De Konservatives integrationsordfører, Naser Khader, er ophavsmand til forslaget om forbud mod burka og niqab. Forslaget har været stærkt omdiskuteret i seks måneder og landede i går
Er du tilfreds med, hvordan burkadiskussionen er landet?
Det er en sejr for De Konservative, at vi er nået så langt. Danmark er foregangsland på området. De andre lande diskuterer. Vi handler. Helt konkret bliver straffen skærpet, hvis man tvinger andre til at bære burka og niqab – det er fremragende. Der kommer forbud mod at vidne i retten iført burka og niqab. Regeringen sender et hyrdebrev til kommunerne om, at vi ikke bryder os om burka og ikke vil se det. Der findes regler for at forbyde burka og niqab, og kommunerne skal opfordres til at bruge reglerne. Men man skal lave nye regler, når der er regler i forvejen.
Men hvis man ser det i forhold til dit oprindelige oplæg om et totalt forbud, står det så mål med intentionen?
Juristerne har talt. Et totalt forbud vil være i strid med Grundloven. Et generelt forbud er passé – uaktuelt. I stedet gør vi det vanskeligt at gå med burka som lærer, socialrådgiver eller studerende.
Erik Nielsen fra Kommunernes Landsforening mener, at det er et hypotetisk problem for kommunerne, der er arbejdsgiver for tusinder og tusinder af mennesker.
Det fortæller, at han ikke har indsigt i problemstillingen. Problemet kan opstå i morgen. Man har ansatte med muslimsk baggrund. Én af dem kunne finde på at gifte sig ind i en islamistisk familie. Og så møder hun dagen efter på arbejde med niqab. Det er set i Belgien, Frankrig og Holland. Og hvorfor kan politikere ikke have holdninger på forskud?
beck@kristeligt-dagblad.dk