– Når man ikke har opnået det, man selv gerne vil, så lægger man det videre til sine børn, forklarer Susanne Nielsson.

Det har taget hende mange år at nå frem til den konklusion. Og mange samtaler med forældrene om, hvorfor de pressede hende til en karriere som elitesvømmer. En karriere, hvor Susanne Nielsson fra hun var 12 til 22 år blev dansk mester mere end 90 gange, medaljevinder ved europamesterskaber og verdensmesterskaber og ikke mindst bronzemedaljevinder ved De Olympiske Lege.

Men det er ikke med glæde, Susanne Nielsson tænker tilbage på årene som svømmestjerne og på presset fra forældrene.

– De har selvfølgelig troet, at de gjorde det for mit eget bedste. Men jeg synes, man som forældre skal passe på ikke at pace sine børn, siger Susanne Nielsson og læner sig tilbage i stolen i svømmehallens lille livredderkontor.

Hun er ikke i tvivl om, at det er omkostningsfyldt, hvis man gerne vil nå til tops. Uanset om man er svømmer, balletdanser eller pianist. Når hun ser tilbage, synes hun ikke, det var prisen værd.

For prisen var høj. Hver morgen klokken fem kørte Susanne Nielssons mor hende til svømmetræning. Klokken otte skulle hun videre i skole – når hun da ikke som oftest var i udlandet til stævne. Og om eftermiddagen blev hun hentet igen og kørt til træning. Hun tilbagelagde omkring 20 kilometer i svømmehallen hver dag. Og sådan forløb det seks dage om ugen. Søndag var den ugentlige fridag, når der da ikke var stævne.

– I skolen var jeg en enspænder, og jeg blev kaldt alverdens øgenavne. Jeg var ikke en del af klassen, for jeg rejste ofte. Jeg var ikke med til klassefester eller lejrture, for jeg skulle træne hele tiden, fortæller Susanne Nielsson og fortsætter, mens hun betragter det tomme bassin i Grenaa Svømmehal med et alvorligt blik:

– Mange spørger mig, hvorfor man ikke kan slippe ud af det. Det er bare så svært, for der er så mange mennesker, der er involveret i ens liv, forklarer hun.

De første par år følte hun sig støttet – ikke mindst af sine forældre. Men som årene gik, mærkede hun presset og forventningernes snærende bånd hver eneste dag. Når hun prøvede at slippe for træning, blev hun hentet og bragt hen i svømmehallen, og når hun ville melde sig ud af klubben, fik hun at vide, at hun kunne blive endnu bedre og bare lige skulle tage det næste mesterskab med.

– Jeg tænkte mange gange, at jeg ikke orkede mere, men jeg fik det ikke ført ud. Det kunne simpelthen ikke lade sig gøre, siger hun.

Presset fra klubben og Dansk Svømmeunion var hårdt, og forældrene tog hende ikke tilstrækkeligt i forsvar, mener Susanne Nielsson. Hun vurderer selv, at hun føjede sine forældre af den simple grund, at man som ung teenager har brug for sine forældre og derfor langt hen ad vejen gør, som de siger. Det er umuligt helt at adskille forældre og børns ambitioner, mener hun, men hun kunne have ønsket sig, at hendes mor havde tacklet sine drømme for datteren anderledes. Først da Susanne Nielson som 20-årig fik OL-bronzemedaljen om halsen i 1980, støttede moderen hende i at trække sig tilbage fra svømmekarrieren. I dag har Susanne Nielsson et fint forhold til sine forældre – ungdomsårene er blevet talt igennem et utal af gange, og forældrene kan godt forstå, at Susanne Nielsson følte sig under pres, fortæller hun. Moderen har da heller ikke lagt op til, at Susanne Nielssons nu 12-årige datter skulle svømme. Det har Susanne Nielsson heller ikke. Hun ville ligefrem fraråde det.

– Men jeg er nok lidt striks med skolen. Hun skal passe sin skole og lektier, og det har nok noget at gøre med, at jeg ikke selv fik den uddannelse, jeg gerne ville have, forklarer hun.

Hun blev aldrig teknisk tegner, som hun drømte om. Det blev i stedet til nogle år som receptionist og foredragsholder. Nu er hun atter vendt tilbage til en hverdag i den lumre og fugtige svømmehal, hvor den velkendte lugt af klor omgiver hende – det miljø, hun har taget så kraftigt afstand fra. Men hun forbliver på bassinets kant. Hun har taget de sidste svømmetag.

holtze@kristeligt-dagblad.dk