Det er gift for balancen mellem kvinder og mænd, hvis uddannelsesinstitutioner i udkantsområder som Nørre Nissum Seminarium ved Lemvig lukkes
Andelen af kvinder skrumper i udkantsområder. Og problemet forværres, når man lukker uddannelsesinstitutioner. Særlig galt er det, når man lukker uddannelsesinstitutioner inden for fag, der traditionelt tiltrækker mange kvinder, eksempelvis inden for lærer- og sygeplejefagene.
Det påpeger adjunkt ph.d. Pia Heike Johansen fra Syddansk Universitet, SDU.
– Mange uddannelser fusioneres ind i byerne, og kvinderne følger med. Videregående og mellemlange uddannelser appellerer til især kvinder, og derfor bliver det kritisk, når man flytter uddannelsesinstitutionerne ind til de større byer, siger Pia Heike Johansen.
Hun fremhæver, at pædagog-, lærer- og sygeplejeuddannelserne har været særlig hårdt ramt af centralisering.
I samme spor er der nu lagt op til, at Nørre Nissum Seminarium ved Lemvig skal lukkes og fusioneres med seminariet i Skive til et nyt i Holstebro. Det betyder yderligere tab af arbejdspladser og unge. Men det er også et kulturelt tab, hvis 400 studerende flyttes fra Nørre Nissum.
– Ofte er der jo andre institutioner knyttet til seminarier som for eksempel en højskole. Hvis mange unge flyttes fra et område, har det stor betydning for kulturlivet.
Der vil ikke blive spillet den samme musik eller holdt de samme kulturelle arrangementer i øvrigt. Det bliver simpelthen knap så dynamisk, siger Pia Heike Johansen.
Den skæve kønsfordeling i udkantsområder er tidligere påvist i et forskningsprojekt udgivet af Nordregio, som er sponsoreret af Nordisk Råd.
Størst er kvindemanglen i Vestjylland. I flere vestjyske kommuner er der kun mellem 94 og 98 kvinder pr. 100 mænd. Det gælder i for eksempel Varde, Vejen, Lemvig, Jammerbugt og Ringkøbing-Skjern. Også i Hedensted, Ikast-Brande, Rebild og Nordfyns Kommune er billedet skævt.
Omvendt forholder det sig i de største danske byer; København, Århus og Aalborg, hvor der nogle steder er mere end 110 kvinder pr. 100 mænd.
En af medforfatterne til rapporten er seniorforsker Rasmus Ole Rasmussen fra Nordregio. Han forklarede til Ugebrevet A4, at der er en entydig sammenhæng mellem uddannelsesmuligheder og kønsfordeling.
– Alle de steder, hvor der er et uddannelsescenter, finder du et overskud af kvinder. Kvinderne er helt anderledes opmærksomme på vidensøkonomiens centre, hvor der er uddannelses- og jobmuligheder, sagde Rasmus Ole Rasmussen til A4.
hoffmann@kristeligt-dagblad.dk