Egnsud- eller afvikling

Valget er enkelt. Hvis vi ønsker et mangfoldigt samfund, hvor der skal være liv på landet uden for de store byområder, koster det penge. I dag får man i den yderste klitrække ved Vesterhavet fortsat udbragt post og indlagt bredbånd, selvom det isoleret set ikke kan svare sig økonomisk. Men det er en bagvedliggende udvikling, at livet på landet langsomt udsultes med færre penge til samfunds- og kulturinstitutioner. Sat på spidsen er dilemmaet ikke kun, om danskerne skal bo koncentreret omkring de større byer, mens landet udvikler sig til en slags feriekoloni og naturskøn nationalpark. Det er også et spørgsmål, om kulturværdierne bag velfærdsstaten kan overleve, hvis der ikke arbejdes for sammenhængskraft i hele samfundet.

Forleden kunne vi her i avisen fortælle, at der nu nedlægges præstestillinger i primært Nordjylland for at tilgodese de voksende byområder. Det er økonomisk logisk, men kulturelt uklogt, for kirken er ofte det tilbageværende samlingspunkt i landsognene, og når præsten flytter, dør noget af det lokale liv.

To dage før berettede vi om planerne om at lukke seminarierne i Skive og Nørre Nissum. Det 117 år gamle Nørre Nissum-seminarium er det sidste med en kirkelig-kulturel baggrund, og hvis det lukker, er det ikke bare en arbejdsplads og en uddannelsesinstitution, der drejer nøglen om. Det er også et sted med en særlig ånd og et lokalt kraftcenter i et af de områder af landet, der i øvrigt ikke overøses af offentlige kroner.

Udviklingen er ikke ny. Engang havde hvert sogn sit eget mejeri og sin egen brugs eller købmandsforretning, mens egnen havde sit eget sygehus og egen kommunal forvaltning. Det er ikke længere tilfældet, og mange af de tilbageværende fælles mødesteder risikerer også at blive afviklet: Skolen, børnehaven, sportshallen og kirken. Alt sammen som følge af faldet i befolkningsgrundlaget og den afledte økonomiske logik, der tilsiger, at pengene følger borgerne.

Historien bag det danske velfærdssamfund viser, at det ikke alene kan overleve på kvantitet og økonomisk stordrift. Derimod skal det overleve på kvalitet og kulturværdier. Der skal fastholdes en sammenhængskraft, også ved at de lokale samfund fortsat kan eksistere og tiltrække nye indbyggere.

Det kulturelle brændstof bag velfærdssamfundet kommer fra et levende liv på landet med kirken og andels-, højskole- og husmandsbevægelserne. På landet opstod en tradition for selvforvaltning og samarbejde, som blev afgørende for udviklingen af hele det danske samfund, også i byerne. Tillid og sammenhængskraft er nøgleord, og arven herfra holdes ikke ved lige ved at lukke de mindre seminarier, skoler, kirker eller på anden vis undergrave livet på landet.