, at de er her i egen ret.

Viggo Mortensen siger, at man selvfølgelig ikke skal lovgive om folks påklædning.

– Men i offentlige servicefunktioner er der altså regler for adfærd. Det kommer vi også til at høre meget mere om i de næste år. Symbolkampen fortsætter.

Til gengæld er teologiprofessoren ikke i tvivl om, at islam som helhed vil blive en del af europæisk kultur. Det har den været før, og det kan den blive igen.

De to ubekendte faktorer i den nærmeste fremtid handler ifølge Viggo Mortensen begge om islam: jihadismen og social udstødelse.

– Det er klart, at jihadismen – den hellige krig – sætter de vestlige samfund under pres. Indtil nu har islamisterne slået til uden for Danmarks grænser. Det er ikke sikkert, det fortsætter.

– Den anden faktor handler om finanskrisen. Jeg talte for ikke længe siden med en erhvervsleder i Ungarn, der betroede mig, at jøderne har opkøbt hele det ungarske erhvervsliv. Når jeg hører den slags, så kan jeg se, at der er sociale konsekvenser af krisen, som vi endnu ikke har set det fulde omfang af.

På spørgsmålet, om han mener, at det for nogle grupperinger vil opleves, som om de levede i Tyskland i 1930?erne, svarer han:

– Alt kan ske igen. Syndebukken bliver muslimerne. De står godt til hug, som de gamle sagde, fordi det er en gruppe, der gør sig ud til bens i majoritetsbefolkningens øjne. Men på verdensplan er det 10 procent af muslimerne, der tilslutter sig jihadisme, det kan vi ikke laste resten for.

Religionsdialog er et af midlerne til at skabe sammenhængskraft. Viggo Mortensen forstår religionsdialog meget bredt. Den udspringer af samliv, af den daglige omgang med troende af forskellig religiøs overbevisning og af praktisk samarbejde. Men han taler naturligvis også om den teologiske dialog mellem religioner.

Der bliver ført teologiske religionsdialoger i Danmark. Men de færreste når ind til kerneforskellene: Jesus, treenigheden og opstandelsen. Blandt andet fordi der endnu ikke er mange muslimer, der både er teologisk kyndige i begge religioner og så forankrede i det danske sprog, at de kan trække i alle tove.

Ifølge Viggo Mortensen bliver det i fremtiden et mindre problem.

– Der er mange unge muslimer på vej igennem uddannelsessystemet, blandt andet på islamstudierne i Århus.

Til den igangværende debat om islam i medierne, hvor især Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet og de to præster i Dansk Folkeparti, Søren Krarup og Jesper Langballe, har ytret sig, siger han:

– Der er almindelig konsensus i den offentlige debat om, at der skal skelnes mellem islam og islamisme. Det er den konsensus, Søren Krarup, Jesper Langballe og Islamkritisk Netværk udfordrer. Spørgsmålet er vanskeligt, for begge parter har på en vis måde ret. For det er samtidig en kendsgerning, at islamismen er en bestemt fortolkning af islam. Islamisme, hvis militante gren jihadismen har erklæret de vestlige samfund krig og svoret at nedbryde dem, er en vækkelsesbevægelse inden for islam. Det er legitimt at advare mod den, for den vil jo netop nedbryde ikke alene sammenhængskraften, men samfundene, som vi kender dem.

– Ytringsfriheden er sammen med religionsfriheden ikke alene et umisteligt borgerligt frihedsgode, men den giver muligheden for, at der netop kan føres den samtale om det fælles, der er forudsætningen for skabelsen af et fredeligt samfund. Derfor er den i udgangspunktet ubetinget. Men som Paulus siger: Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Vil man være en god missionær, må man jo forsøge at formulere sit budskab, så det kan vinde antagelse.

Tiden efter 2001 har markeret, at religionen langtfra er død. Og den forsvinder heller ikke i det næste årti. Det gælder også den hjemlige folkekirke.

– Når tro kommer tilbage, er det ikke som den gamle model, men i nye former. For eksempel skal folkekirken, modsat tidligere, forsvare sin position på den åbne religiøse markedsplads. Det efterspurgte bliver integritet og autenticitet. At man gør, hvad man gør, fordi man tror på dem, ikke for at trække folk til huse. Man kan skabe varig forandring, og den vil blive båret af ildsjæle og ofte også af mennesker i kanten af kirken. Det er derfra, fornyelse skal komme.

Viggo Mortensen mener ikke, at stat og kirke bliver adskilt inden for en overskuelig fremtid. Men inden for de næste 25 år forventer han en ny organisering af kirken.

– Jeg er ikke fortaler for at ændre Grundloven, men nok for, at vi udfylder den med en religionslov, der forhindrer diskrimination, og med en kirkelov.

Han mener, at omlægningen fra folkekirkens finanser til bloktilskud er et skridt på vejen. Et andet er stiftsrådene, som bliver en form for uformel ledelse af folkekirken.

Viggo Mortensen har tidligere i bogform henvist til et forslag om, hvordan man kommer i gang.

Det lyder i al enkelthed: "Folketinget udskriver hermed valg til en grundlovgivende forsamling for den danske folkekirke."

– Datoen skal være et godt stykke ude i fremtiden, så det kirkelige landskab har tid til at organisere sig. Man vil så dele sig efter anskuelser og få indflydelse, som man har stemmer til. Det kaldes demokrati.

– På den anden side er folkekirken nødt til at gøre sit budskab klart og finde ud af, om den vil være servicekirke og ritualforvalter, en konfessionel kirke eller et åbent, missionalt fællesskab.

Ved slutningen af interviewet kommer postbuddet ind. Helt ind i køkkenet, dels med post, dels med en bøn. Han vil godt sikre sig, at Viggo Mortensen får saltet gårdspladsen, inden han kommer igen næste dag!

Så nu er det nat med den pæne sne på den gamle gårdsplads.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk