Haiti er ikke længere et land. Over 80 procent af husene er styrtet sammen, mænd med knive og hammere kæmper om hverdagsgenstande i ødelagte bygninger, visse steder er vand den nye valuta. Der er intet mere at komme efter.

HVORDAN KAN MAN TRO på en barmhjertig og almægtig Gud, når naturkatastrofer jævner byer med jorden, i Haitis tilfælde udsletter det meste af et land? Hvorledes holde fast i troen på, at Vor Herre, Jahve eller Allah passer på menneskene, når titusinder af haitianske børn aldrig kommer til at opleve andet end de første få leveår?

For nogle vil katastrofen på Haiti blot styrke dem i deres ateistiske overbevisning, mens andre vil søge efter forklaringer, der alligevel forener gudstroen med alverdens ulykker. Måske har Gud blot skabt verden, men blander sig ikke, en udbredt position blandt oplysningsfilosofferne i øvrigt, primært den franske Voltaire.

Men er det en ubegribelig Gud, der blot ser til, mens hans elskede værk smadres af jordskælv og tsunamier, måske en Gud af dæmonisk tilsnit? Andre vil hævde, at Gud tester os, hærder os, men man tester ikke den, man elsker, og den rene udslettelse er ingen test, blot udslettelse.

Man er fristet til at sige, at når religiøse mennesker i dag oplever, at deres følelser krænkes af religionskritik eller satire, så krænkes vores fornuft omvendt, når man med vold og magt holder fast i troen på den barmhjertige Gud efter tragedien på Haiti såvel som efter alle andre ikke-menneskeskabte katastrofer.

Problemet er ikke nyt, men først formuleret af kirkefaderen Irenæus fra Lyon i det 3 århundrede – hvordan tro på den gode Gud i en verden af ondskab og ulykker? Hvorledes løse "Det ondes problem"? Siden da har tænkere fra både øst og vest beskæftiget sig med spørgsmålet, og ingen løsning har været ukontroversiel.

Problemet vil nok altid være aktuelt, desværre, og er for nylig blevet taget op igen af den kritiske danske teolog Jacob Wolf i hans roste bog "Jobs tårer". Ifølge Wolf kan det onde ganske rigtigt være godt for noget, men derfor er det stadig ondt i sig selv.

OG MED HENSYN TIL Guds manglende indgriben skriver Wolf i klart sprog følgende: "Hvad skal vi mene om for eksempel en læge, der er i stand til at redde barnet, men ikke gør det og i stedet sætter sig ned ved siden af det og vrider sine hænder i gråd af bare medfølelse? Kan man andet end foragte sådan en læge og beskylde ham eller hende for at være en uduelig idiot eller at have en pervers glæde ved lidelse?"

Wolf er elev af den danske filosof K.E. Løgstrup, der også gjorde sig mange interessante tanker vedrørende "Det ondes problem". Han spurgte, hvorfor ingen beskæftiger sig med "Det godes problem", altså hvorfor eller hvordan der kan eksistere godhed i verden, hvis ikke Gud eksisterer? Bestemt et relevant spørgsmål, der dog ikke ændrer på, at det onde stadig er et problem.

Ikke sjældent munder de forskellige løsningsforsøg ud i en ateisme, en afvisning af enhver form for guddommelig eksistens, hvilket på den ene side er en nedslåede erkendelse, men på den anden side en position, der åbner mulighed for virkelig at sætte pris på de menneskelige handlinger: Vi har ingen andre end os selv at takke for alt det gode i verden.

Og netop med tanke på alle de kræfter, der netop nu er sat ind for at komme folk til undsætning i Haiti, er der nok at beundre, rigeligt, og her kan man for alvor værdsætte de ekstraordinære menneskelige bedrifter.

Nødhjælpsarbejdere fra hele verden har i døgndrift kæmpet for at redde folk ud fra de nedstyrtede bygninger. Der bliver indsamlet penge gennem et utal af organisationer, alene USA har indtil videre bidraget med over 100 millioner dollar i nødhjælp. Der bliver sendt hospitalsskibe og redningspersonale mod øen, og folk sætter frivilligt livet på spil for at redde deres medmennesker på den anarki-trude ø.

DET VESTAFRIKANSKE LAND Senegal, der har en lang tradition for fredsarbejde på kontinentet, har gjort alvor af sin sympati med Haiti og tilbudt haitianerne et nyt land. Og så er der vidunderhistorierne. Danskeren Jens Tranum Christensen lå fanget under murbrokker i fem døgn og blev reddet i god behold efter en fire timer lang international redningsoperation.

Læger fra nær og fjern arbejder uden hvil, og det forlyder at enkelte har opereret konstant i næsten tre døgn – omgivet af hundredvis af hårdt sårede mennesker har disse læger kun én tanke: at redde så mange som muligt.

Hvem skal vi takke for disse bedrifter? Den Gud, der ikke forhindrede katastrofen, eller ene og alene disse enestående mennesker?

Efter jordskælvet i Lissabon kom den danske præst Hans Adolph Brorson med sin kommentar til katastrofen. Han kunne kun betragte begivenhederne som Guds ubegribelige, men retfærdige straf. Således sad Brorson med sin pletfri præstekrave og nydelige pudder i Ribe og så en højere mening med ulykken, mens portugiserne kæmpede indædt for at redde, hvad reddes kunne.

Spar os venligst for lignende analyser i dag, efter hvad vi har været vidne til på Haiti, og lad os i stedet fokusere på de hænder, der graver sig til blods i håb om at finde overlevende, deres familie, deres elskede. Er disse mennesker ikke det afgørende vidnesbyrd om det gode og smukke i verden frem for troen på Vor Herre, eller hvad det overjordiske væsen ellers kaldes under andre himmelstrøg?

Thomas Johannes Erichsen er cand.mag. i moderne kultur og filosofi og lærer